Det tyske valg i september kan komme til at markere en korsvej i EUs udvikling. Hvis Socialdemokraterne som forventet overtager regeringsmagten i Bonn, vil det bringe Tyskland og Frankrig tættere sammen og skabe ny dynamik i den fransk-tyske akse i EU. Det fremgår blandt andet af et nyt dokument, der kan sætte brand i dansk EU-debat. Papiret, der er vedtaget af den socialdemokratiske gruppe i Forbundsdagen, skitserer en europæisk “socialunion” som modstykke til euroen. I en “social stabilitetspagt” skal de europæiske lande lægge fælles rammer for velfærdsudgifterne, foreslår Nyrups tyske partifæller. SPDs kanslerkandidat, Gerhard Schröder, lægger også op til en fælles skattepolitik i EU. Udspillene fra SPD ligger tæt på de regerende franske socialister. Derimod vil en fortsættelse af Kohl-regeringen gøre det sværere at skabe tysk-fransk fodslag om de næste skridt i den europæiske integration. Ugebrevet analyserer Europa-debatten i Tyskland og Frankrig og kortlægger den politiske opfølgning på den fælles mønt.