Det europæiske problembarn har haft mange navne i de sidste par år. Først hed det Irland, da landets gæld blev en belastning for finansielle nøglespillere på kontinentet. Så overgik den tvivlsomme ære til Grækenland, der beholdt den indtil det lykkedes Berlusconis Italien at tiltrække sig alverdens dårlige opmærksomhed. I de seneste uger er problembørnene myldret frem fra alle kanter. At Spanien øjensynlig er fanget i en lavvækstfælde har længe været åbenlyst, men hvem er egentlig rigtigt solide, når det kommer til regnskabets time?

Den europæiske løsning har derimod hele tiden været den samme. Den hed Tyskland. Tysklands økonomi var en Mercedes på dydens smalle vej. Man kunne kun føle med fru Merkel, når det nu igen-igen blev nødvendigt at trække portemonnæen frem for at hjælpe folk, der med vilje havde balanceret på kanten af fedtefadet. Det krævede store ord og høje stemmer i Forbundsdagen. Tyskerne har måttet mobilisere Den Store Europæiske Ansvars- og Solidaritetsfølelse. Det bliver naturligvis ikke lettere efterhånden som køen af betrængte naboer vokser udenfor.

Kun få på vore breddegrader har for alvor sat spørgsmålstegn ved den synsmåde. Ledende økonomiske kommentatorer som Paul Krugman og Financial Times økonomiske chefkommentator Martin Wolf har ganske vist i måneder advaret om, at den tyske optik var økonomisk gal og sandsynligvis politisk katastrofal. Anonyme topfolk i spillet omkring de såkaldte redningspakker har også ind i mellem ventileret, at Tyskland måske ikke var problemet, men så sandelig heller ikke en del af løsningen.

Det har dog kun været små mislyde i den dominerende tyske schlager. Men i sidste uge begyndte tonarten at skifte.

Det britiske magasin Economist, der ellers har ligget tæt på de tyske synspunkter, bebrejder i sin leder den tyske kansler for at nægte at se rækkevidden af markedspanikken i øjnene. Frygten for at mindske presset for økonomiske reformer i gældslandene, får tyskerne (og andre regeringer, der ”tænker tysk”) til at nægte den eneste mulige kur: at bede ECB om at påtage sig rollen som lender of last ressort. ”Det kan ikke forsætte meget længere. Uden et afgørende holdningsskift hos ECB og europæiske ledere, kan den fælles mønt bryde sammen i løbet af nogle uger,” forudser Economist.

Den kritik er også ved at blive synlig i danske medier. Politiken bringer eksempelvis i dag (30. november) en artikel under overskriften ”Tysklands skygge hviler over Europa”. Skulle nogen i farten overse det historiske hint, er artiklen illustreret med af to græske demonstranter, der er maskeret som Adolf og Angela.

Artiklen citerer dog også helt respektable Tysklandskritikere fra spanske El Pais og italienske La Republica til Luxembourgs regeringschef Jean-Claude Juncker. Og i Frankrig ulmer oprøret. Ifølge Jacques Attali, tidligere chef for den europæiske investeringsbank, vil den tyske holdning føre til ”kollektivt selvmord” for det europæiske projekt.

Få har haft så let ved at forstå Tyskland som vi i Danmark. Som ikke-euroland har vi selv skulle gøre det hårde arbejde med at sikre troværdighed omkring dansk økonomi, herunder navnlig de offentlige finanser. Det har været med til at give os en enestående disciplineret – og ret snæversynet – økonomisk-politisk debat. Stort set hele det økonomisk-politiske establishment marcherer kækt syngende langs den tyske stållineal mod fremtidens forjættede budgetligevægte. Danske medier er mere tyske end Merkel selv.

Men den disciplin, vi danskere har været nødt til at underkaste os, er dybt skadelig for Europa.  Dydens smalle vej fører ikke til frugtbart samarbejde, men til misvækst og mistillid.

Og mistilliden er gensidig. Det er ikke bare de tysksindede, der mister tillid til platuglerne nede syd på. I mange lande er overskrifter som Politikens ved at være hverdagskost. Frygten for Tysklands skygge vil vokse, med mindre tyskerne ikke udviser en langt mere udstrakt taktfølelse end den, der har kendetegnet tysk diplomati i den senere tid.

Det burde give anledning til at huske, hvad det egentlig var, vi skulle med euroen, nemlig at løse Det Tyske Problem. Den fælles mønt var betalingen til Frankrig og andre, der frygtede tysk dominans efter murens fald. Alle de svære ord i den første unionstraktat – den fra Maastricht – var dybest set et forsøg på at muliggøre denne afgørende politiske handel.

Her indgik i øvrigt også, at de stærke økonomier skulle kompensere andre, der ikke kunne forvente at høste de samme gevinster af den europæiske integrationsproces. Og ingen har som tyskerne tjent kassen: Tysk konkurrenceevne nyder godt af billig arbejdskraft fra Øst – og landene i eurozonen kan ikke længere forsvare sig ved at nedskrive deres valutaer over for marken som i gamle dage.

Hvis vi ender i en europæisk recession, får regeringens kickstart af økonomien næppe nogen fair chance. Hvis vi ender i det opløsningsscenario, som Economist og andre fremmaner, kan Danmark  også vinke farvel til den tryghed og indflydelse, vi har nydt godt af inden for rammen af det velfungerende EU. Et tysk (-fransk) forsøg på at fremtvinge et tættere mellemstatsligt samarbejde i eurokernen er måske bedre end ingenting, men ikke meget.

Derfor skal vi holde op med at tænke som tyskere – endsige legitimere den farlige tyske selvretfærdighed. Uanset hvor lidt man bryder sig om tanken i Udenrigsministeriet, har vi måske flere fælles interesser med andre, mindre lande på eurozonens rand end med den store nabo. Hvordan kan det komme til udtryk i den kritiske rolle som formandskabsland, der venter lige om lidt?  Er der et spillerum for offensive udspil til ændringer i eurokonstruktionen, der kan tilfredsstille noget af den traditionelle kritik fra Villy og svenskerne?

Regeringen har brug for en meget hurtigt arbejdende studiekreds.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.