Tysklands kansler, Angela Merkel, har efterhånden fået skabt fodslag i det meste af Europa om den politisk-økonomiske kurs: En stram udgiftspolitik kombineret med politisk besværlige strukturreformer og begrænsede, målrettede investeringer i langsigtet vækst. Kun ét land slår sig for alvor i tøjret: Frankrig – Tysklands nærmeste allierede, dets historiske arvefjende og gennem de sidste 60 år dets europæiske blodbroder.

Da EU-Kommissionen i sidste uge gav sine anbefalinger til de 27 nationale finanslove, var Frankrig for alvor i kikkerten, fordi regeringen i Paris nu har fået to år til at bringe underskuddet ned under 3 pct. af BNP. Derfor anbefalede Kommissionen, at Frankrig gennemfører reformer af sit pensionssystem og sit arbejdsmarked. Det fik præsident Francois Hollande til at replicere, at ”Bruxelles ikke skal diktere, hvilke reformer Frankrig skal gennemføre”. Denne galliske egensindighed affødte straks heftig kritik fra menige medlemmer af Merkels CDU og, ikke mindst, regeringens liberale juniorpartner, FDP.

”Den socialistiske præsidents første år har været et spildt år. Europa kan ikke længere vente på Frankrig,” lød det fra partiets spidskandidat, Rainer Brüderle, som dermed satte ord på en holdning, der deles mange steder i Europa. Hollande har siden sit valg i maj 2012 forsøgt at fremstille sig selv som et politisk alternativ til Merkel. Han ville stå i spidsen for et mere vækst- og investeringsorienteret Europa end det, Merkel efter hans opfattelse stod for.

Her i juni 2013 kan det konstateres, at den franske præsident ikke har haft held med sit forehavende. Han har ikke kunnet fremtrylle kapital til massive vækstinitiativer. Og han har forsømt at fremvise en reformvilje hjemme i Frankrig, der har kunnet overbevise Tyskland eller resten af Europa om, at hans bud på en vej ud af krisen var andet end indenrigspolitiske valgløfter. Det hjælper ikke meget, at Hollandes regering netop har spillet ud med besparelser på knap 2 milliarder euro om året på børnepenge, når der er et hul på mere end 20 milliarder euro i det pensionssystem, som Kommissionen har kig på.

Dyb uenighed bag den pæne facade

Parallelt med skyttegravskrigen mellem regeringen i Paris og menige politikere i Berlin gør Hollande dog alt, hvad han kan, for at opretholde et ordentligt forhold til Merkel. De to har sat sig tungt på en række af de sager, der kommer til at præge den europæiske dagsorden frem til sommerferien. 

Det gælder ikke mindst EU-landenes forsøg på at gøre noget virkningsfuldt imod den ledighed, der har nået historiske højder under finanskrisen, og som ifølge både den internationale arbejdsmarkedsorganisation ILO og en række politikere nu truer den sociale sammenhængskraft i Europa. 

Det kommer til at ske med den såkaldte New Deal for Europas ungdom, der ved hjælp af knap 45 milliarder kr. fra forskellige EU-budgetter skal sætte gang i mobiliteten hos Europas unge, så både studerende og lærlinge i de lande, hvor krisen er dybest, kan få hjælp til at studere eller arbejde i de lande, hvor der fortsat er åbninger i form af studie- eller lærepladser. Samtidig har Hollande og Merkel, der mødtes til bilateralt topmøde i Paris i sidste uge, bedt ledende tyske og franske erhvervsfolk om at opregne, hvad der skal til for at styrke den industrielle konkurrenceevne i de to lande. Se også tekstboks. 

Deres anbefalinger matcher godt med de toner, som også Dansk Industri og andre danske erhvervsorganisationer har haft held til at påvirke den danske regering med: Der skal sikres industrifavorable rammevilkår, mens hensyn til miljø og klimakamp bør nedprioriteres.

Det store spring fremad

Det helt tunge emne på den europæiske dagsorden er imidlertid det store integrationsspring, særligt i eurozonen, som er på dagsordenen ved EU-topmødet 27.-28. juni. Merkel og Hollande fremlagde i sidste uge deres fælles udspil, der på den ene side indeholder opsigtsvækkende og vidtrækkende forslag til harmonisering af eksempelvis skatte- og beskæftigelsespolitik, men på den anden side afspejler, at tidspunktet for et tysk-fransk showdown om Europas fremtid rykker nærmere.

”Frankrigs manglende hjemlige økonomiske reformer betyder, at Tyskland vil afvise den dybere finanspolitiske og politiske union i Europa i den nærmeste fremtid. Vejen til en hvilken som helst form for øget økonomisk integration i eurozonen – hvad enten det drejer sig om kollektivisering af gæld eller et øget budget – går via en genoplivning af en reformdrevet fransk økonomisk genopretning,” skriver Jacob Funk Kirkegaard, europaanalytiker ved Washington-tænketanken Peterson Institute for International Economics, i en analyse. ”Tyskland vil ikke gå med til en permanent byrdedeling med et Frankrig, som ikke først reformerer sig selv,” tilføjer han.

Tyskland og Frankrig peger i det fælles udspil på: At eurolandene bør have flere topmøder. At disse bør fungere som en ”økonomisk regering” i eurozonen. At eurozonen bør have et fælles budget. Og at Europa-Parlamentet efter valget i maj 2014 bør have en række særlige udvalg, der kan udgøre den demokratiske kontrolinstans i forhold til de tunge politiske beslutninger, som altså er på vej i eurozonen. 

Frankrig ønsker samtidig, at eurolandene skal kunne stifte fælles gæld, og at eurozonens krisefonde skal kunne bruges til direkte rekapitalisering af banker. Men disse skridt hen imod ”en dyb og ægte økonomisk og monetær union” er ifølge Tyskland så vidtgående, at de kun kan finde sted efter ændringer i EU’s traktatgrundlag. Disse ændringer – der indebærer afgivelse af national suverænitet – er Frankrig imidlertid langtfra klar til at give sig i kast med. Sporene fra den franske folkeafstemning om EU’s forfatningstraktat i 2005 skræmmer i høj grad præsident Francois Hollande. Hans eget Parti Socialiste blev splittet midt igennem ved den afstemning, og i dag oplever både det yderste venstre og ikke mindste det nationale højre under ledelse af Marine Le Pen en voksende politisk tilslutning, der gør det illusorisk at tro, at det kan lykkes at skaffe et ja ved en fransk folkeafstemning om Europas fremtid.

Ifølge den amerikanske europaekspert Douglas Rediker er Frankrig langtfra ene om at tøve over for den yderligere afgivelse af suverænitet, der anses for at være nødvendig for endeligt at gøre eurosamarbejdet økonomisk og politisk bæredygtigt.

”Disse emner involverer lande, der har en stærk bundlinje og ser sig selv tvunget til at påtage sig risici på andre eurolandes vegne, såvel som de svagere lande, der til gengæld for støtte ser sig presset til at acceptere nye regler og potentielle traktatændringer, der helt vil forandre, hvad det vil sige at være medlem af Den Europæiske Union. Dette er ikke kun en nord-syd-konflikt. Det er også en dyb konflikt mellem det føderale Tyskland og det centralistiske Frankrig om selve synet på statens rolle i en markedsøkonomi. Dette er den centrale konflikt og den store risiko i Europa lige nu: Kan Tyskland og Frankrig blive enige?” siger Rediker til Mandag Morgen.

Læs interviewet med Douglas Rediker her.