Tyskland og Frankrig styrer mod showdown om Europa

Tysklands kansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Francois Hollande, kommer til at spille hovedrollerne på den europæiske scene frem til sommerferien midt i juli. De to politikere har netop givet deres bud på køreplanen for euroens fremtid, og den tyske og den franske leder har ligeledes stillet sig i spidsen for EU’s ’ungepakke’ til 45 mia. kr., der bliver det hidtil mest offensive kollektive EU-svar på den dybe krise i Europa. Men samtidig er Frankrig udsat for hård kritik i den tyske offentlighed, fordi Paris ikke får bragt de offentlige budgetter under kontrol. Og bag facaden gemmer sig dyb uenighed mellem det føderale Tyskland og det centralstatslige Frankrig om EU’s og eurozonens fremtid.

Tysklands kansler, Angela Merkel, har efterhånden fået skabt fodslag i det meste af Europa om den politisk-økonomiske kurs: En stram udgiftspolitik kombineret med politisk besværlige strukturreformer og begrænsede, målrettede investeringer i langsigtet vækst. Kun ét land slår sig for alvor i tøjret: Frankrig – Tysklands nærmeste allierede, dets historiske arvefjende og gennem de sidste 60 år dets europæiske blodbroder.

Da EU-Kommissionen i sidste uge gav sine anbefalinger til de 27 nationale finanslove, var Frankrig for alvor i kikkerten, fordi regeringen i Paris nu har fået to år til at bringe underskuddet ned under 3 pct. af BNP. Derfor anbefalede Kommissionen, at Frankrig gennemfører reformer af sit pensionssystem og sit arbejdsmarked. Det fik præsident Francois Hollande til at replicere, at ”Bruxelles ikke skal diktere, hvilke reformer Frankrig skal gennemføre”. Denne galliske egensindighed affødte straks heftig kritik fra menige medlemmer af Merkels CDU og, ikke mindst, regeringens liberale juniorpartner, FDP.

”Den socialistiske præsidents første år har været et spildt år. Europa kan ikke længere vente på Frankrig,” lød det fra partiets spidskandidat, Rainer Brüderle, som dermed satte ord på en holdning, der deles mange steder i Europa. Hollande har siden sit valg i maj 2012 forsøgt at fremstille sig selv som et politisk alternativ til Merkel. Han ville stå i spidsen for et mere vækst- og investeringsorienteret Europa end det, Merkel efter hans opfattelse stod for.

Login