Tyskland slækker grebet om ECB

Torsdag mødes ledelsen i Den Europæiske Centralbank. Resultatet kan blive et historisk brud med den linje, der har kendetegnet ECB siden 1998. Hvis centralbanken melder sig klar til ubegrænsede støtteopkøb af italienske og spanske statsobligationer, vil det tydeligt markere afskeden med den pengepolitiske filosofi, som Tyskland har dikteret i mere end et tiår. Tyske medier har spekuleret i, om nationalbankdirektør Jens Weidmann vil tage sin afsked. Men realiteten er nok, at han er enig med sin chef, Angela Merkel, om, at euroens overlevelse er vigtigere end prisstabilitet.

De finansielle markeder vil have øjnene stift rettet mod Frankfurt, når chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, i morgen kl. 14.30 sætter sig til rette foran journalisterne for at orientere om de beslutninger, der blev taget ved formiddagens møde i ECBs 23 mand store styrelsesråd.

De vil på få minutter reagere på beslutningen om, hvorvidt renten skal holdes på de nuværende 0,75 pct. eller sænkes med 0,25 procentpoint. Og man vil lynhurtigt kunne aflæse deres vurdering af, om ECB rent faktisk er klar til at foretage ubegrænsede støtteopkøb af 2- og 3-årige spanske og italienske statsobligationer.

Aktørerne på de globale finansmarkeder regner i minutter og sekunder. Men beslutningerne på morgendagens møde rækker flere årtier frem – og bagud. 6. september 2012 kan blive en historisk dag, hvor ECB endelig vil gøre sig fri af den tyske forbundsbank, som har holdt ECB i kort snor siden sommeren 1998.

Login