Anders Samuelsen og Liberal Alliance har vundet en politisk sejr. Partiet kan med en vis ret hævde, at Finansministeriet har blåstemplet dets vision for et liberalt Danmark. Ministeriets embedsmænd har ganske vist taget forbehold for en række usikkerheder. Men Anders Samuelsen har en pointe, når han påpeger, at nøjagtig de samme usikkerheder gør sig gældende i de beregninger, der ligger til grund for de seneste 10 års store reformer, bl.a. velfærdsreformen.

Det er forståeligt, at partistifteren har svært ved at få armene ned, og at regnestykket er gjort til omdrejningspunkt for en større annoncekampagne.

Men så rækker succesen heller ikke længere. Beregningerne kan bruges i en politisk kampagne, men er ikke et seriøst udgangspunkt for en analyse af Danmarks udviklingsmuligheder.

De er anskuelsesundervisning i de begrænsninger, der ligger i Finansministeriets modeller. Embedsmændenes forbehold for fremskrivningerne af Liberal Alliances forslag rammer med samme styrke alle ministeriets øvrige fremskrivninger. Jo mere luft de lægger til Liberal Alliance, desto mere kritik retter de indirekte mod deres egne metoder.

Forløbet har endnu en gang bekræftet behovet for at nytænke, hvordan vi skal forstå en nations vækst- og udviklingspotentiale.
 

DER ER IKKE NOGET GALT med den ADAM-model, der ligger til grund for de økonomiske beregninger, men med den måde, den bliver brugt og misbrugt på. Dens styrke og berettigelse handler om at beregne konsekvenserne af enkeltstående makroøkonomiske justeringer.

Men som Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, fastslår over for Mandag Morgen, kommer modellen til kort over for store og komplekse ændringer, hvor mange forhold griber ind i hinanden. Se artiklen Liberal Alliance: Velfærdsstaten skal rulles tilbage til 80’erne.

Det er f.eks. tilfældet i partiprogrammer, hvor man har en tendens til ukritisk at lægge alle effekter sammen og dermed opnår urealistisk positive resultater.

Alligevel lader politikerne alt for ofte modellerne diktere politikken. Som det fremgår af artiklen "Tilbageskridtsreformen", holder regeringen stædigt fast i sin fremdriftsreform, selvom et kor af forskere, fagfolk og fagforeninger kritiserer den for at svække kvaliteten og relevansen af landets uddannelser – stik imod regeringens målsætninger og ambitionerne i dens kommende kvalitetsreform.

Regeringen holder fast, fordi reformen ifølge Finansministeriets DREAM-model forbedrer de offentlige finanser med en lille milliard i 2020. Pengene er allerede brugt til at finansiere vækstpakken fra 2013.

Men der er ikke taget højde for, at frafaldet risikerer at stige, sådan som både uddannelsesforskere og universiteterne frygter. Og der er ikke taget højde for, at reformen går ud over det faglige niveau på universiteterne.

De studerende kommer måske nok hurtigere igennem studierne, så de får flere år på arbejdsmarkedet. Men de risikerer at være mindre kvalificerede, mindre erfarne, mindre produktive og dermed mindre attraktive for erhvervslivet.

Det er modeltyranni, når det er værst og mest skadeligt.
 

VERDEN I DAG er kompleks, omskiftelig og turbulent. Vi oplever i denne tid en række dramatiske begivenheder, der hver især kan ændre basale forudsætninger for enhver fremskrivning og beregning: Kronen har været under et historisk pres, renten er lavere end nogensinde, og i nogle tilfælde negativ, olieprisen er halveret, og EU er under hårdt økonomisk pres, der forstærkes af risikoen for en græsk statsbankerot. Dertil kommer den eskalerende sikkerhedspolitiske trussel omkring Ukraine og de voldsomme udfordringer, klimaforandringerne medfører.

Sideløbende gennemlever vi teknologiske og digitale revolutioner, som åbner helt nye scenarier for, hvordan vi lever og arbejder i fremtiden. Forandringerne bliver stadig større og sker med stadig kortere intervaller.

Det er en verden, hvor det ikke bare er meningsløst, men også farligt at stole blindt på rationelt drevne forudsigelser. Meningsløst, fordi de sjældent siger meget om den virkelige verden – farligt, fordi de risikerer at føre til forkerte men vidtrækkende beslutninger.

Når Finansministeriet ud fra rationelle antagelser beregner effekten af arbejdsudbud, skattenedsættelser eller besparelser i den offentlige sektor, er det med andre ord med en række blinde makkere.

F.eks. kan nye værdinormer, forbrugsmønstre, trusler og konflikter påvirke vores adfærd. Og den teknologiske udvikling kan skabe en æra med jobløs vækst, hvor 25 millioner unge arbejdsløse europæere er den nye normaltilstand. Den tid, hvor man ukritisk kunne sætte lighedstegn mellem arbejdsudbud og beskæftigelse, er antagelig forbi. Men det afspejler sig endnu ikke i de makroøkonomiske modeller.
 

DET ER INDISKUTABELT, at Danmark, i lighed med andre lande, har brug for nytænkning og reformer, der styrker innovationskraften. Men Liberal Alliances opgør med den eksisterende samfundsmodel hviler på den forestilling, at Danmark er gået i stå og nærmest lever på lånt tid.

Inden vi smider barnet ud med badevandet, skulle vi måske opholde os lidt ved det faktum, at mange andre lande i dag er ved at tage ved lære af den danske samfundsmodel – bl.a. fordi vi forener et højt velfærdsniveau med en høj konkurrencekraft.

Og med løbende og bredt accepterede reformer er det faktisk lykkedes at tilpasse denne model til ændrede betingelser. Og vi har dermed opbygget en økonomisk modstandskraft, som har gjort os mindre sårbare over for f.eks. finanskrisen end mange andre lande.

De reformer, som nutidens udfordringer kræver, kan ikke bygge på matematiske fremskrivninger alene, men må tage udgangspunkt i tre forudsætninger:

For det første må vi kortlægge det nationale dna, der har givet os modstandskraften. Hvad er hemmeligheden bag den udvikling? Den får vi mere brug for end nogensinde.

For det andet må vi nytænke vores økonomiske styringsmodeller. Vi skal supplere de traditionelle økonomiske fremskrivninger med avancerede scenariemodeller, der løbende vurderer handlemulighederne under forskellige betingelser. Analyserne må respektere, at der findes mange mulige virkeligheder, der ikke nødvendigvis følger fastlagte og forudsigelige mønstre.

For det tredje må vi forstå, at nationers konkurrenceevne bestemmes af deres omstillingsevne. Vi lever under omskiftelige vilkår, og vores fremtidige velstand bygger dybest set på evnen til at gennemskue forandringerne og udnytte dem til at skabe nye muligheder. Det forudsætter bl.a. et effektivt samfundsapparat, en veludviklet sammenhængskraft og en høj gensidig tillid. Her har Danmark som udgangspunkt gode forudsætninger. Og man skal være varsom med at gennemføre reformer, der ud fra forenklede forestillinger bryder med de værdier og holdninger, der har været med til at skabe vores velstand – og bliver endnu vigtigere i fremtiden.
 

DETTE ER IKKE ET ARGUMENT imod nytænkning, men et argument for at tænke sig om.

Det er også baggrunden for, at Mandag Morgen har etableret en ”velstandsgruppe”, der tæller 25 af landets skarpeste hjerner og mest fremtrædende samfundsforskere.

De arbejder dels på at kortlægge baggrunden for den hidtidige danske succes, dels på at nytænke de konkurrencemodeller, som kan revitalisere vores udviklingsevne. Udgangspunktet er netop en erkendelse af de mange komplekse sammenhænge, der under ét skaber et lands velstands- og vækstpotentiale.

Arbejdet er et eksempel på en ”fremskrivning”, der respekterer såvel de hidtidige resultater og erfaringer som de vilkår, et moderne samfund skal fungere under. Men det er ikke enkle og rationelle beregninger med to streger under facit.

Økonomiske modeller kan også forældes – og desværre findes der ingen modeller, der kan forudse, hvornår det sker. Indtil videre må vi blot erkende, at det er sket.