Lyden af Yellow Cabs, der bumper over gadekrydset, folk der bevæger sig hurtigt og målrettet, politimanden, der fløjter, og lyden af en V8-motor er med til at skabe en stemning af nerve og energi.

Jeg sidder her på et kaffehjørne, hvor de serverer byens bedste kaffe. Ikke noget med mælk i, kun rene espressovarer. Man kan virkelig føle, at der er energi i luften, og at det er start-up-folket, der er i gang. Der er fuldt tryk på kedlen i New York.

De vækstprogrammer, som blev søsat i New York for ti år siden med heftig støtte fra borgmester Michael Bloomberg, er nu slået igennem. New York har gjort det så godt, at der nu er flere tech-start-ups her end i Silicon Valley.

Men der er ikke tale om tech-firmaer, som vi kender dem fra Silicon Valley. Der er tale en ny type forretning, der evner at kombinere det bedste fra den digitale verden med det bedste fra vores fysiske verden, samtidig med at det er både globalt og lokalt forankret. Det er firmaer, der arbejder meget engageret med det community, de er en del af.

Firmaet og communitiet designer produktet digitalt. Her er ikke nogen IP, royalty eller anden beskyttelse af ens ideer. Det hele er open source, og derfor går udviklingen hurtigt – endog nogle gange meget hurtigt – for det er ikke kun firmaernes egne udviklere, der er på sagen, men hele communitiet, der kan rumme flere tusinde kreative intelligenser.

Med introduktion af ny robotteknologi er produktionen flyttet tilbage fra Kina til Brooklyn, og banken er skiftet ud med finansiel crowd-sourcing, eksempelvis via servicen Kick Starter. Det er iværksættere, typisk med en kreativ eller kunstnerisk baggrund, sat sammen med en makker med baggrund som ingeniør eller programmør.

De nystartede virksomheder er uhyre populære i New York, og newyorkerne elsker deres entreprenører. De er på en eller anden måde indlejret i det lokale miljø, så det at støtte en entreprenør er at støtte lokalområdet direkte.

Udbyd intelligent

Man må nok sige, at det ikke ligefrem gnistrer hjemme i Danmark med nye teknologidrevne iværksættere eller med væksten generelt. Vi har på en eller anden måde misset den kombination af kreativitet og eksakt viden i vores iværksætterlag. Men hvis man læser regeringens vækstplan for de kreative industrier, så er der et lille lys, som efter min opfattelse skal tændes så hurtigt som muligt.

Lyset hedder intelligent offentlig efterspørgsel, og det har potentialet til at booste hele det kreative område. Samtidig kan det føre til nye løsninger, som vi aldrig troede, vi som samfund kunne udvikle.

Ideen er, at når det offentlige køber ydelser og produkter, så køber man ikke bare den billigste og ofte tarveligste løsning, der er på markedet lige nu. I stedet inddrager man tværfaglige og kreative mennesker i processen, så det produkt eller den service, man sender i udbud, bliver beskrevet holistisk og tidssvarende.

At inddrage kreative ressourcer i denne fase af udbuddet giver dem mulighed for at øve indflydelse, hvor de er bedst, nemlig i idefasen. Når opgaven er ny- eller redefineret, kan man rette fokus mod at få den udført til den bedste pris – hvilket ikke er ensbetydende med den laveste pris.

[quote align="right" author=""]De fleste vil sikkert spørge, hvad man skal med en offentlig telefonboks i 2013, eftersom vi jo render rundt med mobiltelefoner. Men det er, fordi vi alene forholder os til det gamle paradigme om, hvad en telefonboks er.[/quote]

Med denne form for udbud indtager staten en ny rolle, som sikrer, at vi hele tiden innoverer, og at der er tonnage nok i at vælge et design eller en ydelse, der skal udvikles.

Det kan være svært at synliggøre ideen og potentialet, ved at det offentlige bliver bedre til at efterspørge intelligente løsninger, men nu har jeg fundet casen, som er forståelig, og det er lige her i New York. Igen er det borgmester Bloombergs kontor, der har udtænkt en lille genistreg med intelligent offentligt udbud, da byen stod over for at skulle have nye telefonbokse.

Dem er der ca. 12.000 af i New York i dag. De fleste vil sikkert spørge, hvad man skal med en offentlig telefonboks i 2013, eftersom vi jo render rundt med mobiltelefoner. Men det er, fordi vi alene forholder os til det gamle paradigme om, hvad en telefonboks er. Det, NYC spurgte om, var, hvad fremtidens telefonboks er. Hvad skal den kunne, hvordan skal den se ud? Det eneste krav var, at den skulle kunne bære en reklame, da der her ligger store indtægtskilder for byen.

125 prototyper

Udbuddet var altså på selve ideen med fremtidens telefonboks. Havde man bare udbudt 12.000 telefonbokse, havde man sikkert fået en eller anden kasse med en ledning og et telefonrør. Og sikkert til en udmærket pris, men bare ikke brugbar overhovedet. NYC lagde op til en åben idekonkurrence for alle, men specielt målrettet designere, ingeniører og andre kreative mennesker. Man udvalgte seks finalister bland de i alt 125 prototyper, som blev tilmeldt konkurrencen. Vinderne fik en præmie og den medfølgende mediebevågenhed, men hverken rettigheder eller ophavsret.

Efter idefasen har NYC så udformet det egentlige udbud af telefonboksen til de store spillere på markedet som Olivetti, AT&T etc., og alle ideerne fra første udbud er nu bragt ind i den funktionsbeskrivelse, der er grundlaget for konkurrencen.

De kreative kræfter fik herved mulighed for at profilere sig selv og deres ideer, og samtidig fik de adgang til de helt store spillere på telefonmarkedet, hvis deres ideer var blandt de bedste i konkurrencen. I fase to af udbuddet vender producenterne typisk tilbage til designerne og deres ideer, og nu er deres arbejde betalt og beskyttet, når ideerne konkretiseres.

[quote align="right" author=""]Fra at være en dum telefonboks har NYC nu fået et fantastisk bud på, hvordan fremtidens telefonboks kan se ud, og hvad den skal kunne, som hjælper byen med at levere de bedste ydelser til borgerne.[/quote]

En af de seks vindere er en god ven, Rama Chorpash, der til daglig er leder af Parson’s Produktdesigninstitut i New York og har sit eget lille designkontor. Ramas bud har fået virkelig meget opmærksomhed, for det er et totalt opgør med, hvad byinventar kan, hvad en telefonboks er, og hvordan man kombinerer det digitale og det materielle.

Hans bud på fremtidens telefonboks er en 20 cm bred stålplade, der rager ca. to meter op. Fra dens fod fortsætter den hen over kørebanen til modsatte fortov og ender der i en ny, opretstående ”boks”. Det vil sige, at man har etableret en U-formet konstruktion, hvor al trafik løber igennem fra facade til facade.

Telefonboksen kan følgende: Den tæller, hvor mange biler, cykler og gående der passerer den. Den bærer en LED-reklame i søjlerne og hen over vejen. Den kan skifte farve, så man kan lave farvede striber på kørebanen for at indikere et eller andet. Der er et interaktivt kort på standeren, og man taler gratis i telefon via nettet. Der sendes nyheder og lokal information, og så er konstruktionen udformet sådan, at der, hvor den skærer sig ned i kørebanen, giver den mulighed for ekstra afvanding af gaderne ved store regnskyl.

Hele dataopsamlingen bruges af NYC til at styre trafik, og trafikken på fortovene er i forvejen en del af den måde, man i NYC beregner husleje og skat for butikkerne. Så fra at være en dum telefonboks har NYC nu fået et fantastisk bud på, hvordan fremtidens telefonboks kan se ud, og hvad den skal kunne, som hjælper byen med at levere de bedste ydelser til borgerne.

Rama er selvfølgelig efterfølgende blevet kontaktet af de store teleselskaber, og han har nogle af de smarte, nye tech-start-ups med på holdet.

Sådan løfter man både ide-, erhvervs- og informationsniveau uden en eneste støttekrone.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.