En stor del af de 14 milliarder kr., staten hvert år bruger på voksenuddannelse, tabes på gulvet. Det viser en hidtil hemmeligholdt rapport, som Ugebrevet Mandag Morgen er kommet i besiddelse af. Analysen er udarbejdet for regeringen af Socialforskningsinstituttet og et privat konsulentfirma. Rapporten viser, at markedet for voksen- og efteruddannelse er blevet så kaotisk, at hverken brugere, virksomheder eller professionelle kursusindkøbere kan gennemskue det. Resultatet er, at udbyttet af kurserne falder. En tredjedel af de offentlige og private virksomheder oplyser, at de sjældent eller næsten aldrig får den viden og kompetence, de efterspørger, når de sender de ansatte på kursus. Rapporten fastslår også, at valget mellem tilbuddene ofte træffes i blinde. Udbuddet af næsten identiske kurser - og offentlige støtteordninger - er lige så uigennemskueligt som uddannelsernes kvalitet.. Over 60 pct. af de offentlige institutioner finder det da også svært at få overblik over mulighederne. Overblikket er ikke bedre i arbejdsformidlingerne, hvor 45 pct. af AF-cheferne har samme problem. Venstre kræver handling: “Nu må regeringen tage tyren ved hornene. Vi har drøftet behovet for forenkling og gennemskuelighed i årevis. Det ender altid med nogle småjusteringer. Skolerne ligger og konkurrerer hinanden i sænk på det offentliges regning,” siger Venstres politiske ordfører, Ulla Tørnæs.