Den geografiske placering af de videregående uddannelser i Danmark er pilskæv.

80 pct. af pladserne på universiteter, erhvervsakademier, professionshøjskoler og andre videregående uddannelser ligger i og omkring de fire store universitetsbyer, København, Aarhus, Odense og Aalborg, som tilsammen huser knap halvdelen af den danske befolkning. Det er der ikke megen balance i. Se figur 1.

Det er der heller ikke ved, at hele 59 af landets 98 kommuner slet ikke kan tilbyde nogen form for videregående uddannelse. Og selv for de 39 kommuner, der kan, er pladserne fordelt ekstremt skævt.

Kalundborg, Fredericia og Frederikshavn har eksempelvis kun 1 plads på en videregående uddannelse pr. 1.000 indbyggere. I hovedstaden har København og Frederiksberg henholdsvis 26 og 34, mens den nordlige forstad Lyngby-Taarbæk har 50. 

Regeringens beslutning om at oprette 10 nye såkaldte uddannelsesstationer forskellige steder i provinsen for at styrke muligheden for at tage en relevant uddannelse lokalt i flere dele af landet, rykker imidlertid ikke meget ved de uddannelsesmæssige skævheder på landsplan.

Heller ikke selv om tiltaget blev lanceret under overskriften ’Bedre balance II’ som en del af den seneste runde udflytning af statslige arbejdspladser med det erklærede mål at sikre et ”mere sammenhængende Danmark, hvor der er en bedre balance, og hvor vækst og udvikling kommer alle dele af landet til gode,” som det hedder i planen.

For selv i det mest optimistiske scenarie for, hvad uddannelsesstationerne kan tiltrække af nye studerende i de udvalgte 10 provinsbyer, bliver den uddannelsesmæssige ubalance på landsplan knap nok korrigeret med et enkelt procentpoint.

Dertil må de 500 til 1.000 nye uddannelsespladser trods alt siges at være for få dråber i havet i forhold til de mere end 65.000 studerende, der hvert år optages på en videregående uddannelse i Danmark. Og kun 3 af de 10 provinskommuner, der nu bliver tilgodeset, har ikke i forvejen videregående uddannelsespladser.

Halvgjort symbolpolitik

Dertil kommer, at de nye uddannelsesstationer – som ordet afslører – ikke er hele uddannelser men blot ’stationer’, hvor dele af uddannelsen kan tages. Se tekstboks under artiklen.

Det skyldes, at regeringen har ønsket at gå uden om den almindelige akkrediteringsproces, der normalt skal sikre kvalitet, samfundsøkonomisk fornuft og relevans i nye uddannelsesudbud. I stedet for at gå den slagne og noget mere bureaukratisk tunge vej har man derfor fundet på at lave stationer, der kan igangsættes hurtigt og offentliggøres på handlekraftig facon som en del af en udflytningsplan.

Men det betyder også, at kerneproblemet med den manglende mobilitet fra studerende i nogle områder, som stationerne er sat i verden for at løse, kun bliver løst halvt.

Eftersom mindst halvdelen af den enkelte uddannelse under alle omstændigheder skal tages på den professionshøjskole eller det erhvervsakademi, der udbyder uddannelsen i forvejen, og som geografisk ofte ligger over hundrede kilometer væk, bliver de unge tvunget til enten at pendle eller flytte, hvis de vil gennemføre hele uddannelsen.

Det betyder f.eks., at de studerende, der til sommer begynder på professionsuddannelsen som bioanalytiker på uddannelsesstationen i Kalundborg, kun kan læse den første halvdel af uddannelsen i byen.

Derefter er de nødt til at flytte til Næstved – til Professionshøjskolen Absalons hovedsæde – for at tage den resterende del. Hvis de studerende gerne vil blive boende i Kalundborg, tager den hurtigste offentlige forbindelse til Næstved 1 time og 45 minutter. Se figur 5.

Det får rektor på Professionshøjskolen Absalon, Camilla Wang, til at kalde initiativet for en “halv løsning”, mens Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, kalder det “halvgjort”.

Begge er dog glade for både den politiske opmærksomhed i forhold til vigtigheden af decentrale uddannelser og den ekstrabevilling, der følger med de nye uddannelsesstationer.

“Alle skridt i retning af at få mere fokus på, hvor vigtigt det er at få uddannelser i hele Danmark og knytte dem til det lokale erhvervsliv, er velkomne. Men man kan have sin tvivl, om hvorvidt den her model overhovedet er attraktiv for de studerende.

Set fra deres perspektiv får de jo en meget mere rodet uddannelse rent mobilitetsmæssigt,” siger Camilla Wang og bliver suppleret af AE-rådets chefanalytiker:

“Det er positivt, at regeringen forsøger at gå imod den tendens, vi har set de sidste 20 år, hvor uddannelserne er blevet mere og mere centraliserede. Men det er temmelig problematisk, at det sker med de her uddannelsesstationer,” siger Mie Dalskov Pihl og tilføjer:

”Og så må man nok også erkende, at det er et alt for lille skridt til overhovedet at betyde noget for den store ubalance, vi har i dag. I sidste ende er det mest symbolikken i det, man kan glæde sig over,” siger hun.

Ikke nogen dum ide

Som de begge understreger, er det dog ikke nogen dum ide at overveje, hvad placeringen af uddannelser betyder for den overordnede balance i Danmark.

Synspunktet deler ikke bare regeringen, Dansk Folkeparti og de fleste partier i oppositionen, men også tænketankene Kraka og CEPOS, ja selv de økonomiske vismænd. Vismændene foreslog allerede i deres forårsrapport i 2015 lidt forsigtigt, at det kan ’være relevant at overveje at flytte uddannelsesinstitutioner til yderområder’, både for at undgå geografisk bestemt social ulighed og for at højne den nationale produktivitet. Sådan lød argumenterne dengang med henvisninger til erfaringer med udflytning af uddannelsesinstitutioner i Sverige og Tyskland.

De erfaringer viste, at udflytningen af uddannelsesinstitutioner både var positiv for den lokale velstand i de områder, der blev begunstiget med en institution, men også for den gennemsnitlige produktivitet for hele landet.

“Alternativt kan der være personer i nogle dele af landet, der får et lavere uddannelsesniveau, hvorved samfundet går glip af de positive spillover-effekter, som disse personer potentielt kunne have genereret,” lyder økonomernes logik i rapporten.

Vicedirektør i tænketanken Kraka, Jens Hauch, er enig. Han er stærkt kritisk over for udflytningen af statslige arbejdspladser, som han vurderer som omkostningstunge og i nogle tilfælde direkte økonomisk skadelige.

Men han er noget mere positivt stemt over for udflytning af uddannelsesinstitutioner.

”Jeg vil vurdere, at effekten er positiv, hvis det ikke er meget specialiserede uddannelser, der udflyttes. I et lille land som Danmark kan du ikke sprede uddannelse og forskning særlig meget.

Men så længe vi taler om f.eks. professions- og erhvervsuddannelser, og at der fortsat vil være nogle stærke studiemiljøer, kan man godt udflytte med god effekt – især hvis det passer ind i de erhvervsmiljøer, der eksisterer lokalt,” siger Jens Hauch.

Forskningschef i CEPOS, Henrik Christoffersen, kan sagtens følge argumenterne. Men han har et forbehold.

”Det kan være økonomisk fornuftigt at have en vis spredning af uddannelser, men det er utrolig vigtigt at sikre uddannelsesmiljøer med tyngde. At smøre det så tyndt ud, som der er tendens til med de her uddannelsesstationer, synes jeg er bekymrende. Og jeg tvivler på, at virkningen ved det vil være til at se,” siger Henrik Christoffersen.

Og det der med at tvinge unge mennesker, der gerne vil rykke til en storby, til at tage en uddannelse i en mellemstor provinsby, tror han ikke på, at man får held med.

Immobile unge

Logikken i at tilbyde mere decentrale uddannelsestilbud er altså bl.a. at få flere af de unge fra provinsen til at påbegynde en videregående uddannelse lokalt, argumenterede også innovationsminister Sophie Løhde (V), da tiltaget blev præsenteret i forrige uge.

Men netop det forhold har været et overset problem i årevis, når den ene reform efter den anden har tilskyndet til at skabe mere centrale uddannelsescampusser i blind tro på, at de studerende fra alle dele af landet ville være villige til flytte med, mener rektor Camilla Wang fra Absalon.

“De unge er faktisk ikke særlig mobile. De flytter ikke langt for at tage en uddannelse, og når de så er færdiguddannede, flytter de sig endnu mindre. Og det har været fuldstændig overset. Der har været en al for stærk tiltro til, at mobiliteten er større, end den er,” siger Absalon-rektoren og henviser bl.a. til resultater af interne undersøgelser af mobiliteten hos professionsskolens egne studerende og dimittender.

Større undersøgelser viser det samme. Danskerne er generelt ikke særlig mobile, siger adjungeret professor ved Aalborg Universitet Hans Skifter Andersen, der er tilknyttet Statens Byggeforskningsinstitut (SBi). Se figur 6.

“Vi er i virkeligheden ret stedbundne. Der skal ret meget til, før man forlader det område, man er vokset op i. Og det, der så endelig kan få unge til at flytte, er først og fremmest, hvis de skal begynde på en uddannelse.

Derfor er der mange, der står i et dilemma om, hvorvidt de vil have en uddannelse eller blive hjemme,” siger han og mener derfor personligt, at der er god fornuft i at lave uddannelsesstationer mere lokalt.

Sidste år udgav SBi rapporten ’Udviklingen i unges fraflytning fra yderområder og den geografiske centralisering af uddannelserne’, der undersøger sammenhængen mellem uddannelser og flyttemønstre. Og den viser, at centraliseringen af uddannelser har været med til at dræne yderområderne for unge, fordi de unge meget sjældent kommer tilbage til hjemstavnskommunen efter at have taget en uddannelse et andet sted i landet.

“Når først man har trukket folk ud af deres opvækstområde, så vender de meget sjældent tilbage – især ikke, hvis de er fra et yderområde,” fastslår Hans Skifter Andersen.

Rapporten viser også, at det ikke så meget er en tilbagegang i antallet af studiepladser i yderområderne, der har vredet Uddannelsesdanmark skævt – det er den eksplosive vækst af nye studiepladser i byerne.

“Siden 1990’erne er der sket en relativt lille tilbagegang i antallet af studiepladser i yderområderne, men samtidig er antallet af studiepladser vokset alt i alt med 50 pct., og det er alt sammen sket i de store byer, hvor man har oprettet store uddannelsessteder og centraliseret. Så det er mere en skæv vækst end en decideret tilbagegang for yderområderne, der er sket,” siger Hans Skifter Andersen.

Centralisering giver mening

I det lys er de 10 nye uddannelsesstationer interessante, hvis initiativet også er et politisk signal om, at der fremover skal afsættes flere penge til at prioritere decentrale uddannelsestilbud. For så kan uddannelsesstationerne være første tegn på, at den langvarige og tiltagende centralisering af uddannelserne er ved at nå en ende.

Men det vil kræve prioriteringer og flere penge, for centraliseringen er ikke sket uden grund, understreger Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

”Det er sket, fordi det isoleret set er billigere og bedre at centralisere. Den konventionelle logik, der har drevet undervisningsområdet lige fra folkeskole til universitet, har jo været, at man skulle opbygge bæredygtige studiemiljøer. Og der skal man altså have en vis størrelse som uddannelsesinstitution for at kunne have høj kvalitet og styr på økonomien,” siger han.

Det er den logik, som regeringen og de øvrige fortalere for øget decentralisering er oppe imod. Og det bliver yderligere svært at bekæmpe, når et bredt flertal i Folketinget samtidig fastholder de offentlige effektiviseringer på 2 pct. om året – det såkaldte omprioriteringsbidrag – som alt andet lige gør det mere attraktivt at centralisere for at indfri effektiviseringerne, påpeger professoren.

Det samme mener lobbyorganisationen Danmark på Vippen, der består af en samling provinsborgmestre, kommuner og virksomheder fra alle andre steder end Hovedstadsområdet.

“Problemet med 2-procentsbesparelserne er, at de rammer de små institutioners økonomi meget hårdere. De besparelser skal udmøntes på en anden måde, og der må forudsætningen være, at man accepterer, at det koster mere at drive decentrale uddannelser,” siger foreningens næstformand, Kim Ruberg, og henviser bekymret til beregninger fra AE-rådet, der viser, at regeringens produktivitetskrav alt i alt vil koste de videregående uddannelser 4,5 milliarder kr. frem til og med 2020.

AE-Rådet selv anbefaler slet og ret at skrotte effektiviseringerne for uddannelsesområdet på samme måde, som regeringen og DF i efteråret besluttede at suspendere produktivitetskravet til landets sygehuse i 2018:

”Man har sat uddannelsesstederne i en økonomisk spændetrøje, som bliver strammet mere og mere ind. Så hvis regeringen virkelig vil decentralisere uddannelserne, bliver man nødt til at starte med at fjerne omprioriteringsbidraget. Det er den største hindring for den udvikling,” siger Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker i AE-Rådet.

Mandag Morgen har forsøgt at få uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) til at svare på kritikken, men han ønsker ikke at stille op til et interview.