Uden vilje - ingen vej

Jublen ville stort set ingen ende tage, da EU-landenes stats- og regeringschefer afsluttede deres topmøde i Bruxelles i fredags. Efter endnu en besværlig forhandling er den sidste forhindring langt om længe ryddet af vejen, så den meget længe ventede Lissabon-traktat kan træde i kraft ved årets udgang. Lovordene om den nye traktat var mange. Den kan sikre et EU, der hurtigt og effektivt kan træffe de nødvendige beslutninger. Den kan gøre EU mere demokratisk – bl.a. ved at give de folkevalgte medlemmer af Europa-Parlamentet langt større magt, end de har i dag. Samtidig kan traktaten give EU en central placering på den internationale scene, ikke mindst fordi Unionen får sin egen udenrigsminister.

De mange lovord og forventninger, som følger i kølvandet på Lissabon-traktaten, burde give håb for den europæiske fremtid. Men det er nødvendigt at erkende, at håbet hurtigt kan strande på medlemsstaternes uvilje mod at lade handling følge ord. I øjeblikket fører flere af medlemslandene en politik, der står i skærende kontrast til ambitionerne om et samlet, stærkt Europa. Nogle af hjørnestenene i det europæiske samarbejde smuldrer, uden at en eneste europæisk toppolitiker løfter et bekymret øjenbryn.