Udflyttet til udkanten! Det lyder som en deportation til øde egne eller en slags indenrigspolitisk ulandshjælp til tilbagestående områder. I bedste fald eksotisk og lærerigt for de udstationerede. Det er tidens varmeste politiske budskab til en række statslige styrelser og institutioner.

Sjældent er et politisk budskab solgt så elendigt og med så stor arrogance. Det er også et godt eksempel på, hvor meget sprog og billeddannelser betyder for, hvordan initiativer opfattes og udlægges.

Et af de vigtigste gennemgående argumenter for at udflytte arbejdspladser til “Udkantsdanmark” er, at det blev lovet under valgkampen. Fint og forståeligt, men i betragtning af, hvor meget der blev lovet, og hvor mange overbud der blev givet i løbet af en kort og hektisk valgkamp, kunne man håbe, at man efterfølgende gav sig grundig tid til at gennemarbejde, hvordan løfterne kan opfyldes bedst og ikke nødvendigvis hurtigst.

Udkantstemaet fik stor betydning for valgkampen og fortolkningen af valgresultatet. Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen synes nu optaget af at levere varen og har gentaget, at hele projektet skal være klart beskrevet inden Folketingets åbning.

Det er bekymrende, medmindre det inden for de meget få uger virkelig lykkes at tegne og analysere det store perspektiv. Det risikerer at blive tom symbolpolitik – et initiativ, der nok demonstrerer handlekraft, men ikke er led i en samlet vækst- og udviklingsplan.

Der vil blive forhandlet frem og tilbage, og måske ender det med, at man flytter et par styrelser eller tre. I så fald kan man næsten være sikker på, at medarbejderne ikke følger med, og at institutionerne i en årrække vil være fremmedelementer, nærmest uanset hvor de ender. Dermed vil centraladministrationen få sin pendant til de tomme motorveje i Nordjylland. Og enhver snak om nye og andre lokaliseringer af statslige arbejdspladser vil forstumme i et årti eller mere.
 

MEN HVORFOR LADE HASTVÆRKET bestemme, hvor de statslige arbejdspladser skal ende?

En mere ambitiøs plan kunne tage afsæt et andet sted: i en vision for, hvilket Danmark vi vil have i 2025. Hvor skal de statslige arbejdspladser ligge? Og hvilken funktion skal de statslige institutioner have – for landet som helhed og for de regioner, hvor de er placeret?

I øjeblikket lægges 2 ud af 3 nye statslige arbejdspladser i hovedstadsområdet. Dermed sker der en langsom, men snigende centralisering. I 2013 lå 43 pct. af de statslige arbejdspladser i Region Hovedstaden, i 2014 var det 44 pct. År for år ser det jo ikke ud af meget, men fortsætter udviklingen, vil 55 pct. af de statslige arbejdspladser ligge i Region Hovedstaden i 2025.

Men er det hver eneste gang den rigtige beslutning, når en arbejdsplads placeres i København eller en af omegnskommunerne? Det kan ofte være tilfældet, men i praksis har der ikke hidtil været nogen, der satte spørgsmålstegn ved det.

En tilsvarende udvikling sker i langt de fleste europæiske lande. Forskellen er bare, at den går særlig hurtigt i Danmark. Og alt tyder på, at lokaliseringen af statslige arbejdspladser skubber på den generelle centraliseringstendens.

Det interessante er, at lige netop lokaliseringen af statslige arbejdspladser kunne indgå i en helt anden udviklingsstrategi for Danmark. Hvor Danmark i dag er kendetegnet ved at have to vækstcentre omkring hovedstaden og op langs den jyske østkyst, kunne man i 2025 forestille sit et Danmark med flere regionale kraftcentre, gerne med forskellige profiler, så de både kunne konkurrere og supplere hinanden.

Danmark er også et af de meget få lande, hvor der ikke er tradition for at diskutere, hvor statslige arbejdspladser skal etableres. I Tyskland er der et helt klart politisk ønske om at sprede magt og institutioner – både på forbundsniveau og i de enkelte delstater.

Også briterne arbejder helt bevidst med en spredningsstrategi, så man ikke samler for meget magt i hovedstaden. Det at koncentrere magten bliver opfattet som skadeligt for både vækst, udvikling og demokrati. Mere pragmatisk har de omkostningsbevidste briter også fået øje på at både husleje og lønninger er markant højere i London-området end i alle andre dele af landet. Flytter en statslig arbejdsplads, kan det på sigt bidrage til de besparelser, som alle regeringer efterspørger.

Et dansk eksempel underbygger det: Flytter man f.eks. Geodatastyrelsen fra Københavns Nordvestkvarter til Aalborg, kan man ansætte 15 pct. flere – eller opnå en tilsvarende besparelse.
 

BRITERNE HAR OGSÅ ØJE FOR, at statslige arbejdspladser på nye lokaliteter ikke nødvendigvis bør opbygges, som man plejer. En ny placering kan give anledning til en kritisk gennemgang af den måde, arbejdet foregår på – en proces, der i sig selv kan føre til en mere hensigtsmæssig og ikke mindst moderne organisering af de statslige organisationer.

Både Sverige og Norge har i en årrække prioriteret udvikling i regioner og kommuner uden for de tre største byer. Med meget skiftende erfaringer har nye placeringer af statslige institutioner bidraget til udviklingen af nationer med flere kraftcentre end i Danmark.

Jo mere vi hører til diskussionerne i vore nabolande, desto tydeligere bliver det, at udflytning ikke nødvendigvis behøver være til en “udkant”, men i stedet kan ses som led i en ny type udviklingsstrategi.

En sådan strategi kan være med til at sikre, at væksten i Danmark ikke bare drives frem af især hovedstaden og til dels Aarhus. I dag skabes hele 42 pct. af Danmarks BNP i hovedstadsområdet, selvom kun 31 pct. af befolkningen lever her. Men et land med én eller to motorer står svagere end et land med fire eller fem. Og med flere centre vil væksten være mere bæredygtig end i dag, hvor hele landet er afhængigt af udviklingen i hovedstaden.

I dén vision kunne omlokalisering være et redskab til for alvor at gentænke den måde, statslige arbejdspladser er organiseret på. Et krav kunne være at gøre op med en lukket embedsmandskultur til fordel for lokale, regionale og nationale netværk. Tænk hvis en statslig arbejdsplads ikke bare skulle betjene en minister, men opfattede sig som en aktiv del af det omkringliggende samfund.

Hvis en 2025-vision som denne skal drive en omfattende ny-lokalisering af de statslige arbejdspladser, bør der sættes tal på, hvor mange statslige arbejdspladser, der hvert år skal bidrage til ny udvikling andre steder i landet.
 

NÅR DET IKKE ER SKET, er forklaringen nok først og fremmest den tidligere VK-regerings dårlige erfaringer med “udflytning”. Venstre og De Konservative lagde i deres første regeringsår op til omfattende udflytning, men det floppede fuldstændig. Efter 10 års borgerligt styre var der blot flyttet mellem 500 og 700 arbejdspladser til nye lokaliteter, mens der blev oprettet mere end ti gange så mange nye statslige arbejdspladser i Københavnsområdet. Trods de erkærede hensigter endte det hele som symbolpolitik.

I Storbritannien satte regeringen både antal og årstal på, og udviklingen blev fulgt tæt af et centralt placeret regeringsudvalg. Siden 00’erne er det derfor lykkedes at flytte 15.000 statslige job ud af London-området.

Netop den type beslutningsprocesser er formentlig nødvendige for at visionerne kan realiseres. Ellers kan de store planer for et mere mangfoldigt Danmark ende nøjagtig som i 00’erne, hvor kun enkelte styrelser blev placeret på nye lokaliteter.

En modig Lars Løkke Rasmussen kunne sætte gang i en proces, hvor udflytning handler om udvikling og ikke om at kompensere de områder, der ikke har del i væksten.

Lad os begynde med at tale om noget andet end “udflytning” og “udkant”. Lad os diskutere perspektiver, inspiration og visioner for det Danmark, vi gerne vil have