Danskundervisningen af flygtninge og indvandrere er for dårlig og frafaldet er for stort. Deltagerne forlader skolerne, før de kan klare sig på arbejdsmarkedet og i det almindelige uddannelsessystem. Der mangler klare mål og krav til undervisningen. Oplysningsforbundene skeler samtidig alt for meget til egne interesser, når de varetager undervisningen for amterne. Sprogundervisningen er dermed et godt eksempel på over 10 års fejlslagen integrationspolitik, viser Mandag Morgens kortlægning af området. En stærkt forbedret undervisning er nu blevet omdrejningspunktet for regeringens udspil. Der skal bruges mindst 50 pct. flere penge på undervisningen, varsler Thorkild Simonsen. Men regeringen ved endnu ikke, hvordan undervisningen skal organiseres. Spørgsmålet er overladt til et kommende slagsmål bag lukkede døre mellem regeringen og de kommunale organisationer.