Efter et halvår med rekordstore overskud er der nu udsigt til, at bankernes indtjening kommer under et voldsomt pres. Presset vil komme fra privatkunderne, der i modsætning til erhvervskunderne endnu ikke har mærket noget til faldende rentemarginaler. For almindelige bankkunder er der i dag næsten den samme høje forskel på ind- og udlånsrente som for et år siden, nemlig 8,3 pct. Erhvervskunderne har derimod på kun ét år bragt deres rentemarginal ned med 20 procentpoint, så den nu ligger på 3,6 pct. Endnu har privatkunderne ikke for alvor udfordret bankerne og presset dem til bedre rentevilkår. Men nu kommer konkurrencen med fuld styrke, konkluderer ugebrevet Mandag Morgen i en analyse af bankmarkedet. Og det kan få store konsekvenser for sektoren fremover: Et fald i rentemarginalen for privatkunder på bare ét procentpoint vil betyde indtjeningsnedgang på 1,3 milliarder kr. for sektoren som helhed. En lavere indtjening kan tvinge bankerne til at fusionere for at spare omkostninger. Store banker med mange pri-vatkunder, f.eks. Unibank og BG Bank, vil blive særlig hårdt ramt. Konkurrencen vil især blive udløst af, at bankerne fra årsskiftet skal fortælle kunderne, hvilke rentevilkår bankens andre kunder får på tilsvarende produkter. “Med de nye oplysninger burde konkurrencen blive skærpet,” siger forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen. Også fremkomsten af danske internetbanker dette efterår ventes af øge konkurrencen yderligere.