Strukturreform
Udsigt til stor strukturreform med smalt flertal
Regeringen og Socialdemokratiet på kollisionskurs
Dansk Folkeparti klar til samarbejde
Den største administrative reform af Danmark i 30 år ser ud til at blive gennemført uden om Socialdemokratiet. Sådan lyder den overraskende status fire måneder før, rapporten fra Strukturkommissionen skal ligge på regeringens bord. Ugebrevets analyse viser, at regeringen og Socialdemokraterne allerede nu har talt sig så langt fra hinanden, at et kompromis synes uden for rækkevidde. Det vil i givet fald kræve nogle dramatiske tilbagetog fra de positioner, som partierne står fast på i dag. Det afgørende stridsemne er ikke antallet af de regioner, der skal afløse amterne, eller deres styreform, men regeringens planer om at bruge strukturreformen til en dramatisk markedsgørelse af sygehusområdet. Det er den socialdemokratiske ledelse lodret imod, fordi det - ifølge deres vurdering - kan føre til en privatisering af det danske sygehusvæsen. Dermed er det mest sandsynlige scenarie nu, at regeringen vil vende sig mod Dansk Folkeparti.