17 kendte milliard-koncerner har fået bundkarakter i Mandag Morgens ratingsystem. De aflægger de dårligste finansielle regnskaber i dansk erhvervslivs superliga. 11 af dem tilhører A.P. Møller Gruppen, og de er alle revideret og underskrevet med en blank påtegning af en af Danmarks absolut mest fremtrædende revisorer, statsautoriseret revisor Aksel Runge Johansen, KPMG. Han fungerer samtidig som censor på Handelshøjskolen i København og er medforfatter til en af de mest anvendte lærebøger på regnskabsområdet. Selv mener Aksel Runge Johansen, at han har medvirket væsentligt til at forbedre dansk regnskabspraksis. “Men det ændrer jo ikke på, at det er virksomhedernes ledelse og ikke mig som revisor, der udarbejder regnskabet,” siger han. I den anden ende af skalaen er regnskaberne fra Danisco, H. Lundbeck, NeuroSearch og SIS International ratet som de bedste af samtlige 97-regnskaber fra Danmarks 300 førende virksomheder.