Det var noget af en velkomsthilsen, kulturminister Uffe Elbæk kom hjem til, da han i sidste uge igen kunne logge på Facebook efter en ugelang embedsrejse i Kina. Side op og ned var den tidligere kaospilots profil plastret til med vrede kommentarer over besparelser på Det Kongelige Teater og omfordeling af musikstøtten fra den klassiske til den rytmiske musik. Og på avisernes kultur-,
debat- og ledersider fulgte kulturelle meningsdannere op med vanlig sans for drama. Selv borgerlige debattører, der normalt møder nedskæringer i det offentlige med applaus, er i disse dage på barrikaderne for at bevare status quo på kulturområdet.

Men det tunge skyts og kritiske røster får ikke kulturministeren til at ryste på hånden. Der skal luftes ud og prioriteres, og Uffe Elbæk har sin egen drejebog for, hvordan den nye kulturpolitiske tænkning skal rulles ud:

“Jeg har en klar reformdagsorden, der kommer til at præge alle forhandlinger i foråret. Hvad enten det gælder musik, medier, kunst, teater eller museer, er min gennemgående optik, at fortiden ikke må kidnappe fremtiden. Min ambition er at gennemføre en vital udvikling og forandring af de nuværende strukturer og den nuværende tænkning,” siger han til Mandag Morgen efter de første tre turbulente måneder på posten.

Hvis dét er ambitionen, kan kulturministeren godt begynde at vænne sig til postyret, lyder budskabet fra eksperter på området. For mens kulturverdenen normalt holder nytænkningens og kreativitetens fane højt, er de selvsamme aktører nogle af de allermest konservative, når det kommer til forandringer på deres eget felt. Uffe Elbæk står derfor over for en kolossal ledelsesudfordring, hvis han skal lykkes med sin prioriteringsdagsorden.

“Hans vilkår for at forandre er voldsomt svære. Hver gang man vil ændre bare det mindste komma i kulturpolitikken, bliver der et leben af en anden verden – i kulturlivet såvel som på Christiansborg, der er så godt som stivnet i konsensus,” siger lederen af Kulturpolitisk Forskningscenter Aarhus, Jørn Langsted.

Han frygter, at der “ikke kommer til at ske en skid”, at embedsfolkene kommer til at styre det hele, og at Uffe Elbæk trods de gode intentioner bliver kørt ud på sidelinjen og bliver handlingslammet de næste fire år.

[quote align="right" author="Uffe Elbæk"]Jeg har en klar reformdagsorden, der kommer til at præge alle forhandlinger i foråret.[/quote]

Direktør for Tivoli, Lars Liebst, er en af dem, der tidligere har forsøgt at stikke en kæp i myretuen. Som formand for Kunststøtteudvalget anbefalede han i efteråret en ny organisering af den danske kunststøtte, der beløber sig til omkring en halv milliard kr. – omtrent det samme, som Det Kongelige Teater modtager i offentlige tilskud. Men selv om forslaget ville øge gennemsigtigheden og frigive flere penge til kunststøtte, mødte det massiv modstand fra så godt som alle fagforbund og ordførere på feltet.

“Kulturfolk taler meget om behovet for forandringer, men når det kommer til stykket, er det svært at se, at det flytter sig en meter,” siger Lars Liebst, der mener, at kulturen lider skade, når ingen er villig til at diskutere prioriteringer. Men stilstanden er lige så meget politikernes ansvar, siger han:

“Det er, som om mange politikere ikke tør ændre noget af angst for, at nogen hyler op. Jeg håber på, at Uffe Elbæk er den fornyelse, der skal til, for at gennemføre de nødvendige reformer.”

Christian Have, der er kommunikationsrådgiver for kunst- og kulturlivet og nyudnævnt bestyrelsesmedlem i Det Kongelige Teater, tror på, at det kan lade sig gøre: “Som en, der har fulgt Uffe Elbæk fra sidelinjen, vil jeg mene, at han vil gøre alt, hvad han kan, for ikke at ende i en viceværtsrolle,” siger han.

Samme procedure som sidste år

Ministerens største udfordring er imidlertid, at der ikke er flere kroner at vride ud af Finansministeriet. De kulturministre, der gennem tiderne har formået at sætte deres aftryk, har stort set altid haft ekstra, om end symbolske, penge at gøre godt med, siger Jørn Langsted. Det gjaldt Kristian Helveg Petersen (R), hvis kulturpolitiske redegørelse i slutningen af tresserne blev startskuddet til en bred kulturpolitisk debat. Og det gjaldt Brian Mikkelsen (K), der under Anders Foghs regeringstid fik stor opmærksomhed om sin kulturkanon.

Men i Uffe Elbæks budget er der end ikke nok til at bevare status quo. Økonomisk er mulighederne for at revolutionere kulturpolitikken derfor yderst begrænsede.

Af de 20 milliarder kr., der hvert år går til kultur, sidder kommunerne på omtrent halvdelen. De øvrige kommer fra licensen, overskuddet fra tipsmidlerne og finansloven. Men i praksis er mange af finans- og licenspengene bundet op på driftsaftaler med de store institutioner, og kun en lille del af tipsmidlerne kan frit flyttes rundt fra år til år. Se figur 1. Al øvrig forandring skal ske ved at omfordele mellem de eksisterende faste støttemodtagere, og her er ministeren yderligere indskrænket af armslængdeprincippet.

Det gør Kulturministeriet til et af de ministerier, der har mindst manøvrerum, påpeger Per Stig Møller (K), der var kulturminister i den forrige regering:

“Der er ikke mange penge men utrolig mange interessenter og meget same procedure as last year: I praksis er det mest tipsmidlerne, man kan flytte for at markere sit kultursyn, og alt i alt må man nok sige, at det er et meget stort arbejde i forhold til det begrænsede output,” siger han. Han tilføjer, at hans egen opgave som den tredje konservative minister i rækken jo ikke var et ændre status quo, men at bevare den.

Ønsker man derimod at skabe store forandringer, skal man tage fat i de grundlæggende strukturer for kulturstøtten, som bl.a. Lars Liebst lagde op til med kunststøtterapporten, og Lars Seeberg med teaterrapporten, siger Per Stig Møller. Og det er netop den vej, Uffe Elbæk har tænkt sig at gå:

“Jeg vil ikke bare rykke på nogle tipsmidler her og der. Der er i den grad behov for reformer – også på kulturområdet, og det er min klare ambition at gennemføre dem.”

Hans overskrift for forårets forhandlinger om bl.a. en ny musikplan, et nyt medieforlig og en ny kunststøttestruktur er at give plads til de nye stemmer i vækstlaget, så udviklingen ikke alene bliver på de gamle institutioners præmisser. Se også tekstboks.

“Hvis man gennemgår kulturområderne ét for ét, vil man se, at der er utrolig meget historisk betinget logik. De livsvarige ydelser afspejler, hvordan kulturlivet så ud for 100 år siden. Det vil jeg gøre op med,” siger kulturministeren.

Den overordnede vision er at flytte kulturpolitikken fra at være en marginaliseret del af den offentlige debat til at blive en central del af samfundslivet – i skolerne, i vækstpolitikken, i eksportindsatsen og sågar udenrigspolitikken, forklarer Uffe Elbæk.

“Derfor er jeg allerede i gang med at holde samtaler med mange af mine ministerkollegaer om, hvor der er nogle naturlige samarbejdsmuligheder. Når budgetterne er låst fast, må man søge gennemslagskraft ved at gå sammen med andre,” siger han.

Samme tankegang vil Uffe Elbæk implementere i kulturlivet gennem nogle af de andre redskaber, han har til rådighed som minister, f.eks. retten til at udnævne bestyrelsesmedlemmer og lave opgavekontrakter med kulturinstitutionerne.

“Det Kongelige Teater er et meget godt eksempel: Jeg lægger vægt på mangfoldighed i både køn og faglighed, og så er der ikke nogen politikere udnævnt.”

Når forårets reformprogram er overstået, venter internationaliseringen. Derefter vil Uffe Elbæk gå i gang med at udrulle programmet for den kreative industri. Så følger folkeoplysningen, og så fremdeles. Det hele skal revitaliseres, prioriteres og fornyes og skridt for skridt danne rammen om en ny kulturpolitik, sige han.

“Der er en klar køreplan, og det er min ambition at skabe en markant anderledes kulturpolitik. Om det lykkes, vil vise sig, for jeg skal selvfølgelig også kunne tælle til 90.”

Kulturens bermuda-trekant

Det er en udfordring, der kan vise sig større end som så. For at ændre noget i kulturpolitikken skal man nemlig også kæmpe med embedsværket, de store kulturinteressenter og pressen, som i vid udstrækning giver taletid til dem, der taler imod forandringer. Tilsammen danner de en “bermuda-trekant”, hvor alle forsøg på at reformere systemet forliser.

[quote align="right" author="Leder af Kulturpolitisk Forskningscenter Aarhus, Jørn Langsted."]Hver gang man vil ændre bare det mindste komma i kulturpolitikken, bliver der et leben af en anden verden – i kulturlivet såvel som på Christiansborg, der er så godt som stivnet i konsensus[/quote]

“Det, der adskiller kulturområdet fra andre områder, er, at aktørerne er uhyre velformulerede og har så god adgang til medierne. De store statsinstitutioner er typisk dem, der har meget at sige. Jo større budget, jo større stemme har de naturligvis også i debatten,” siger Christian Have. Se også figur 2.

Det blev med al tydelighed bevist, da tidligere operachef Kasper Holten for et par uger tilbage fik hele forsiden på Politikens kultursektion til sit læserbrev om besparelser i Det Kongelige Teater. Man kunne næppe forestille sig, at en nedskæring i Ankestyrelsen eller et provinsbibliotek ville udløse samme prominente spalteplads.

Som tidligere kulturminister Per Stig Møller siger: “Jeg har været udenrigsminister under to krige, men jeg er aldrig blevet kaldt i så mange samråd, som efter jeg blev kulturminister.”

Netop fordi kulturlivet har så god adgang til pressen, bliver alle nedskæringer genstand for en omfattende offentlig debat. Og så er der altid nogle kulturordførere, der “løber efter det synspunkt, at der er for få penge”, siger Per Stig Møller. Det betyder, at Folketinget blander sig i sager, der er så små, at de i ethvert andet ministerium trygt ville blive behandlet på administrativt niveau.

En del af forklaringen kan måske findes i kulturjournalisternes særlige status, forklarer Nete Nørgaard Kristensen, der er lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet og forfatter til bogen “Kulturjournalistik”. Mens politiske journalister er opdraget til at granske magten, opfatter kulturjournalister sig først og fremmest som kulturformidlere. De er så at sige “på kulturens side”, og derfor opfatter de også fyringer på de store kulturinstitutioner som en trussel mod det felt, de brænder for at formidle, siger hun.

Tilsvarende har kulturinstitutionerne en latent forventning om, at kulturjournalistikken er til for deres skyld. Som Jyllands-Postens litteraturredaktør, Jakob Levinsen, beskriver det i Nørgaard Kristensens bog:

“Mange af kulturlivets aktører tror, og det har jeg indimellem også fornemmelsen af, at der er en masse kulturjournalister, der tror, at vi ligesom er i det sammen, og at kulturjournalister er deres venner og på en eller anden måde skal tale deres sag, også fordi kulturlivet har meget let ved at gå i offer-mode. Det er verden mod os, vi er nærmest truede sammen.”

Ifølge Lars Liebst er offermentaliteten hos de store kulturinstitutioner med til at forvrænge proportionerne i kulturpolitikken – til skade for aktørerne selv.

“For den almindelige borger, der oplever nedskæringer i alle mulige dele af tilværelsen, må den nuværende diskussion om besparelserne i Det Kongelige Teater virke absurd. Kulturinstitutionerne skal passe på, at de ikke sætter befolkningens sympati over styr, når de bliver ved og ved med at klage,” siger Lars Liebst.

Ingen salami

Så hvordan vil Uffe Elbæk tage livtag med de mange konservative aktører på kulturområdet og faktisk trumfe forandring igennem?

“Når man skal flytte nogen fra A til B, så har jeg min egen strategiske logik: Folk skal føle, at de bliver hørt og set, de skal forstå nødvendigheden af ændringerne, og de skal føle, at der er en plads til dem på den anden side,” siger Uffe Elbæk.

At den øvelse ikke altid er lige nem, viser de aktuelle debatter om en ny musikhandlingsplan. Selv om Uffe Elbæk efter eget udsagn har gjort sig umage med at høre alle aktører, er der en række interessenter, der mener, de er blevet forbigået.

Det samme skete, da han for år tilbage var formand for Skole- og Kulturudvalget i Aarhus Kommune. Som tidligere borgmester og kulturrådmand Flemming Knudsen udtrykker det: “Uffe er i ordets bedste og værste betydning en kaospilot.”

Dengang foreslog Uffe Elbæk bl.a. lukningen af Aaby Bibliotek, nedlæggelsen af det populære kulturværksted Huset i Vesterallé og udlicitering af den århusianske teaterscene hvert fjerde år.

“Der kommer mange bolde i luften, og nogle er altså varmluftsballoner,” siger Flemming Knudsen. Ifølge ham er risikoen ikke, at Uffe Elbæk går i et med tapetet og bøjer nakken for de store interessenter, men snarere, at han gør sig uvenner med store dele af kulturlivet, fordi han glemmer at lytte til dem, før han handler.

Sekretariatschef i Kaospiloterne og en af Uffe Elbæks nærmeste venner, Karin Barreth, tegner et noget andet billede – af en leder med en afvæbnende og åben personlighed. Han er ikke en solkonge, men han har et charmerende ego, har et stort internationalt netværk og en god sans for pengekassen – også når den er slunken, siger hun:

“Når først han har truffet en beslutning, står han fast. Han stikker ikke hovedet i busken,” siger hun og henviser til lukningen af Huset. Ifølge hende stod Uffe Elbæk her frem og tog ansvaret som den eneste, selv om det var et stort set enigt byråd, der traf beslutningen. Dengang fik han hadebreve og folk spyttede efter ham på gaden.

Derfor tror hun også, at han har, hvad der skal til for at ruske op i strukturerne og foretage de hårde prioriteringer: “Uffe sidder ikke og dyrker tre timer lange møder. Han er meget produktiv og vil gerne have resultater. Det er ikke sikkert, at han får venner, men han får respekt,” siger hun.

Selv fastholder Uffe Elbæk, at han er meget lyttende. “Jeg håber på en bred politisk løsning, og jeg stræber altid efter, at så mange som muligt skal føle sig som vindere. Men jeg vil altså også forandre noget,” siger han. Derfor har han også et skarpt øje for udfordringen med de store, stærke kulturinstitutioner, siger han:

“Jeg har respekt for de bærende kulturinstitutioner. Men jeg vil også udfordre dem og få dem til at forstå, at de som store spillere har en række forpligtelser til at samarbejde med mindre aktører og få vækstlaget med.”

Stod det til Jørn Langsted fra Kulturpolitipolitisk Forskningscenter, skulle alle kulturkronerne kastes op i luften og den helt grundlæggende diskussion tages:
“Hvorfor skal Det Kongelige Teater egentlig modtage en halv milliard kr. om året, kan det være rigtigt? Vil det ikke være smart at diskutere, om en nationalscene skal være så forbandet dyr? Og er der kulturtilbud, der er mindre vigtige, når man er i en økonomisk krise? Lad os få den helt store prioriteringsdebat, der har været så fraværende i mange år,” siger han.

Og den debat er Uffe Elbæk også villig til at tage:

“Jeg går selvfølgelig ind i en historik, og på områder, hvor der er brede forlig, skal alle jo være enige. Men min holdning er klar: Jeg ønsker ikke salamiløsninger. Jeg vil hellere skære markant ét sted end at smøre nedskæringerne tyndt ud på alle områder. Hvis det alligevel ender med den løsning, er det ikke, fordi jeg ønsker det, men fordi det politisk ikke kan blive anderledes. Mit udgangspunkt er som sagt reformer. Så må vi se, om jeg om et år fra nu alligevel lyder som Per Stig.”