Danske universiteter taber hvert år en stor gruppe af de bedst begavede studerende på gulvet ved at give dem en studieplads på fag som litteraturvidenskab, medievidenskab, sociologi og antropologi.

For mens studierne er prestigefyldte og populære blandt de studerende, er de mildest talt upopulære hos landets arbejdsgivere, der i højere grad efterspørger medarbejdere med samfundsfaglig eller naturvidenskabelig baggrund. Så selvom humanisterne typisk har nogle af landets højeste gymnasiekarakter, havner de hyppigere i arbejdsløshedskøen end andre akademikere. I dag er gruppens ledighed halvanden gang højere end gennemsnittet for de øvrige akademikergrupper, og hele 40 pct. af de ledige akademikere har humanistisk baggrund. Se figur 1.

“Vi er i disse år vidner til en uddannelsesinflation, hvor de fleste politikere taler om flere og længere uddannelser. Man burde i stedet fokusere på at opbygge et system, så de unge tager de uddannelser, der efterspørges på arbejdsmarkedet,” siger forskningschef hos den borgerlig-liberale tænketank CEPOS, Geert Laier Christensen.

Beregninger fra tænketanken viser, at selv de humanister, der har held med at finde et job, kan forvente en indtægt, der ligger betydeligt under niveauet for andre akademikere. En humanistisk kandidat tjener således 200.000 kr. mindre om året i bruttoløn end en kandidat, der har læst til læge eller tandlæge. Se figur 2. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at en lægeuddannet over et liv vil tjene knap 90 pct. mere, end hvis samme person ikke havde taget en uddannelse, mens en humanist kun vil forøge sin indkomst med 6,7 pct.

Også samfundet går glip af store indtægter ved at uddanne akademikerne til arbejdsløshed. Dels får staten betydeligt lavere skatteindtægter som følge af humanisternes lavere lønniveau og lange arbejdsløshedsperioder. Dels bruges der ressourcer på overførselsindkomster og omskoling af den arbejdsløshedsramte gruppe. I årene 1999 til 2007 stod i gennemsnit 6.788 færdiguddannede humanister uden for arbejdsmarkedet. Det svarer til et tab på mere end 255.000 arbejdsår set over en generation. 

Hertil skal lægges den investering, som staten har tabt, fordi kandidaterne ikke bruger deres uddannelse. I det regnestykke er det ikke kun de ledige, der skal medregnes. Også de 20 pct. af humanisterne, der ifølge Humanistundersøgelsen fra 2007 arbejder i funktioner, som lige så godt kunne bestrides af HKere med en kortere og billigere uddannelse, skal tælles med.

Regningen bliver ikke mindre de kommende år. Frem til 2020 vil den humanistisk uddannede arbejdsstyrke vokse fra 30.000 til 45.000, viser tal fra Videnskabsministeriet. Med denne stigning følger også en øget ledighed, der forventes at ligge på mellem 7 og 12 pct. mod 5,2 pct. i dag.

Det er langt fra, hvad Danmark har brug for i en tid præget af faldende produktivitet og øget pres på de offentlige velfærdsydelser. Når økonomien vender, vil mismatchet mellem arbejdsstyrkens kompetencer og virksomhedernes behov igen hæmme erhvervslivets evne til at udnytte deres potentielle forretningsmuligheder.

Forkerte incitamenter

Selvom ledigheden på en række akademiske uddannelser har været høj gennem en længere årrække, har det ikke fået universiteterne til at ændre markant på antallet af studiepladser på de mest udsatte uddannelser.

F.eks. er antallet af studiepladser på litteraturvidenskab ved Københavns Universitet forblevet på samme niveau de seneste år, selvom ledigheden for færdige kandidater gennem flere år har ligget over 15 pct. Se figur 3. Det samme gælder for populære fag som filosofi, filmvidenskab, kunsthistorie og religionsvidenskab, hvor antallet af studiepladser ikke er reduceret trods en markant overledighed. På Roskilde Universitetscenter, der udbyder en populær overbygningsuddannelse i journalistik, har man ligefrem øget antallet af pladser fra 183 i 2005 til 281 i 2009 til trods for en ledighed, der ligger omkring 90 pct. højere end gennemsnittet for akademikere generelt.

Det nuværende taxametersystem er en af hovedforklaringerne på, at universiteterne holder sig fra at tilpasse antallet af studiepladser til efterspørgslen på arbejdsmarkedet. Systemet udløser penge til universiteterne, i forhold til hvor mange de uddanner. Derfor vil det være selvmål at nedlægge de populære studier, hvor undervisningslokalerne nærmest per automatik fyldes op.

Med indførslen af taxametersystemet er det derfor i høj grad blevet de uddannelsessøgendes efterspørgsel, der styrer udbuddet af uddannelser, mens koblingen mellem de færdiguddannedes kvalifikationer og samfundets kompetencebehov er trådt i baggrunden.

Det manglende match mellem universiteternes optag og arbejdsmarkedets reelle efterspørgsel, får DI til at råbe vagt i gevær:

“Det er tragisk, for det er nogle af vores mest velbegavede unge, der bliver mødt med et enormt nederlag, fordi de som følge af deres uddannelsesvalg ikke kan få fodfæste på arbejdsmarkedet”, lyder det fra politisk konsulent Mads Eriksen. Han beklager, at de enkelte studier helt glemmer at sætte fokus mulighederne på arbejdsmarkedet, når de markedsfører sig over for potentielle studerende.

Hidtil har den enkelte uddannelsesinstitution ikke stået til regnskab for, om indholdet af dens uddannelse matcher arbejdsmarkedets behov. I 2007 blev det ganske vist besluttet ved lov, at alle uddannelser skal underkastes kvalitetssikring, der bl.a. vurderer arbejdsmarkedets behov for de færdiguddannedes kompetencer.

Formand for Akkrediteringsrådet, Søren Barlebo Rasmussen, understreger, at man i akkrediteringssammenhængen ser alvorligt på uddannelser, der ikke fokuserer tilstrækkeligt på uddannelsens relevans – f.eks. på hvor godt man formår at give de studerende en uddannelse, der fører til job. Flere uddannelser har allerede oplevet at få anmærkninger pga. mangler på dette område.

Problemet er imidlertid, at akkrediteringen af hovedparten af de uddannelser, der har den største overledighed, først foretages i 2011 og 2012. Da et akkrediteringsforløb kan vare op til ni måneder, vil der gå adskillige år, før uddannelsessektorens problembørn tvinges til at revurdere deres indhold. I mellemtiden kan systemet altså nå at uddanne mange kandidater til arbejdsløshed.

Ingen politiske indgreb

Hos regeringen har man imidlertid ikke lyst til at blande sig i, hvordan universiteterne prioriterer deres kapacitet. Videnskabsministeriet forsøger løbende at imødekomme universiteternes ønske om øgede frihedsgrader, og det taler imod at intervenere fra centralt hold i uddannelsesudbuddet. Samtidig skræmmer sporerne fra undervisningsminister Bertel Haarders forfejlede forsøg på i 1980’erne at udbudsstyre ingeniøruddannelserne. Haarder øgede antallet af pladser på studiet med det resultat, at mange nyuddannede ingeniører i de efterfølgende år kæmpede med en enorm overledighed.

Derudover risikerer nedlæggelse af studiepladser på en række af de mest populære studier at fjerne regeringen endnu længere fra målsætningen om, at 50 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse i 2015. I dag er tallet knap 40 pct.

I Folketingssalen går man heller ikke med tanker om at reducere antallet af studiepladser på de mest udsatte studier. “Fejlen ligger ikke i, at mange vælger et humanistisk fag, men i deres forventning om, at der står en stilling ledig til dem på den anden side,” siger formand for Folketingets udvalg for videnskab og teknologi, Marianne Jelved (RV). “Hvis de virkelig brænder for det, de læser, har de også gode muligheder for at blive selvstændige og måske endda bidrage til at skabe flere arbejdspladser.” Hun foreslår derfor, at man giver en række af de mest udsatte uddannelser mulighed for at udvide med et 11. semester, der opgraderer de studerendes kompetencer i forhold til at starte egen virksomhed. Derudover efterlyser hun bedre vejledning forud for studiestart, så uddannelsesvalget træffes på et stærkere grundlag. Det skal ske ved at stille obligatoriske krav til det enkelte studie om at gøre tal for ledighed mv. tilgængelige for potentielle studerende.

Det synspunkt er man enig i hos CEPOS. Derfor har tænketanken lanceret en databank, der skal gøre det lettere for kommende studerende at træffe studievalg ud fra hensyn om, hvor meget de kan forvente at tjene efter endt uddannelse, hvor hurtigt de kan forvente at komme igennem uddannelsen og hvor stor risikoen er for at ende i ledighed.

Show me the money

Men det er ikke kun øget vejledning og oplysning, der kan få de studerende til at tænke i arbejdsmarkedsbaner, når de vælger studie. Også kontante økonomiske incitamenter kan hjælpe udviklingen i den rigtige retning, mener professor i nationaløkonomi på Aarhus Universitet, Nina Schmidt. Hun nævner delvis deltagerbetaling som en mulig løsning, fordi det i højere grad vil tvinge de uddannelsessøgende til at tænke på, om de kan tjene investeringen hjem efter endt uddannelse.

Tankegangen ligger i tråd med Skattekommissionens anbefalinger fra 2009 om at sænke skatteprocenten for at gøre det mere attraktivt at vælge uddannelser med et højt samfundsøkonomisk afkast. Kommissionen pegede samtidig på, at statens uddannelsesstøtte kun bør gives i fire år, mens de sidste år skal finansieres af de studerende selv med statsgaranterede lån.

Ifølge Mads Eriksen giver forslaget god mening, fordi det, ud over at tilføre universiteterne flere midler til undervisningen, vil tvinge de uddannelsessøgende til i højere grad at vælge uddannelse efter, hvor de kan få job efterfølgende. 

En anden model er at give hver enkel studerende et rådighedsbeløb på f.eks. 40.000 kr. til at tage en længere videregående uddannelse, mens resten skal finansieres af den enkelte selv. For studerende, der søger mod de dyrere naturvidenskabelige, kan regningen blive stor. Men da disse uddannelser samtidig udløser høje lønninger, kan man forvente, at ordningen vil øge søgningen til en række af de sundhedsfaglige og naturvidenskabelige uddannelser, hvor der i fremtiden vil være mangel på arbejdskraft.

Det mest vidtrækkende forslag kommer fra CEPOS, der foreslår at stille markedet frit ved at give universiteterne mulighed for at opkræve deltagergebyr ud over de taxametertakster, de modtager fra staten. Det vil betyde, at universiteter, der ønsker høje gebyrer, tvinges til at forbedre kvaliteten og skabe bedre sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet, mener Geert Laier Christensen: “Vi har brug for de bedste hoveder og bedste universiteter for at klare os i videnssamfundet. Det kræver en ændring af systemet og en ny struktur, der giver den enkelte incitament til at vælge rigtigt første gang.” 

KILDER:

• AE: STORE SAMFUNDSØKONOMISKE GEVINSTER AF UDDANNELSE, 2009.
• SKATTEKOMMISSIONEN: LAVERE SKAT PÅ ARBEJDE, 2009.
• DI: PRESTIGEUDDANNELSER FØRER TIL ARBEJDSLØSHED, 2009.
• CEPOS: SAMMENLIGNING AF UNIVERSITETSINSTITUTIONER OPDELT PÅ HOVEDOMRÅDER, 2009.
• MINISTERIET FOR VIDENSKAB, TEKNOLOGI OG UDVIKLING: DE UNIVERSITETSUDDANNEDE OG DERES ARBEJDSMARKED, 2003.