Meget tyder på, at ledelsen for MD Foods står med et alvorligt troværdighedsproblem. Tilliden har senest fået et ekstra knæk, da MD Foods i foråret lod bankerne tilbage med et tab på 300-400 millioner kr., selvom ledelsen tidligere havde givet mundtligt tilsagn om at holde hånden under sin internationale forretning i MD Foods International. Omgivelsernes manglende tillid til ledelsen kan let komme til at gå ud over dens handlekraft og mulighed for at føre MD Foods bedst muligt ind i det næste årtusinde. Det kan blive betydeligt sværere at opnå yderligere finansiering hos bankerne, og ledelsen udgør allerede i dag en barriere for den omdiskuterede fusion med Kløver Mælk. I sidste ende kan tillids-krisen udløse krav blandt de 10.000 andelshavere om udskiftning af topledelsen i MD Foods, vurderer Mandag Morgen.