Update - ugens vigtigste begivenheder

Borgerlig nedsmeltning efter De Konservatives kamp for comeback, EUs varsomme håndtering af oprøret i Mellemøsten og Nordafrika og Merkels EU-udspil om stram kontrol med EU-landenes økonomi er blandt emnerne, når Mandag Morgen lister de fem vigtigste begivenheder fra uge 5:

1. “Europa er som en skræmt kanin”

EU træder varsomt over for de historiske oprør i Nordafrika og Mellemøsten

EU har endnu til gode at kræve den egyptiske diktator Mubaraks afgang. Fredag havde EUs stats- og regeringschefer sagen på dagsordenen ved topmødet i Bruxelles, men det blev ikke til mere end en forsigtig stramning af retorikken over for det nordafrikanske styre.

Det er der klare realpolitiske årsager til. EU frygter at bidrage til ustabilitet i regionen, hvor Europa har omfattende strategiske interesser i form af energiforsyninger og historiske forpligtelser over for Israel.

Men man er også under pres fra højlydte stemmer i den europæiske opinion, som kræver, at Europa står ved sine demokratiske idealer og
utvetydigt støtter folkelige krav i Egypten om præsident Mubaraks øjeblikkelige afgang.

“Europa opfører sig som en skræmt kanin. Man bør bruge al sin vægt til at sikre, at dette bliver Mubaraks sidste dag ved magten,” lød det således i fredags fra Martin Schulz, tysk leder af den socialistiske gruppe i Europa-parlamentet.

Heller ikke USA stiller det direkte krav om Mubaraks afgang. I stedet arbejder man målrettet på de indre linjer, med amerikanske og europæiske diplomater i Cairo, på at sikre en kontrolleret og fredelig overgang til et mere demokratisk styre i det folkerige Egypten, der er nøglelandet i den muslimske MENA-region, Middel East North Africa.

Opportunistiske udmeldinger fredag fra det islamiske præstestyre i Iran, som opfordrede til gennemførelse af en islamisk revolution og til angreb på Israel, styrkede den realpolitiske lejr i Europa, som advarer mod, at man lader sig rive med af den i øvrigt glædelige demokratiske udvikling i regionen.

Europas handel med Egypten beløb sig i 2009 til omkring 150 mia. kr. eller godt tre gange så meget som den amerikanske. I perioden 2007-2010 støttede EU Egypten med bistand på godt 4,2 mia. kr., hvoraf kun cirka 130 mio. kr. gik til menneskeretsforkæmpere.

2. Børsting sejrer ad helvede til

Fagbevægelsens forsvar for efterlønnen blokerer for økonomisk ansvarlighed

Busserne holdt stille, da chauffører og en række andre faggrupper sidste uge nedlagde arbejdet i et kombineret forsvar for efterlønnen og angreb på regeringen. Aktionen var koordineret af LO og Harald Børsting.

Fagbevægelsen er med det indædte forsvar for efterlønnen slået ind på samme vej som i 1970’erne, hvor en socialdemokratisk regering til sidste måtte opgive at regere og overlod taburetten til de borgerlige efter en årrække med store statsunderskud. Ikke mindst fordi fagbevægelsen blokerede for en række vigtige indgreb for at sikre en balanceret økonomi.

Skulle Lars Løkke Rasmussen vinde det næste valg, kan han se frem til et LO, der med stor kraft forsvarer sine medlemmers interesse uden den store interesse for samfundets samlede økonomiske sammenhængskraft.

“Sådan noget vrøvl gider jeg ikke høre på,” er Børstings svar, når han forholdes, at en nyfødt dansker koster samfundet mere, end han eller hun kommer til at betale i skat gennem livet.

Vinder Helle Thorning-Schmidt, er budskabet endnu mere urovækkende, fordi hun har forpligtet sig til at rette op på økonomien i et samarbejde med netop LO og Børsting.  Efterlønnen skal bevares som tilkøbsordning og besparelser findes et andet sted.

Flere forbund har afvist at forlænge arbejdsdagen med de 12 minutter, S-SF har foreslået. Tilbage står Bør-stings forslag om at få deltidsansatte over på fuldtid. Det har været forsøgt flere gange uden succes. Skulle det lykkes, har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderet, at det kan lette presset på de offentlige finanser med 6 mia. kr., altså noget under de 18. mia. kr., en afskaffelse af efterlønnen står til at give.

Harald Børsting får heller ikke fortalt sine medlemmer, at efterlønnen er ved at udvikle sig til den dyreste og mest udbredte tilkøbsordning for velhavende danskere. Om 20 år vil mere end halvdelen af de ufaglærte ikke have ret til efterløn, af den simple grund at de i dag ikke betaler til ordningen.

På LOs kongres i 1982 udtalte daværende LO-formand de berømte ord: “Vi har sejret ad helvede til”. Næste mand på talerstolen bliver Harald Børsting.
 

3. Merkels EU-planer kan marginalisere Danmark 

Koordineret Tysk-Fransk EU-udspil lægger op til stram kontrol med eurolandes økonomiske dispositioner

Danmark risikerer at blive yderligere marginaliseret i forhold til den stadig strammere kontrol med EU-landenes nationale økonomiske politikker, som euro-krisen har udløst.

Det står klart efter fredagens EU-topmøde, hvor Tysklands kansler Angela Merkel markerede, at hun som leder af EUs største land forlanger en høj politisk pris for at holde hånden under euroen og gældsplagede medlemsstater som Grækenland, Portugal, Spanien og Belgien.

I?et nyt udspil kræver EUs to nøglelande, Tyskland og Frankrig, substantielle reformer inden for følsomme områder som skat og pension for at sikre holdbare offentlige finanser i medlemslandene. Udspillet vandt ikke umiddelbart tilslutning sidste uge, men skal tages op igen inden for de næste uger ved et ekstraordinært topmøde. 

Det tysk-franske udspil lægger op til, at medlemslandenes stats- og regeringschefer personligt skal forpligte sig ud over de stramninger, der allerede er lagt op til i forbindelse med de planlagte ændringer i EUs traktatgrundlag. Samtidig arbejder man efter fransk ønske hen imod en yderligere styrkelse af det samarbejde i euro-gruppen, som Danmark i kraft af sit forbehold ikke er en del af. Frankrig har længe ønsket at udstyre euroen med det, man kalder en “økonomisk regering”.

Når Tyskland og Frankrig ønsker at styrke euro-landenes gensidige finanspolitiske forpligtelser, skyldes det ikke mindst vrangvilje i ikke-eurolandet Storbritannien mod at engagere sig i den stadigt tættere koordinering af de nationale økonomiske politikker.

Dermed risikerer Danmark at blive yderligere marginaliseret i den proces, hvor Tyskland, Frankrig og Herman Van Rompuy, den faste formand for Ministerrådet, i øjeblikket tager syvmileskridt i opstramningen af både euro- og ikke-euro-medlemsstaternes reelle finanspolitiske selvstændighed.

4. Den borgerlige nedsmeltning

De Konservatives kamp for et comeback underminerer VKs fremtidsmuligheder

Den konservative nedsmeltning fortsætter. Det er desværre fortjent!” Sådan lød det fra Liberal Alliance i en annonce i Berlingske sidste uge.

Med en vælgertilslutning på kun 5-6 pct. har den nye konservative leder, Lars Barfoed, iværksat en storstilet offensiv med krav om bl.a. gigantiske skattelettelser og nedskæringer i den offentlige sektor, der igen skal gøre partiet attraktivt for vælgerne.

Men den konservative kamp mod nedsmeltningen gør livet hedt for hele den borgerlige blok, og kan underminere VK-regeringens spinkle muligheder for at genvinde magten efter det kommende folketingsvalg.

Ifølge De Konservative skal skatterne reduceres med 35 milliarder kr., som – må det forstås – først og fremmest skal finansieres ved at reducere den offentlige sektor med, hvad der svarer til lønningerne for ca. 64.000 offentligt ansatte.

Det budskab er stærkt generende for Venstre, der kæmper en vanskelig kamp for at overbevise vælgerne om, at afskaffelsen af efterlønnen ikke – som oppositionen anklager regeringen for – skal bruges til nye skattelettelser, men til at sikre balance på de offentlige budgetter og dermed en fortsat finansiering af velfærden. At det sidste er tilfældet, vil ifølge Lars Løkke Rasmussen fremgå af regeringens samlede økonomiske fremtidsplan, der offentliggøres i slutningen af marts. Den vil vise, at regeringen ingen planer har om at gennemføre skattelettelser inden 2020.

De Konservative er også raget uklar med Dansk Folkeparti, som skarpt kritiserer den nye konservative ledelse for at skade regeringens projekt og gavne oppositionen.
Taber den borgerlige blok magten ved det kommende folketingsvalg, vil De Konservative givetvis være en oplagt prügelknabe. Helt retfærdigt vil det dog næppe være. Det er værd at huske, at partiet har været foregangsmænd for en lang række af de borgerlige resultater, som VK-regeringen vil blive husket for, f.eks. nedlæggelsen af amterne, skattelettelserne, dagpengereformen og forslaget om at afskaffe efterlønnen.

Det er også værd at huske VK-samarbejdet i 80’erne, hvor Venstres næstformand Anders Fogh Rasmussen blev berømt for sine udtalelser om, at man sagtens kunne være i regering og opposition på samme tid. Det er det, som Lars Barfoed forsøger i dag.

5. Dybvad vs. Krog:?DI ofrer en sværvægter

Var DIs Ole Krog for erfaren til at blive siddende under den nye topdirektør Karsten Dybvad?

Forrige lørdag talte viceadministrerende direktør i DI, Ole Krog, på et stort ledelsesseminar. Hans oplæg bar  titlen “Forandring og innovation skaber vækst”. Allerede den efterfølgende tirsdag var han selv blevet offer for forandring i ledelsen af landets største erhvervsorganisation, der blev reduceret fra ni til seks personer.

At netop Ole Krog blev ofret i slankningen af DIs ledelse, er ud fra et kompetencemæssigt perspektiv overraskende. Ole Krog er et af de mest erfarne organisationsfolk i dansk industri. Gennem 20 år har han bestredet direktørstillinger i både Dansk Arbejdsgiverforening, Danmarks Apotekerforening, HTS og DI.

Både DI-direktør Karsten Dybvad og Ole Krog har i sidste uge været lige så lukkede som en overenskomstforhandling om årsagen til det abrupte samarbejdsophør. Eneste officielle tilkendegivelse fra DIs side har været en ultrakort note i bunden af en pressemeddelelse om ændringer i DIs ledelse, der annoncerer, at “efter aftale er viceadm. direktør Ole Krog fratrådt”.

Muligvis var Ole Krog blevet for tung at have siddende for en nyslået DI-direktør, der gerne vil sætte sit eget hold. Og muligvis var Ole Krog for stolt til at forblive i organisationen som de to øvrige degraderede direktører fra DI-ledelsen, Bolette Christensen og Poul Scheuer.

Ole Krog har i mange år haft posten som topdirektør for DI i sigte. Allerede i 2003, da han første gang blev hentet til DI fra Danmarks Apotekerforening, blev han med det samme udpeget som en oplagt efterfølger til tidligere DI-direktør Hans Skov Christensen. Og for blot fire måneder siden blev Ole Krog anset for storfavorit til direktørstillingen, da Hans Skov Christensen annoncerede sin afgang.

DIs bestyrelse ville det som bekendt anderledes og valgte i stedet at sætte pengene på tidligere departementchef i Statsministeriet, Karsten Dybvad. Og han har, ud over at komme af med en rival, muligvis pillet en generende torn ud af øjet på DIs hovedbestyrelse med sin ledelsesmæssige slankning.

Ole Krog sad i bestyrelsen for tænketanksprojektet Kraka, som Politiken arbejder på at realisere. DIs hovedbestyrelse har efter sigende været stærkt utilfredse med projektet, som de finder for venstreorienteret. Med Ole Krogs afgang har DI dermed skaffet sig en kattelem ud af et oplagt konfliktområde.