Update - ugens vigtigste begivenheder

De nordafrikanske begivenheders påvirkning på oliepriserne, Mærsks rekordregnskab og Birthe Rønn Hornbechs politiske nedtur er blandt emnerne, når Mandag Morgen lister de fem vigtigste begivenheder fra uge 8:

1. Globalt oliechok

Uro i Nordafrika får oliepriserne til at eksplodere

Vi er med stormskridt på vej mod de dage i 2007-2008, hvor oliepriserne steg eksplosivt og var med til at udløse recessionen i USA.

Begivenhederne i Nordafrika og ikke mindst den seneste voldsomme uro i Libyen har sendt oliepriserne på himmelflugt. I fredags blev de noteret til over 110 dollar tønden, og det internationale finanshus Nomura advarede om, at prisen kan stige til det dobbelte, hvis  der lukkes for forsyningerne fra Libyen og Algeriet.

Der faldt en anelse ro over markedet ved nyheden om, at Saudi-Arabien muligvis vil kompensere ved at skrue ekstra op for deres oliehaner, så der ikke opstår en mangelsituation på markedet. Men det kan være en stakket frist.

Uroen i Nordafrika har udløst et udbudschok, der rammer verdensøkonomien på et meget ubelejligt tidspunkt.

Opsvinget har endnu ikke fået ordentligt tag i den europæiske og den amerikanske økonomi, og i det olieafhængige USA er voldsomme prisstigninger i reglen recepten på recessioner. Der er ingen grund til at tro, at amerikanerne kan slippe uden om, hvis vi får flere måneder med høje oliepriser på over 100 dollar tønden.

Verdens virksomheder er pisket til at tage højde for et langvarigt scenarie med høje energipriser og høj politisk ustabilitet i Mellemøsten. Det kan give mindelser om 1970’ernes udbudschok, men denne gang kan prispresset blive voldsommere, da hundredvis af millioner af nye middelklasse-forbrugere i Kina og andre nye vækstlande presser efterspørgslen i vejret. Og risikoen for kollaps i de store gamle oliefelter, herunder i Saudi -Arabien, øges, i takt med at man griber til desperate nødløsninger med at pumpe mere vand ned i undergrunden. Til gengæld kan scenariet sætte fart i omstillingen til en ny klimaøkonomi, så det hele er ikke bare sort i sort.

2. Fødevarefremtid fast forward

Kædereaktion i fødevarernes prisspiral

Verden står over for en periode med ”ekstremt høje fødevarepriser”. Sådan lød advarslen fra den amerikanske regering torsdag. Uanset hvor god høsten i 2011 bliver, vil priserne på majs, hvede og sojabønner stige til rekord-niveau.

Vi har retning mod kraftig global fødevareinflation, og de højere oliepriser kan sætte ekstra fart i udviklingen. Der er tale om forbundne kriser, som man ikke bør undervurdere.

I udviklingslandene kan det udløse nye sociale oprør, når borgerne rammes af prisspiralen. Som ugemagasinet Business Week skrev her forleden, var fødevarepriserne måske lige netop den dråbe, der udløste de sociale oprør i Nordafrika og tvang magthaverne fra magten. Den 26-årige tuneser, Mohammed Bouazizi, der satte ild til sig selv i Tunesien, var en fattig og desperat grøntsagshandler, der på grund af de stigende fødevarepriser ikke længere havde råd til at betale den vanlige bestikkelse til regimets politifolk. Verdensbanken advarer om, at de stigende fødevarepriser truer millioner af fattige rundt omkring i verden, men noget tyder på, at de også truer de gamle magthavere i udviklingslandene.

Årsagerne til de stigende fødevarepriser er mange og forskellige, men de kan ikke reduceres til finansiel spekulation, sådan som nogle kritikere forsøger det.

Sidste års tørke i Rusland og Argentina, kombineret med voldsomme regnskyl fra Australien til Canada, og tørketruslen mod hvedehøsten i Kina er opskriften på mangel og nye ubalancer. Frem mod 2050 øges verdens befolkning fra 7 til 9 milliarder mennesker, og med mindre man opfinder nye højtydende sorter og nye fødevaremodeller, er der udsigt til endnu mere turbulens.

3. Smedegaards triple E-offensiv

Kanonregnskab på Esplanaden

Globaliseringen og den globale handel var i 2010 en kanonforretning for A.P. Møller-Mærsk-imperiet. Forleden præsenterede CEO Nils Smedegaard Andersen et imponerende årsregnskab, der viser et overskud før skat på hele 59 mia. kr ud af en omsætning på 312 mia. kr.

Smedegaards turn-around med hård barbering af omkostningerne er lykkedes til fulde. Alene i containerforretningen er et underskud på 11 mia. kr. i 2009 vendt til et overskud på 15. mia. kr.

Smedegaard ved, at man ikke bare kan skære sig til succes, så han har besluttet at satse stort på fortsat vækst i den globale økonomi. Derfor øger koncernen investeringerne i nye oliefelter for at fylde hullet fra de gamle felter med svindende ressourcer.

Samtidig har Mærsk sat fuld skrue på med købet af 10 af verdens allerstørste containerskibe i Triple E-klassen. Hvert skib er 400 meter langt og koster over en milliard kroner, og intet andet rederi ser ud til at kunne holde trit med Mærsk Line.

De nye megaskibe vil bidrage til at sænke CO2-udslippet med 50 pct., og de ligner indvarslingen af en ny æra, hvor Mærsk Line dominerer verdenshavene. Eller som The Economist skriver: ”Den nye danske armada vil ændre økonomien i containershipping.”

Men offensiven rummer også en risiko. Rederidrift er et af de mest prisvolatile markeder, og kommer der et tilbageslag i den globale økonomi, kan det blive et kostbart eventyr. Ved at satse på væksten tager Smedegaard en kalkuleret risiko. Og meget udansk tænker han global vækst helt oppe i Triple E-klassen.

4. Rønn smager sin egen medicin

Demokratiets gamle vagthund er selv kommet i skudlinjen

For få år siden var Birthe Rønn Hornbech en af de mest populære og respekterede politikere i kongeriget. Kvinden, de kaldte Folketingets eneste mandfolk, fordi hun uden smålig skelen til parti- og regeringsfællesskab kritiserede ministre og folketingskolleger, både når de var for holdningsløse eller slappe, og når de gik over stregen og kom på kant med grundlæggende demokrati- og retsprincipper.

Hun havde så høj personlig integritet, at hun takkede nej til ministerposter og anså hvervet som folkevalgt parlamentariker for det fineste embede af alle.

Med de seneste ugers udvikling i sagen om ulovlige afslag til statsløse unge asylansøgere er det hende, der møder kritik fra egne rækker.  “Alle er trætte af Birthe Rønn,” lød den opsamlende kommentar fra et medlem af Venstres folketingsgruppe i sidste uge. Og et flertal uden om regeringen kræver nu en ekspresredegørelse fra integrationsministeren i sagen.

Pressens gennemgang af forløbet dokumenterer, at VK-regeringen mindst otte gange, bl.a. i forbindelse med divers lovændringer, udtrykkeligt har nævnt den FN-konvention, som skal sikre statsløse den ret til dansk statsborgerskab, som de i hvert fald siden 2002 er blevet nægtet. Sagen fik fornyet vægt fredag, hvor det kom frem, at Birthe Rønn Hornbech senest i december 2008 bør have kendt til de ulovlige afslag på indfødsret, der stod på fra 2002.

Flere har draget sammenligninger til den Tamilsag, der endte med den forrige VK-regerings afgang i 1993.

Selv kalder hun fejlen “fatal” og pointerer, at hun allerede er ved at råde bod på den ulykkelige forglemmelse: ”Det var mig, der opdagede fejlen, mig, der rettede den, og det er mig, der nu er i færd med at rydde op,” sagde hun på et pressemøde i Bruxelles i sidste uge.

Men en række eksperter vurderer samstemmende, at ministerens forklaring om, at miséren skyldes “skyklapper”, næppe kan være sand.

Det ser derfor skidt ud for Rønn, hvis ikke den redegørelse, som stadig flere venter i spænding, giver en usædvanlig god og skudsikker forklaring på redeligheden.

I en tid hvor regeringens image er mere nedslidt end nogensinde, er det langtfra sikkert, at tavshed eller uforbeholdne undskyldninger er nok til at redde ministre, der truer med at trække regeringen med ned i deres egen politiske deroute.

5. Lange udsigter for et dansk Silicon Valley

Danmark sakker bagud i det globale forskningskapløb

Mens dramaet om hjerneforskeren Milena Penkowa, der anklages for svindel med statslige forskningskroner, skaber røre i danske forskningskredse, står forskningsverdenen over for en endnu større udfordring, der rækker langt ud over personsager.

En ny undersøgelse udarbejdet af forskere ved DTU og Københavns Universitet viser, at regionen København-Lund er rykket fra en 15.- til en 22.-plads på ranglisten over globale forskningsklynger. Dermed står ikke kun hovedstaden, men hele Danmark endnu svagere i det globale forskningskapløb.

På papiret kniber det ellers ikke med ambitionerne. Siden daværende statsminister Fogh Rasmussen med sin Globaliseringsstrategi erklærede, at Danmark skulle opbygge forskningsmiljøer i verdensklasse, er begreber som “eliteforskning” og “strategisk forskning” blevet mantraer i dansk forskningspolitik.

Drømmen om et dansk Silicon Valley har stået højt på skiftende forskningsministres ønskesedler, og Øresundsregionen har leveret stærkt stof til drømmene i form af globale forskningsklynger inden for farmakologi og medico.  Men det er ikke gået som forventet. Danske virksomheder har travlt med at flytte forskning til Asien, men  Shanghai, Beijing og Seoul er ikke de eneste trusler. København-Lund må også se sig overhalet af regioner som Madrid og Rom, der har forbedret deres positioner markant de seneste år. Det faktum, at Danmarks næststørste by, Aarhus, ikke engang er på top 100 over verdens største forskningscentre, bør give danske politikere ekstra sved på panden.

Penge er én af forklaringerne på Danmarks deroute. Godt nok er regeringens målsætning om at investere 3 pct. af BNP i forskning blevet indfriet med stor hjælp fra erhvervslivet. Men fordi basisbevillingen skranter, må universiteterne i stigende grad tage fra forskningskasserne for at lappe hullerne.