Update - ugens vigtigste begivenheder

Regeringskrise i Portugal, Regnefejl redder Regeringen og tvivl om lederskabet bag Libyen-aktionen er blandt de aktuelle emner, når Mandag Morgen her præsenterer de fem vigtigste begivenheder fra uge 12:

1. Euroen overlever portugisisk krise

... men den portugisiske regering gjorde ikke

Hvis Portugal skulle få brug for en hjælpende hånd, efter at landets dårlige økonomi har kastet landet ud i en regeringskrise, skal EU-landene nok finde ud af dét.

Det forsikrede formanden for Eurogruppen, Luxembourgs premierminister Jean-Claude Juncker, ved afslutningen af EU-topmødet i Bruxelles fredag eftermiddag. Topmødet havde forinden vedtaget en omfattende pakke af foranstaltninger, der betyder, at EU i årene fremover vil råde over enorme fælles midler, først  i en midlertidig, siden i en permanent krisefond, der kan mobilisere mere end 3.500 milliarder kr. til at hjælpe gældsplagede eurolande, så de ikke tvinges til at forlade eurosamarbejdet.

Portugals premierminister Socrates opgav i sidste uge at skaffe flertal i parlamentet for en spareplan, der skal rette op på det gældsplagede lands økonomi – og valgte at træde tilbage.

Det gav i sig selv endnu et hak i Portugals kreditværdighed, og renten på portugisiske statsobligationer steg fredag til 7,80 pct.

Samtidig beklagede flere regeringschefer ved topmødet i Bruxelles, at de portugisiske politikere ikke kan finde sammen om at gennemføre de nødvendige besparelser. Hollands Mark Rutte gjorde det således klart, at Portugal under alle omstændigheder vil blive tvunget til at gennemføre en omfattende spareplan, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at få hjælp fra EUs midlertidige støttefond, EFSF.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen glædede sig ved topmødets afslutning over, at Danmark ved at tilslutte sig den såkaldte europagt har fået større indflydelse på den mådeholdne økonomiske politik, som de 23 lande i pagten nu gensidigt forpligter sig til. En politik som ifølge statsministeren er helt på linje med den, som regeringen fører i Danmark.

”Vi har fået en entrebillet til et mødelokale, hvor vi får indflydelse på, at andre lande lægger sig lige så meget i selen,” sagde Løkke.

2. Reddet af regnefejl?

Stigende aktiekurser skæppede i statskassen med 30 milliarder

Så blev regeringen og Danmark reddet af en regnefejl. Underskuddet på de offentlige budgetter i 2010 lander på 2,9 pct. og ikke de 5,5 pct., som Finansministeriet forudsagde i den økonomiske redegørelse tilbage i december 2009.

Den vigtigste grund er, at staten har hentet store engangsindtægter på beskatningen af pensionsselskabernes gevinster på aktier, fordi kurserne er steget mere end forventet. I november 2009 lukkede gennemsnitskursen på 326, mens kursen ved årets udgang i 2010 lukkede på 458 – en stigning på godt 40 pct. på 14 måneder. Det har givet regeringen en ekstra indtægt på omkring 30 milliarder kr. 

Ingen regner med, at aktierne vil stige i samme høje tempo gennem 2011, hvor afkastet ikke forventes at ligge på 30, men på 3 eller 4 milliarder kr. Dermed er der udsigt til, at det samlede underskud igen kommer op over de tilladte 3 pct.

Regnefejlen går igen hos samtlige de institutioner, der udarbejder prognoser for den økonomiske udvikling, dvs. Det Økonomiske Råd, Nationalbanken, EU, OECD og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Se figur.

Derfor er det svært at give socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov, ret, når han antyder, at regeringen forsætligt har skruet på tallene.

Omvendt kommer man ikke uden om, at regeringen får sværere ved at sælge sin genopretningsplan og et indgreb i efterlønnen med håndfaste henvisninger til økonomiske prognoser.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har gjort en dyd ud af at reagere ansvarligt på de økonomiske udfordringer, og har igen og igen kritiseret oppositionen for ikke at tage de økonomiske realiteter alvorligt nok.
Regnefejlen viser, at realiteterne i meget høj grad påvirkes af internationale forhold. Den realitet kommer både en blå og en rød regering til at adressere.
 

3. Hvem fører krigen mod Gaddafi?

Kompliceret interessekonflikt skaber tvivl om lederskabet bag Libyen-aktion

Udenrigsministre fra USA, Europa, Tyrkiet og en række arabiske landes mødes i morgen i London for at aftale det videre forløb i den militære operation mod Libyens diktator, Muammar Gaddafi, som blev indledt af franske jagerfly lørdag den 19. marts.

Angrebene forhindrede, som statsminister Lars Løkke Rasmussen og flere af hans europæiske kolleger formulerede det ved topmødet i Bruxelles torsdag og fredag, et folkedrab i byen Benghazi i det olierige nordafrikanske land.

Ved redaktionens slutning, fredag, stod det klart, at NATO skulle overtage ansvaret for operationen, men præcis hvornår var ikke klart.

Selvom både USA, en række europæiske lande – herunder Danmark – og to arabiske lande har jagerfly involveret i operationen, har det politiske ansvar for operationen givet anledning til mere end en uges intense diplomatiske forhandlinger mellem USA, Frankrig, Storbritannien og Tyrkiet.

Den diplomatiske strid om operationen har sit udgangspunkt i flere forskellige faktorer:

USA ønsker at gøre sit militære engagement i Libyen så kortvarigt som muligt. Derfor vil USA og en række europæiske lande gerne have NATO til at stå i spidsen.

Men Frankrig ønsker at bruge sagen til at profilere præsident Nicolas Sarkozy. Og Paris ønsker ikke at give Tyskland indflydelse via NATO, efter at Tyskland afviste at støtte den bagvedliggende FN-resolution.

Samtidig forsøger det muslimske NATO-land Tyrkiet at minimere sit politiske medansvar for angrebene på Libyen. Derfor har Tyrkiet forsøgt at trække tiden ud.

Morgendagens møde i London markerer under alle omstændigheder, at det er lykkedes at bygge bro mellem en række arabiske lande, Tyrkiet, Europa og USA i opgøret med Gaddafi.

Derved har den nordafrikanske demokratiseringsbølge, der allerede har sat autoritære ledere i Tunesien og Egypten fra magten, fået nyt momentum.

4. ATPs store sejr

Ny lov giver pensionsfond fri bane i FIH Erhvervsbank

Trods voldsom kritik fra Finansrådet og landets største banker meddelte regeringen i fredags, at den vil fremsætte et lovforslag, der giver pensionsfonden ATP mulighed for at få bestemmende indflydelse i banker og pensionsselskaber, så længe den ikke dermed kommer til at stå for mere end 5 pct. af de samlede udlån i Danmark.

Vedtages loven, kan ATP via et datterselskab overtage aktiemajoriteten og kontrollen med den kriseramte FIH Erhvervsbank, der er en af Danmarks allerstørste banker, men har været truet af et sammenbrud, siden den islandske Kaupthing Bank gik konkurs under den globale finanskrise.

Banken har i dag en rating som junkbond hos kreditvurderingsinstituttet Moody’s. Og FIH Erhvervsbank har advaret om, at hvis ikke ATP fik lov til at skyde flere penge ind i banken, så ville den få svært ved at rejse kapital på de internationale kapitalmarkeder. Det er den trussel, der ligger bag regeringens lovforslag.

For de over fire millioner danske lønmodtagere, der har sparet penge op i ATP, ligner flere investeringer i FIH Erhvervsbank umiddelbart et risikabelt eventyr.

Men lykkes det for ATP og FIH Erhvervsbanks nye ledelse med Bjarne Graven Larsen i spidsen at rydde op i bankens kabinet af dårlige lån og genoprette markedets tillid til banken, kan det vise sig at blive en guldrandet investering for pensionshaverne.

Finansrådet er rasende over lovforslaget og kalder det konkurrenceforvridende og ulovlig statstøtte. Men forklaringen er sikkert, at de etablerede banker nu udsættes for øget konkurrence på markedet for erhvervslån.

5. Javel, hr. viceminister

Ideen om politisk udpegede embedsmænd er dukket op igen igen

Frasen “javel, hr. minister” vil få mange til at erindre BBCs legendariske komedieserie “Yes, Minister”. Omdrejningspunktet var omdrejningspunktet var sammenstødene mellem den idealistiske nye Minister of Administrative Affairs, Jim Hacker, og departements-chefen Sir Humphrey, inkarnationen af det neutrale embedsapparats kynisme og forandringsfjendtlighed.

Mere end 15 år før “spin” blev en del af det almindelige ordforråd, leverede serien utallige langtidsholdbare spidsformuleringer om de ofte modstridende interesser og virkelighedsopfattelser hos politikerne og deres nærmeste rådgivere.

“Politikere elsker at gå i panik. De har brug for aktivitet – det er deres surrogat for resultater,” lød et af Sir Humphreys prægnante bonmots.

I virkelighedens verden er rollefordelingen mellem embedsmænd og ministre langt mindre skarp.

Danske embedsmænd bliver (som de britiske) siddende, uanset regeringens politiske farve. Ministre kommer og går – embedsværket består.

I nyere tid er ministrene begyndt at ansætte deres “egne” presserådgivere. de såkaldte spindoktorer. Men i almindelighed er danske embedsmænd politisk neutrale.

I praksis kan det være en svær balancegang at forene dét med loyaliteten over for ministeren. Og derfor bliver særligt departementschefer i stigende grad ligesom politiske rådgivere og sparringspartnere for en minister.

I nabolande som Sverige, Norge og Storbritannien omgiver ministrene sig af den grund med politisk udpegede embedsmænd, der bl.a. går under betegnelser som juniorministre, statssekretærer eller viceministre.

Indtil nu har både embedsmænd og politikere slået korsets tegn for sig, når talen faldt på en tilsvarende model i Danmark.

Men i en ny bog advokerer tre tidligere departementschefer nu for at Danmark gør det samme. Ifølge en af disse danske “Sir Humphreys”, Ulrik Federspiel, der bl.a. er tidligere departementschef i Statsministeriet, embedsmændene “bliver mere og mere politiserede, fordi ministrene har for travlt.”

Alternativet er at øge antallet af ministerier, ministre – og departements­chefer.

Sir Humphrey: Minister, you said you wanted the administration figures reduced, didn’t you?"

Jim Hacker: Yes

Sir Humphrey: So we reduced the figures.

Jim Hacker: But only the figures, not the number of administrators?

Sir Humphrey: Well of course not.