Update - ugens vigtigste begivenheder

Strammere budgetstyring i kommunerne, Nokia lukker udviklingsafdeling i Sydhavnen og Dansk Folkepartis genoplivelse af gammel mærkesag er blandt de aktuelle emner, når Mandag Morgen her præsenterer de fem vigtigste begivenheder fra uge 17:

1. EU gør front mod Syrien

Sanktioner erstatter mange års tilnærmelser

Fem ugers uroligheder og mere end 500 formodede dræbte tog det, før EU besluttede at gøre fælles front mod Syrien og indføre sanktioner mod præsident al-Assads styre i form af våben­embargo, indrejseforbud for syriske ledere og indefrysning af syriske værdier i EU-landene.

EU viser dermed den handlekraft, som FNs Sikkerhedsråd ikke har kunnet mønstre uden støtte fra Kina og Rusland, der har særinteresser i regionen. Det samme gælder landene i Mellemøsten, hvor den potentielt bedste forhandlingspartner, Egypten, er sat ud af spillet som følge af egen intern uro.

Tiltaget er ikke uden risici for EU, der har trukket sanktioner i langdrag af frygt for, at Assads efterfølger vil bane vejen for øget indflydelse til atommagten Iran. EU-landene har af netop den grund investeret mange kræfter i at skabe tæt kontakt til Syrien – senest sidste år, hvor en EU-delegation ledet af udenrigsminister Ashton besøgte landet.

Denne mangeårige indsats risikerer nu at være tabt.

Det er usikkert, hvorvidt sanktionerne, der skal forhandles endeligt på plads i denne uge, vil få præsidenten til at holde militæret i ro og bremse sine angreb på civilbefolkningen.  Assad har af hensyn til andre samarbejdspartnere siden 2009 selv stået i vejen for en aftale, der skulle øge samhandlen mellem EU og Syrien, uagtet at landet er i voksende økonomisk krise som følge af faldende handel, svigtende turisme og status som nettoimportør af olie.

EU lægger op til, at sanktionerne skal ramme regimet og ikke civilbefolkningen. Det tyder bl.a. på, at man vil fastholde sit hjælpeprogram på 130 millioner euro. Selv om sanktionerne dermed kan få begrænset effekt, peger iagttagere på, at det er den rigtige strategi.

Meget tyder på, at Syriens eneste vej til stabilitet og demokrati skal komme indefra. At befolkningen, der er en af de fattigste i Mellemøsten, tilsyneladende trodser styrets trusler og fortsætter sine demonstrationer, styrker kun denne mulighed. 

2. Jerngreb eller frihedsbrev?

Strammere budgetstyring kan give kommunerne flere frihedsgrader

Regeringen kan takke kommunernes dårlige økonomi for det første resultat af de igangværende 2020-forhandlinger, der ellers truer med at trække i langdrag.

Oppositionen har reageret positivt på regeringens forslag om en ny budgetlov, der skal gøre det lettere at styre de offentlige udgifter i stat, kommuner og regioner ved at fastlægge udgiftslofter på fireårig basis. Også DF, der for få uger siden meldte sig som modstander, åbner nu for tilslutning i de kommende forhandlinger.

Loven indeholder sanktioner, der vil straffe kommunerne både individuelt og kollektivt, hvis kommunerne ikke overholder deres budgetter. Det er et indgreb i kommunernes selvstyre, lyder det forudsigeligt fra KL.

Man kan dog også vælge den modsatte tolkning. Hvis kommunerne holder sig inden for rammerne, kan staten blande sig mindre i, hvordan de bruger deres penge. Dermed er vejen banet for mere nytænkning og flere eksperimenter.  

Kommunerne argumenterer med, at de allerede har gang i tiltag, der sidste år betød besparelser i velfærdsudgifterne på 1,7 milliarder kr. Det ændrer dog ikke ved Danmarks tvivlsomme rekord som det land i EU, hvor det offentlige bruger flest penge. De sidste 20 år er udgifterne steget dobbelt så meget som planlagt, og især de sidste to års overforbrug har overbevist også oppositionen om, at højere magter må gribe ind.

Finansministeriets regnedrenge må dog stadig se sig om efter den ultimative triumf: et politisk flertal for regeringens udspil om at fastfryse de offentlige udgifter på 27 pct. af den samlede økonomi mod 29 pct.  i dag.

Forslaget møder modstand fra både DF, S og SF, der dermed stiller sig i vejen for ét af de vigtigste træk i regeringens 2020-strategi. 
 

3. Det danske mobileventyr er slut

Nokia lukker udviklingsafdeling i Sydhavnen

I sidste uge valgte den pressede finske telegigant Nokia at trække stikket til sin danske udviklingsafdeling. Dermed bliver næsten 1.000 højtspecialiserede danske ingeniører og udviklere sat på porten.

Når afdelingen definitivt lukker ved udgangen af 2012, slutter en epoke, hvor Danmark har været blandt verdens førende lande inden for udvikling af mobiltelefoner.

De berørte medarbejdere vil blive tvunget til at finde arbejde i andre brancher eller forlade Danmark. En række andre store aktører på det globale telemarked har nemlig skåret ned i Danmark det seneste årti. I 2004 måtte Pandrup-virksomheden Flextronics, en af Danmarks største it-virksomheder med over 1.000 medarbejdere, dreje nøglen om, da storkunden Siemens flyttede produktionen til et lavlønsland. Siden er udviklingsjobbene fulgt efter i en lind strøm. De seneste år har televirksomheder som Ericsson, Motorola og Texas Instruments nedlagt hundredvis af danske udviklingsjob.

”Nokias fyringsrunde er i praksis en nulstilling af hele den danske mobilbranche, der engang var pioner inden for området,« siger chefkonsulent i DIs branchefællesskab ITEK, John Kristensen, til Berlingske. “Teknologiudvikling til mobiltelefoner vil, set med forsknings- og udviklingsmæssige øjne, være en kompetence, der ikke er til stede i Danmark inden for et år,” siger han.

Ifølge Ingeniørforeningens formand, Frida Frost, øger Nokias beslutning presset for at finde ud af, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. ”Beslutningen bør give genlyd på Christiansborg,” siger hun.

Ifølge økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er det i første omgang regeringens plan at samarbejde med Nokia om at få de berørte medarbejdere hurtigt videre i anden beskæftigelse.

Nokia har afsat et større millionbeløb til blandt andet at stille risikovillig kapital til rådighed for medarbejdere, som vil starte egen virksomhed. Der vil også blive afsat penge til et styrket samarbejde med danske forskningsmiljøer.

4. Italiener favorit som ny ECB-chef

Draghi forventes at videreføre Trichets linje

Umiddelbart kan der synes at være lang vej fra den nålestribede atmosfære i Den Europæiske Centralbanks hovedkvarter i Frankfurt til det kulørte univers i den tyske avis Bild, der hver dag sælges i godt 2,9 millioner eksemplarer. I fredags fik man imidlertid et eksempel på, at afstanden er væsentligt kortere, end man skulle tro.

Mange udlagde det således som nærmest afgjort, at Italiens nationalbankchef, Mario Draghi, bliver ny chef for ECB, efter at han fredag blev afbildet i Bild i en fotomontage med en prøjsisk pikkelhjelm på hovedet og en overskrift, der lød: ”Så tysk er den nye ECB-chef.”

Tidligere på ugen havde regeringer i Frankrig, Italien og Spanien givet udtryk for, at Draghi er en glimrende kandidat til den magtfulde toppost i ECB, der bl.a. fastsætter renteniveauet i eurozonen – et niveau, som bl.a. Danmarks Nationalbank følger slavisk.

Bild citerer kilder tæt på Angela Merkel for, at Tysklands kansler nu også skal have besluttet sig for, at det er Mario Draghi, der skal afløse franskmanden Jean-Claude Trichet, når han fratræder som ECB-chef med udgangen af oktober i år. Merkels talsmand afviste dog officielle kommentarer, og den formelle beslutning skal først træffes ved EU-topmødet i juni.

Bild-artiklen roser den 63-årige Draghi for at tale for virksomhedsreformer, gældsafvikling og udgiftsstyring, ligesom det understreges, at han er en tilbageholdende mand, der ikke bryder sig om festligheder, og som beskæftiger sig med noget så tysk som bjergvandring i sin fritid.

Draghi er uddannet på universiteter i Italien, England og USA, og han har en fortid i både Verdensbanken og i den private amerikanske bank Goldman Sachs.

Når den magtfulde tyske tabloid­avis tillægges en rolle i spekulationerne om, hvem der kommer til at indtage topposten i ECB, skyldes det, at Tyskland er eurozonens suverænt største økonomi, og at den tyske offentlighed af historiske grunde er ekstremt nervøs over for ethvert optræk til, at valuta skulle blive genstand for inflation og dermed tabe værdi.

Seriøse medier som Financial Times og The Economist har også udpeget Draghi som favorit til ECB-posten, og italieneren ventes at føre en lige så konsekvent og konservativ antiinflations-politik, som Trichet har gjort siden 2003.

5. Grænsegængere

Dansk Folkeparti genopliver gammel mærkesag

I ugevis har Dansk Folkeparti tøvende deltaget i forhandlingerne om efterløn og tilbagetrækning – vel vidende at et forlig ikke kan undgå at ramme nogle af partiets kernevælgere ret hårdt. En YouGov-analyse for Mandag Morgen viste, at kun hver femte Dansk Folkeparti-vælger gik ind for at afskaffe efterlønnen.

Derfor har partiet ikke forhandlet af lyst, men af nød – og sat sin lid til, at forslaget om kun at give efterløn til dem, der har arbejdet på fuld tid i 40 år, kunne bringe partiet ud af klemmen. Men Finansministeriet afviser i et notat forslaget med henvisning til, at kriteriet først kan anvendes om 30-40 år, fordi de nødvendige oplysninger endnu ikke registreres. Da reformen skal have effekt senest i 2020, er forslaget ikke anvendeligt.

Kristian Thulesen Dahl spillede i sidste uge et krav på bordet, der gør DFs tilslutning til en aftale afhængig af et krav om at genindføre fast kontrol ved grænserne. Det vil udfordre Danmarks medlemskab af Schengen-samarbejdet, der har fjernet grænsekontrollen internt mellem EU-lande, men styrket kontrollen ved EUs ydre grænser.

Siden 2001 har DF krævet grænsekontrollen tilbage, fordi det bl.a. vil lette kontrollen med smugling af narko og selvfølgelig også mennesker. I marts gennemførte partiet et velbesøgt arrangement for at markere tiårsdagen for fjernelsen af grænsebommene, og partiets hjemmeside er nu prydet med budskabet om, at “der skal være en grænse”. Et synspunkt, som godt 54 pct. af alle vælgere og hele 90 pct. af Dansk Folkepartis vælgere støttede i en meningsmåling i Jyllands­-Posten i januar.

For de fleste mennesker er der ikke den store sammenhæng mellem grænsekontrol og efterløn, men det er der for Dansk Folkeparti. Et ja til en tilbagetrækningsreform vil ramme partiets kernevælgere så hårdt, at der skal kompenseres med gevinster på en anden mærkesag.

Hvor populær grænsekontrollen end er, vil en genetablering få store konsekvenser for grænsependlere og speditører.

Bl.a. af den grund er partiets ønske indtil videre blevet afvist af et stort flertal på Christiansborg, hver gang det er blevet fremsat.

I denne omgang har de Radikale med stor hast gentaget afvisningen med henvisning til den ekstra udgift på flere hundrede millioner kr., det vil koste at genetablere grænsekontrollen.

Et forlig, hvor både Dansk Folkeparti og De Radikale deltager, er ikke blevet mere sandsynligt.