Update - ugens vigtigste begivenheder

Den fortsatte uro i Mellemøsten, stuepige-skandalen i IMF og Danmarks kommende officielle krav på Nordpolen er blandt de aktuelle emner, når Mandag Morgen her præsenterer de fem vigtigste begivenheder fra uge 20:

1. Vestens nødvendige engagement i Mellemøsten

De diplomatiske tommelskruer strammes i Mellemøsten

Der er næppe mange, der  stadig tror på, at regimerne i Mellemøsten og Nordafrika uden videre vil falde som dominobrikker. Efter tre måneders vedholdende demonstrationer står regionen fortsat i brand. Men de vestlige landes omfattende engagement i regionen viser, at de europæiske og amerikanske ledere har erkendt, at man ikke bare kan lade landene sejle deres egen blodsø.

Der blev ganske vist heller ikke i Yemen tale om den hurtige og effektive revolution. Trods flere ugers ihærdigt diplomatisk pres gik aftalen om præsident Ali Abdullah Salehs tilbagetræden i sidste uge i vasken. Men selv om Yemens præsident på 33. år stadig hedder Ali Saleh, peger alt på, at tiden er ved at løbe ud for den yemenitiske stammeleder. Onsdag ringede den amerikanske præsidents terrorrådgiver til Ali Saleh og opfordrede ham på det kraftigste til at underskrive aftalen. Og embedsmænd beretter nu, at USA er begyndt at stramme de diplomatiske tommelskruer yderligere.

Det er alene et spørgsmål om tid, før de autoritære regimer i Yemen og resten af Mellemøsten vil falde. Og de seneste ugers diplomatiske bestræbelser har vist, at den vestlige verden ikke har tænkt sig at vende ryggen til det arabiske forår.

Torsdag holdt Obama sin første store tale om USAs holdning til demonstrationerne. I Libyen fortsætter Nato-styrkerne den militære aktion, og intet tyder på, at de vil trække sig ud foreløbig. Amerikanske embedsmænd har ladet vide, at USA vil stramme sin kritik og udvide de eksisterende sanktioner mod medlemmer af Assad-regimet i Syrien. Dertil kommer en lang række bilaterale diplomatiske forhandlinger i regionens øvrige uroplagede lande.

En række mellemøst-eksperter har opfordret til, at de vestlige lande melder klart ud og øger det politiske pres på de autoritære regimer. De seneste ugers militære og diplomatiske aktioner har vist, at Vestens ledere er villige til at investere den økonomiske og politiske kapital, der er nødvendig.

2. Stuepige-affære åbner for ny verdensorden i IMF

Skal Europa fortsat have monopol på chefposten i Den Internationale Valutafond?

Der er lagt op til en global magtkamp om topposten i Den Internationale Valuta-fond efter at fondens hidtidige leder, franskmanden Dominique Strauss-Kahn, har trukket sig for at kunne bruge al sin tid på at forsvare sig mod en anklage om voldtægt.

De europæiske lande har i G20-sammenhæng tilsluttet sig en målsætning om, at de nye fremstormende lande i verden skal have flere internationale topposter, men det bliver næppe i denne omgang, at Europa giver afkald på chefjobbet i IMF, som man har siddet på siden 1945. Den klassiske globale magtdeling, hvor Europa leder IMF, og USA sidder for bordenden i Verdensbanken, består.

Tysklands kansler, Angela Merkel,  har erklæret, at Europa bør bevare posten. Det gør hun, fordi den store globale pengetank, der har hjemsted i Washington, i øjeblikket spiller en nøglerolle i redningen af de forgældede eurolande Grækenland, Irland og Portugal. En statsbankerot i et af disse lande eller et andet euroland vil bringe euroens overlevelse i fare, og derfor ønsker Merkel at have den tættest mulige forbindelse til ledelsen af IMF.

Ifølge Reuters skulle Merkel have Frankrigs nuværende finansminister Christine Lagarde som en klar favorit.

Det er dog ikke alle, der køber argumentet om, at der er brug for en europæer til jobbet. Traditionelt har IMFs hovedopgaver ligget alle andre steder end i Europa, f.eks. under den asiatiske finanskrise i slutningen af 1990’erne.

Hvis topposten i IMF skulle gå til en ikke-europæer, nævnes tyrken Kemal Dervis, der var finansminister 2001-2005, som et seriøst bud. Han  stod bag finansielle reformer i Tyrkiet og har erfaring med ledelse af store internationale institutioner fra sin tid som chef for FNs udviklingsprogram.

Tyrkiets aktuelle finansminister Mehmet Simsek har sagt, at besættelsen af topjobbet i IMF bør afspejle det faktum, at “verdens centrum flytter fra vest mod øst”.

En anden mulighed kunne være sydafrikaneren Trevor Manuel.

Hvis EU-lande, der tilsammen er de største bidragydere til IMF, kan enes med USA om en kandidat, vil vejen være banet for vedkommende.

Under alle omstændigheder er der brug for at handle hurtigt. Der er brug for et stærkt IMF med styr på sagerne.

3. Danmark trækker våben i kampen om Arktis

Danmark gør klar til at blive den første nation til officielt at gøre krav på Nordpolen

”Kongeriget ventes at gøre krav på kontinentalsoklen ved fem områder omkring Færøerne og Grønland, heriblandt selve Nordpolen”.

De linjer fik i sidste uge den samlede internationale presse til at spærre øjnene op. For de kommer fra et udkast til en fælles dansk-grønlandsk-færøsk strategi for de næste ti års udvikling i Arktis, som dagbladet Information er kommet i besiddelse af. Og hvis de fremsættes, gør de Danmark til den første nation, der officielt gør krav på Nordpolen, der er et af de sidste områder i verden, der endnu ikke ejes af nogen. Danmark, Norge, Canada, USA og Rusland blev ellers i sommeren 2008, i den såkaldte Ilulissat-erklæring, enige om at stoppe slagsmålet om Nordpolen og ved en geologisk undersøgelse fastslå det retmæssige ejerskab. En sådan forventes først at ligge klar i 2014 og skal i øvrigt afgøres af FNs Havretskonvention. I den forbindelse er det interessant, at Danmarks kommende Arktis-strategi, som tilsyneladende blev lækket via et notat fra Arktisk Råds nylige møde i Nuuk, vil blive offentliggjort allerede i næste måned.

Udenrigsminister Lene Espersen, der er formand for Artisk Råd, har ikke ønsket at kommentere udkastet før offentliggørelsen. Dog skriver hun i en e-mail-kommentar til Information: “Vi følger ganske nøje de fælles internationale spilleregler og indgiver selvfølgelig alle krav, som vi mener, at vi kan dokumentere som vores.”

Sagen er pikant, da de øvrige nationer i Arktisk Råd naturligvis også har stor interesse i Nordpolen og store dele af det øvrige Arktis. Området rummer nemlig store forekomster af mineraler, olie og andre råstoffer. Og den stadig hastigere afsmeltning af ismasserne gør adgangen til naturværdierne mere tilgængelig, ligesom nye værdifulde fragtruter mellem Asien og Europa åbner sig.

Rent geologisk vil Nordpolens tilhørsforhold afgøres af, hvordan de undersøiske bjergkæder i området forløber. Konkret handler det om at bevise, hvilket kontinent den såkaldte Lomonosovryg er en naturlig forlængelse af.

4. Politiske forhandlinger helt ind i danskernes hjem

Billigere håndværkere og hjemmehjælp skal understøtte økonomien

Sidste uges politiske forhandlinger har med forslag om au pairs til pensionister, skattefradrag til hushjælp og håndværkere samt højere straf for hjemmerøverier haft et bemærkelsesværdigt fokus på danskernes private hjem.

Mens den såkaldte tryghedspakke bl.a. skal mindske risikoen for, at danskerne kommer til at stå ansigt til ansigt med en hjemmerøver, skal BoligJobplanen gøre det billigere at hyre professionelle håndværkere og rengøringshjælp i de private hjem. Planen vil indføre et skattefradrag for hjælp og istandsættelse i hjemmet.

De politiske kommentatorer har udråbt tryghedspakken som en del af betalingen til Dansk Folkeparti for at lægge stemmer til at skære i efterlønnen. I forlængelse af det må BoligJobplanen nærmest betragtes som en belønning til danskerne for at tage forringelsen af efterlønnen og pensionen så pænt, som det lader til at være tilfældet.

Men den er også mere end det. BoligJobplanen skal sætte gang i beskæftigelsen og væksten ved at gøre sort økonomi til hvid økonomi. At planen samtidig vil købe familierne mere tid i hverdagen, da det allerede fra næste måned skal være billigere at få lagt fliser på terassen og pudset vinduer, får økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen til at betragte initiativet som en win-win-situation.

I en tid med valgrygter og fløjdueller roser selv Socialdemokraterne regeringens initiativ, som de mener, kan skabe job til faglærte og ufaglærte arbejdsløse. Svenske erfaringer med en lignende ordning viser da også, at det, i sidste ende, giver penge i statskassen.

Men intet i dansk politik skal gå så nemt. Udviklingsminister Søren Pind sætter planen på prøve. Mens regeringen og oppositionen arbejder på at øge beskæftigelsen hos hjemmeservicefirmaer, går Søren Pind den modsatte vej med sit forslag om brug af au pairs til pensionisters rengøring i hjemmet. Det har fået Rengøringsselskabernes Branche- og Arbejdsgiverforening til at rase, da de mener, at forslaget vil gå ud over de danske rengøringsfirmaers konkurrenceevne. Deres ansatte kan ikke konkurrere med 30 timers ugentlig rengøring til de 3.050 kr. per måned, som en au pair koster. Det vil gå ud over rengøringsvirksomhedernes omsætning og kan betyde fyringer af de ansatte, mener de.

5. Syv danske banker under kreditpres

Internationale analytikere sænker kreditvurderingen på syv danske banker

Syv danske banker måtte fredag se vurderingen af deres kreditværdighed nedjusteret af det internationale kreditvurderingsbureau Moody’s. Danske Bank, Nordea, Jyske Bank, Sydbank, Spar Nord Bank, Ringkjøbing Landbobank og Banknordik må alle indstille sig på, at det bliver dyrere for dem at låne penge på de internationale markeder den kommende tid.

Nedjusteringen kommer som en direkte følge af Amagerbankens krak tidligere på året. Eller rettere sagt af politikernes vilje til at lade banken krakke. På trods af at det netop er idéen med den såkaldte Bankpakke III ikke at holde kunstigt liv i døende banker, så regnede analytikerne hos Moody’s alligevel med, at staten nok skulle træde til med hjælp til alvorligt skrantende banker og betale regningen efter dem fuldt ud, så aktionærer og kreditorer blev holdt fri for tab.

Men det skete ikke på Amager. Man lod falde, hvad ikke kunne stå,  med tab til følge, og selv om det har skabt rystelser på de internationale finansielle markeder og lagt pres på den samlede banksektors lånemuligheder, så har den danske model også mødt anerkendelse i udlandet.

“Den danske udvikling er sund. Den viser, at man tager en risiko, når man investerer i en bank, og at man kan tabe sine penge. Det er nødvendigt, og vi vil forhåbentlig se den samme tilgang fra EU – det vil vi argumentere for fra svensk side,” lyder det fra Martin Andersson, chef for det svenske Finanstilsyn.

Problematikken har klare paralleller til den aktuelle diskussion om gældssanering i Grækenland. I dag lever landet på IMF- og EU-garantier, uden at det reelt har løst de store problemer. Den situation kan ikke fortsætte. En del kreditorer må ganske enkelt se deres tab i øjnene for at landet kan komme videre med en reel genopbygning af økonomien.

Banksektoren anerkender da også, at man ikke kan fortsætte i tid og evighed med statsgaranti i ryggen. Og Bankpakke III er isoleret set fornuftigt konstrueret, mener man. Problemet er bare, at finansiel forretning rækker langt ud over det enkelte lands grænser i den globaliserede verden.

“Bankpakke III har i princippet rigtige egenskaber, men den danske enegang i implementeringen giver store udfordringer for den danske banksektor. Virkningen af bankpakke III understreger nødvendigheden af, at reguleringen af den finansielle sektor skal baseres på internationale regler,” siger Finansrådets direktør, Jørgen Horwitz.