Update - ugens vigtigste begivenheder

Terrorangrebet i Norge, sultkatastrofen på Afrikas Horn og den globale økonomiske krise er blandt de aktuelle emner, når Mandag Morgen her præsenterer de vigtigste begivenheder fra sommeren:

1. Norges sorg, Breiviks terrormord

Den ideologiske kamp om fortolkningen af Utøya

Breiviks terrorattentat i Oslo og brutale mord på Utøya gør den 22. juli til en symbolsk skæringsdato, på samme måde som 11. september er blevet det. For altid bliver der tale om et ‘før’ og et ‘efter’.

Den norske massemorders erklærede modstand mod det multikulturelle samfund og de blodige konsekvenser ser ud til at ændre den måde,  debatten om multikulturalisme, indvandring og islam føres på.

“Jeg tror, vi alle allerede har ændret adfærd, og vi kommer ikke til at blive de samme igen,” siger lederen af Fremskrittspartiet i Norge, Siv Jensen. Også Sverigesdemokraterne og sågar Marine Le Pens franske Front National har opfordret til forsigtighed.

Dermed kan Breiviks aktion ende med at skade den sag, han har ønsket at fremme. Som Dansk Folkepartis Søren Krarup har formuleret det: “Breivik er en katastrofe. Han er en forbryder, men også en psykopat, som med sin fuldstændig forrykte sammenblanding af alle mulige ting nu bidrager til at kompromittere det hele.”

Ellers afviser Dansk Folkeparti de mulige lighedstegn mellem en hård retorik og massemordet i Norge, og man kalder det en gal mands værk. Partiformand Pia Kjærsgaard, fastholder, at det er et indgreb i ytringsfriheden, hvis hun eller andre skal ændre på begreber og tone. Men der findes en grænse, erkender hun.

Og den skrev debattøren Sørine Godtfredsen sig åbenbart ind over, da hun i en kronik i Berlingske afviste enhver sammenhæng mellem Breiviks handlinger og en kontant debatform, for i stedet at placere hovedansvaret hos de multikulturalister, som Breivik hadede: “Han bliver til det menneske, der vil bremse den evige relativering af det, vi selv kommer af, og som derfor begynder at slås. Dermed illustrerer han, at det for det første er livsfarligt at manipulere med menneskenes kulturelle identitet.”

En læserstorm i Berlingske og vrede kommentarer i Politiken ramte straks Godtfredsen, og det understregede, at Breivik-massakren også er blevet en ideologisk kampplads.

I stedet for at reducere handlingen til ren galskab har en stribe europæiske intellektuelle søgt at reflektere over årsagerne og konsekvenserne.

Den svenske forfatter Henning Mankell har sagt, at Breiviks handling om ikke andet modbeviser de højreekstremister, der siden 11. september har påstået, at  “terror altid er synonymt med den islamiske tro”.  I et interview til ugemagasinet Der Spiegel, siger Mankell, at “den morderiske handling er et udtryk for et oprør mod det globaliserede samfunds kompleksitet”, og han maner til forsvar for det åbne samfund. Det samme gør Norges socialdemokratiske statsminister Jens Stoltenberg, hvis popularitet i den norske befolkning er steget kraftigt i de sidste par uger. Stoltenberg har lovet, at Norge vil møde terrorismen med mere åbenhed og mere demokrati.

2. Afrikas stille sult

Nødhjælp er kun første fase i verdenssamfundets krisehjælp

Det er langtfra alle katastrofer, der er umulige at forudse. Når det gælder sultkatastrofen på Afrikas Horn, har ulykken været ventet i måneder, hvis ikke år.

Uroen i Somalia har stået på siden 1991, hvor krigsherrer væltede centralregeringen. Og tørken, der unådigt har dræbt den afmægtige befolknings afgrøder og dyr, har varet ved siden november sidste år.

Alligevel vågnede verdenssamfundet først op i sidste måned, da det blev klart, at over 12 millioner mennesker risikerer at dø.

Selv om luftbroen med nødhjælp  er kommet op i gear, er ressourcerne langtfra tilstrækkelige. Ifølge FN er det ikke en gang lykkedes at indsamle halvdelen af det beløb, der skal til for at brødføde befolkningen i de sult­ramte områder bare tre til fire måneder endnu.

Selv hvis det skulle lykkes at forhindre hungersnøden i at brede sig mere, end den allerede har gjort, vil det næppe løse problemerne på længere sigt. Globale klimaændringer vil gøre regnfattige perioder hyppigere og mere ekstreme. Kombineret med stigende fødevarepriser og politisk kaos giver det kontinentet udsigt til  katastrofe efter katastrofe i de kommende mange år.

Lige nu er prioriteten naturligvis at redde menneskeliv. Men på længere sigt må verdenssamfundet tage stilling til, hvordan regionen hjælpes ud af det inferno af politisk kaos, militsdominans og vold, der også i fremtiden kan lægge kimen til menneskeskabte sultkatastrofer.

Hverken FN eller resten af verden kommer uden om at forholde sig til katastrofens politiske implikationer. For den humanitære krise på Afrikas Horn vil ikke løse sig selv.

3. Det amerikanske teselskab

Gældsaftale er en stakket frist

Først var der lettelse, da den amerikanske Kongres på falderebet vedtog den gældsaftale, som Demokraterne og Republikanerne har ført nervekrig om hele sommeren med det rebelske teselskab som ustyrlige bisiddere. Præsident Barack Obama fik lov til at hæve gældsloftet med 2.400 milliarder dollar i to omgange, og Republikanerne fik opfyldt deres krav om besparelser på 1.000 milliarder dollar over de næste ti år. Men efter den første lettelse har bekymringerne indfundet sig. USA kører stadig på første klasse, men det sker på lånt tid.

Obamas autoritet som præsident er svækket, fordi han ikke kunne sætte sig stærkere igennem i forhandlingerne, og analytikerne ser en splittet Kongres, der lader et udvalg forhandle videre til november for at finde yderligere 1.500 milliarder dollar via skattereformer og andre justeringer.

USAs fundamentale økonomiske problemer står stadig uløste tilbage. Vækstmotoren og jobskabelsen er ved at gå i stå, og nobelprisøkonomen Paul Krugman har på den baggrund efterlyst flere økonomiske stimuli: “Politikerne har været besat af budgetunderskuddet, selv om det reelle problem er manglen på vækst,” skriver han i New York Times.

Det liberale ugemagasin The Economist har efterlyst en anden løsning: Mere ekspansiv finanspolitik på kort sigt, kombineret med ambitiøse strukturreformer, der over tid nedbringer sundhedsudgifterne og pensionsforpligtelserne, som i de kommende år vil stige mærkbart.

Uanset hvad tyder alt på, at Kongressens gældsaftale kun er en stakket frist. Ifølge Kongressens budgetkontor er der hvert af de næste 75 år brug for at spare eller inddrive ekstra skatter svarende til 8,3 pct. af det amerikanske bruttonationalprodukt, hvis man skal undgå, at den amerikanske statsgæld vokser. Det vil med andre ord kræve besparelser/ekstraindtægter, der er mere end tre gange så store som dem, Kongressen aftalte i mandags.

4. Europa under pres – økonomisk og politisk

Eurokrisen rykker fra periferien og ind i centrale lande som Italien og Spanien

Land for land har markedet gennem den seneste måned testet eurolandenes vilje til at stå sammen og redde en række udsatte landes økonomi. Eurokrisen har flyttet sig fra mindre og perifere lande til store og økonomisk betydningsfulde. Hvor det først var lande som Irland, Portugal og Grækenland, er det nu Spanien og Italien, der testes.

Men der er lang afstand mellem de skrantende økonomiers behov for støtte og politikernes lyst til at give den. Mange vælgere spørger i tiltagende grad til rimeligheden i, at de skal betale regningen for lande, der har misrøgtet den økonomiske politik i en årrække. Topledere som Angela Merkel og Nicholas Sarkozy har med bekymring fulgt udviklingen i Finland, hvor vælgerne ved forårets valg femdoblede protestpartiet De Sande Finners stemmetal efter en kampagne, hvor partiet havde undsagt Finlands bidrag til den portugisiske hjælpepakke.

Da eurolandenes topchefer i juli vedtog endnu en hjælpepakke til Grækenland, skete det på et tidspunkt, hvor flere og flere i alvor diskuterede en opløsning af eurosamarbejdet.

Den græske pakke giver landet et pusterum. Men det er værd at hæfte sig ved, at pakken skal godkendes i samtlige 17 eurolandes parlamenter, før den kan træde i kraft, og det er endnu ikke sket på grund af sommerferie i mange landes parlamenter. Net­op derfor sendte en bekymret formand for EU-Kommissionen, Jose Barroso, et brev til statslederne  og opfordrede dem til at fremskynde godkendelsen, så redningen kan iværksættes.

Men selv om det lykkes at fremskynde godkendelsesprocessen, kan det hurtigt vise sig, at pakkens muligheder for at understøtte økonomien i Spanien og Italien slet ikke er på niveau med behovet. Der kan hurtigt blive behov for endnu flere penge.

Krisen har presset Den Europæiske Centralbank til at benytte redskaber,   som før var utænkelige og stærkt føderalistiske – ikke mindst opkøb af statsobligationer.  Samtidig diskuteres behovet for at rejse ny kapital ved at udstede fælles euro-obligationer. Hvor utiltrækkende den udvikling end måtte være, kan alternativerne – efterhånden som euro-krisen breder sig – være værre.

5. Murdochs mediemæle

Den engelske tabloidskandale tipper balancen mellem medier og politikere

”Ingen store beslutninger blev nogensinde taget i Downing Street nr. 10 uden at indberegne reaktionerne fra tre mænd – finansminister Gordon Brown, vicepremierminister John Prescott og Rubert Murdoch”. Sådan har Tony Blairs tidligere medierådgiver Lance Prince engang fortalt.

Britiske toppolitikere fra Margaret Thatcher til David Cameron har alle plejet tætte forbindelser til Murdochs medieimperium. De fik positiv omtale og gav politiske tjenester retur. Noget for noget. Og selv om relationerne var kendt, stillede kun få spørgsmålstegn ved rimeligheden i presse-politiker-forholdets logik.

Efter den seneste måneds aflytningsskandaler fra den engelske tabloidavis News of the World tyder meget på, at den æra, hvor magt over medierne kan veksles til politisk magt, inden længe vil være forbi. Skandalen, der den sidste måned har bragt flere nuværende og tidligere medarbejdere juridiske sager på nakken, vil ikke alene få konsekvenser for moderselskabet News Corp. og Rupert Murdoch selv, men for hele det tvivlsomme samspil mellem de britiske medier og det politiske system.

Trods mange års anklager om systematisk aflytning var det først aflytningen af det 13-årige mordoffer Sarah­ Payne, der for alvor fik mediemøllen til at kværne. Men selv om Murduch forsøgte at lægge låg på sagen ved at nedlægge den 168 år gamle avis, er beslutningen af analytikere alene blevet vurderet som en kynisk kalkule. De engelske parlamentarikere lader ikke mediemogulen slippe så let.

I USA finkæmmer man nu Murdochs imperium for lignende praksis. Og skulle det lykkes at finde flere hår i suppen, vil det næppe længere kunne tilskrives den særlige aggressive kultur i den britiske presse. De ufine metoder vil blive tolket som en ledelsesbeslutning, og det kan koste flere hoveder – også øverst i den magtfulde organisation.

6. Wake-up call til dansk klimapolitik

Sommerens skybrud skabte endnu engang Venedig-lignende tilstande i Københavnsområdet

I teorien kommer ekstreme skybrud som det, der den første weekend i juli indledte danskernes sommerferie, kun én gang hvert 100. år. Problemet er bare, at vi så sent som sidste år havde et “statistisk sjældent” skybrud, der var næsten lige så voldsomt. Og i 2007 sendte et lignende uventet regnskyl villaveje under vand og bragte flere jernbanebroer i fare for sammenstyrtning. Den eneste statistisk holdbare tendens i de tre “sjældne” vejrepisoder ser ud til at være, at vejrforholdene bliver stadig voldsommere.

Sommerens skybrud antog “historiske dimensioner”, da det på blot et par timer sendte lige så meget nedbør ned over Københavnsområdet, som der normalt falder på to måneder. Mange københavneres kældre stod under vand. Tusinder stod pludselig uden strøm og faste telefonforbindelser, herunder Københavns Politi. Vejdirektoratet lukkede flere af Københavns motorindfaldsveje, og DSB aflyste store dele af togdriften.

Forsikringsselskaberne er “kloge af skade” begyndt at tilpasse deres forsikringer og præmier efter, at de statistisk sjældne skybrud fremover vil falde stadig hyppigere og kraftigere. Efter al sandsynlighed på grund af den tiltagende globale opvarmning. Flere kommuner og politikere har, i kølvandet på det københavnske vandkaos, også set sommerens “historiske” skybrud, som et wake-up call for at få gang i en smølende klima- og især klimatilpasningspolitik. De fleste kommuner har et gigantisk investeringsefterslæb, når det gælder bl.a. kloakering og dræn, der kan håndtere de stigende vandmasser.

“Vi har meget hurtigere end ventet haft flere situationer med ekstremregn. Vi må nu styrke beredskab og varslingssystemer og se, hvordan vi kan forebygge bedre,” udmelder Jon Pape, centerchef for Park og Natur ved Københavns Kommune. Og Århus Kommune melder, at den vil intensivere indsatsen mod “monsterregn” for at undgå “københavnske tilstande”.

Juli måneds store regnskyl ser endda ud til at sætte spor i den kommende valgkamp. Både S og SF melder således, at klimapolitikken får en tiltrængt saltvandsindsprøjtning, hvis rød blok kommer til fadet. Som SF- politikerne Jonas Dahl og Karina Lorentzen udmeldte i et læserbrev kort efter regnskyllet: “Danmark har behov for en ny regering, der anerkender klimaudfordringerne og beskytter danskerne bedre.”

7. Regionernes skæbnevalg

Skal regioner leve eller dø? S og V har forskellige svar

Uanset hvem der vinder det kommende folketingvalg, står regionerne over for store forandringer. Lars Løkke Rasmussen er klar til at nedlægge regionerne og gøre sygehusene til selvejende institutioner under staten, mens Thorning-Schmidt vil udvide opgaverne ved at overlade dem ansvaret for flere områder, som f.eks. det specialiserede socialområde og miljø­området, som i dag ligger i kommunerne. Begge modeller vil betyde store ændringer af den kun fire år gamle strukturreform.

Ideen om at nedlægge regionerne blev født af Dansk Folkeparti. Partiet har ligesom De Konservative længe været modstandere af regionerne. Det nye er, at Venstre ikke længere kategorisk afviser tanken, og at et samlet VKO-udspil om emnet er nu på vej.

Det er dog svært at finde dokumentation for, at staten skulle være bedre og billigere til at styre sygehusene. Erfaringerne fra Norge har nærmest vist det modsatte. Samtidig risikerer Venstre at udløse et rivegilde i sit kommunale og regionale bagland, som har store interesser på spil i sagen. Og intern ballade om vælgernes højest prioriterede valgtema, sundhedspolitikken, er ikke ligefrem opskriften på valgsejr.

8. Milliard-spekulation i kommunerne kortlagt

Danske kommuner har gamblet vildt med komplekse swap-aftaler og højrisikable valutalån

Danske kommuner gambler med gæld for milliarder gennem komplekse swap-aftaler med banker og højrisikable lån i schweizerfranc. Det viser den første officielle undersøgelse af spekulation på rådhuse landet over.

Samlet løfter undersøgelsen sløret for spekulation for 9,2 milliarder kr. Undersøgelsen blev igangsat efter Mandag Morgens afdækning af omfattende kommunal brug af avancerede swap-aftaler, og ministeriet vars­ler nu forbud mod de mest komplekse gældsaftaler og valutalån.

Hvor dyrt et bekendtskab swaps kan blive, ved man i Furesø, hvor man står tilbage med en regning på 300 millioner kr.: “Personligt er jeg meget glad for, at vi snart er ude af denne type spekulative forretninger – det er jo reelt at gamble med pengene,” siger borgmester Ole Bondo Christensen.

Kommunerne har kastet sig ud i gældspekulationen uden anden rådgivning end den, de har fået fra de banker, som har solgt dem de farlige finansielle produkter. Kun 6 ud af 10 kommuner anvender uvildige finansielle rådgivere.

9. Pandoras kollaps ryster hele børsen

Smykkefirmaets nedtur svækker tilliden til selskaber og bankerne bag dem

Pandora chokerede torsdag sidste uge børsens investorer med meldingen om, at firmaets salg af smykker er i frit fald. Aktien faldt brat med 70 pct., og 14 milliarder kr. forsvandt på 10 minutter.

Men kollapset har konsekvenser langt ud over smykkefirmaet og dets investorer. Det berører den grundlæggende tillid til andre selskabers direktioner og bestyrelser. For ikke at tale om bankernes analytikere, der har rost Pandora  og anbefalet deres kunder at købe ind af aktier i selskabet. Et ukønt blame-game er allerede indledt, men det er svært at komme uden om, at ansvaret er kollektivt.

Samtidig giver det anledning til at stille spørgsmålstegn ved, om bankerne bag børsnoteringen sidste år, dengang satte værdien korrekt. 

Bankerne J.P. Morgan, Goldman Sachs, Morgan Stanley og Nordea tjente 84 millioner kr. på opgaven.

10. Gigantisk internettyveri afsløret

Kina under mistanke for historisk stort hackerangreb

Sikkerhedsfirmaet McAfee offentliggjorde i sidste uge, at 72 myndigheder, organisationer og virksomheder verden over har været udsat for systematisk hacking de seneste 6 år. Herunder nationalt og internationalt følsomme organisationer, som regeringsapparatet i USA, Taiwan, Canada, Sydkorea og Vietnam, FN og Den Internationale Olympiske Komite (IOC). Desuden er flere virksomheder inden for strategiske områder, som kommunikation, energi og forsvarsteknologi blevet hacket. Bl.a. et dansk “satellit-kommunikationsfirma”, som har den tvivlsomme ære at være det eneste skandinaviske offer - og i øvrigt ét af kun 6 europæiske ofre – i det omfattende cyberangreb.

Operation Shady Rat – direkte oversat “lysky rotte” – har McAfee døbt angrebet, der beskrives som historiens hidtil største hackerangreb. Hackerne har åbnet en bagdør til følsom og ofte højt sikret information. Angrebet understreger vigtigheden af, at de ofte tekniske spørgsmål om cybersikkerhed ikke nedprioriteres, hverken af politikere eller virksomhedsledere.

Det er endnu uvist, hvem der står bag angrebene. Men på grund af metoden, omfanget og ofrene vurderer McAfee det meget sandsynligt, at “en statslig aktør” står bag angrebene.

Officielt tør sikkerhedsfirmaet ikke gætte på, hvilken nation der står bag. Det gør til gengæld den amerikanske tænketank CSIS: “Alt peger på Kina,” erklærer sikkerhedsekspert Jim Lewis fra CSIS overfor Reuters. Han mener, at Beijing, som i øvrigt ikke selv figurerer på listen over ofre, sagtens kunne mistænkes for at have særlig interesse i såvel ofrene som de stjålne data. For eksempel blev IOC og flere olympiske komitéer hacket i opløbet til De Olympiske Lege i Beijing i 2008, og såvel Taiwan, Sydkorea og Vietnam, hvor en stor del af ofrene kommer fra, hører ikke ligefrem til Kinas perlevenner. Kina, som også mistænkes for sidste års store hackerangreb på bl.a. Google, afviser alle anklager om hackerangreb. De kommende måneder vil nationale myndigheder efterforske de forskellige sager.