Update - ugens vigtigste begivenheder

Den kaotiske optakt til det forestående folketingsvalg, vedtagelsen af Bankpakke 4 og nødvendigheden af fortsat vestlig militær tilstedeværelse i Libyen efter Gaddafis fald er blandt de aktuelle emner, når Mandag Morgen her præsenterer de fem vigtigste begivenheder fra uge 34:

1. Værst fra valgstart

Kaotisk optakt gør det svært for Løkke at genvinde magten

Drejebogen lå klar. Manuskriptet var skrevet. Og annoncerne fyret af. Nu skulle det længe ventede valg udskrives – og det blev det. Men det var mildest talt ikke på den måde, som stod skrevet i drejebogen. Og Lars Løkke Rasmussen har i løbet af den sidste uge ikke gjort det lettere for sig selv at genvinde magten ved valget den 15. september.

Hidtil har Lars Løkke Rasmussen afvist alle tanker om en vækstpakke. Han ville heller ikke fremrykke offentlige investeringer, som Socialdemokraterne og SF foreslog. Gang på gang slog han fast, at der var sat to tykke streger under Danmarks økonomi frem mod år 2020. Men pludselig skiftede han holdning og skruede en ny vækstpakke sammen – bl.a. baseret på offentlige investeringer.

Løkkes store lanceringsplan blev ikke alene forpurret af Socialdemokraterne. De stjal ideen om boligpakken og foreslog et nationalt kompromis, så Løkke i al hast måtte præsentere sin plan fra en skrattende mobiltelefon direkte på tv. Det lykkedes ham heller ikke at få et forlig med Dansk Folkeparti om boligpakken. De forhandlinger brød sammen fredag.

Hvis Løkke virkelig mente, at det var så vigtigt at få pakken færdigforhandlet før et valg, må det være en alvorlig svækkelse for ham at gå til valg på en åben splittelse om en så central del af regeringens politik.

Løkke har også gentagne gange slået fast, at det lysnede for dansk økonomi. Regeringen havde et fast greb om rattet, mens Socialdemokraterne og SF bare ville betale gæld med øget gæld. Men den kuldsejlede boligpakke er også finansieret ved øget gæld. Og med sit nye finanslovsudspil i sidste uge erkendte regeringen selv, at Danmarks underskud på de offentlige finanser vil vokse til 85 milliarder kr. til næste år. Det vil være det største i mands minde og langt over EUs smertetærskel.

Stort set samtlige meningsmålinger spår stort rødt flertal efter valget. Det vil kræve et imponerende comeback af Lars Løkke Rasmussen at genvinde magten på samme måde, som det lykkedes Poul Nyrup ved det nervepirrende valg i 1998. Med den kaotiske optakt har Løkke ikke gjort sin opgave lettere.

2. Ikke to streger under finansloven

Der er risiko for hård opbremsning i 2012, når valget er overstået

Danmarks underskud på statsbudgettet vil vokse markant med det finanslovsforslag, som regeringen fremlagde onsdag. Ifølge regeringens egne skøn vil det offentlige underskud stige til knap 85 milliarder kr. i 2012.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen siger, at regeringen stadig har “styr på pengene”, fordi den har udvist “rettidig omhu” – ikke mindst med forårets tilbagetrækningsreform.

Og netop tilbagetrækningsreformen bliver stadig vigtigere, uanset hvilken kulør regeringen får efter valget. Når man dykker dybere ned i forslaget og den tilhørende økonomiske redegørelse, tegner der sig nemlig et billede af et land, der rent økonomisk stander i våde. I 2013 bliver der behov for en voldsom opbremsning, hvis Danmark skal overholde EUs krav. Sådan lyder vurderingen fra tidligere overvismand, professor Torben M. Andersen og flere andre økonomer.

Men udfordringen kan meget vel blive endnu større.

Regeringens prognose for væksten ligger i den positive ende med 1,8 pct. Men hvis det aktuelle globale tilbageslag slår igennem kan Danmark i 2012 stå i en meget ubehagelig situation med markant lavere vækst.

Hvis væksten i det negative scenarie ender omkring 0,5 pct., vil det på dramatisk vis forværre underskuddet på den offentlige saldo til 118 milliarder kr. og sende bruttoledigheden op nær 200.000. I den situation er der ikke sat to streger under noget som helst. Både de borgerlige partier og S-SF vil være tvunget til at lave historisk store velfærdsreformer og udtænke langt bedre vækststrategier end dem, der hidtil har været fremlagt.

Der føres en meget ekspansiv finanspolitik. Men der er stadig ikke en klar strategi for, hvordan væksten genskabes i Danmark på længere sigt. Regeringen satser på, at de ekstra statslige stimulanser kan “holde en hånd under familiernes økonomi” resten af året. Men de strukturelle økonomiske udfordringer og reformkravene vil efter alt at dømme vokse i de kommende år.

3. Blokkenes boligfix

Politikerne kappes om at bestikke boligejerne – men forslagene er økonomisk perspektivløse

Økonomerne var bestemt ikke imponerede, da regeringen tirsdag præsenterede en vækstpakke på 10,8 milliarder kr., hvor over 60 pct. af statens stimulanser går til boligkøberne. Der var snarere tale om en bolighjælpepakke end en egentlig vækstpakke.

En stribe økonomer har kaldt forslagene perspektivløse, og de tvivler på, at det vil stimulere væksten afgørende. Alligevel er Socialdemokraterne og SF, der i weekenden kom regeringen i forkøbet med et boligudspil, stort set enige i, at der er behov for at et quick-fix til boligmarkedet.

Ingen af parterne turde tilsyneladende gå til valg uden først at have bestukket boligejerne. De er belært af historien: I sidste valgkamp vandt Venstre masser af stemmer i slutspurten på at køre en målrettet kampagne blandt landets boligejere.

Spørgsmålet er bare, om det er den rette medicin for landets økonomi.  Regeringens eget skøn på pakkens væksteffekt er 0,3 pct. af bruttonationalproduktet i 2012-13, måske giver det 6-8.000 nye job. Men det er forsvindende lidt i det store samfundsøkonomiske regnestykke. Gevinsten af vækstpakken er i realiteten allerede spist op. Flere danskere har mistet deres job under de økonomiske op­stramninger end antallet af håndværkere og truede ejendomsmæglere, der nu kan håbe på lidt bedre tider.

Ingen ved endnu, om stimulanserne vil gøre en mærkbar forskel på boligmarkedet. Boligkøberne ændrer måske ikke adfærd for 20-30.000 kr. i lavere transaktionsomkostninger, hvis de frygter fremtidige boligprisfald, der er meget større. Danskerne frygter en forværret økonomisk krise, de aner fortsat faldende boligpriser i fremtiden, og de oplever stor usikkerhed om de politiske rammevilkår.

Der er derfor stor sandsynlighed for, at politikernes “vækstpakker” ender som det, Handelsbankens cheføkonom, Jes Asmussen, kalder for “kortsigtede hovsa-løsninger”.

De fundamentale udfordringer i dansk økonomi er stadig uløste. Nogle få hundrede millioner kr. til grønne vækstteknologier og 3,2 milliarder kr. til fremrykkede offentlige investeringer i nye veje er næppe en sikker opskrift på “holdbar vækst”. Eller som DIs direktør, Karsten Dybvad, nøgternt siger, er der “samlet set ikke meget i pakken, der styrker de grundlæggende vækstvilkår”.

4. Bankpakke igen-igen

Bankpakke 4 skal forhindre bankpakke 3 i at sende Danmarks banksektor til tælling

I foråret meddelte statsminister Lars Løkke Rasmussen, at der ikke ville komme flere bankbakker. Men i sidste uge landede regeringen endnu en. Denne gang indgået på rekordtid, godt presset af slutspillet om regeringens vækstudspil, “Holdbar Vækst” og de rumlende valgtrommer. Det er den fjerde danske bankpakke, siden finanskrisen kulminerede med Lehman Brothers-kollapset i efteråret 2008.

Bankpakken skal afhjælpe et akut problem: Bankaktierne rasler ned, og lån mellem bankerne er atter ved at sande til. Samtidig udløber de ekstraordinære statsgaranterede lån, der blev uddelt med bankpakke 2, snart. Det truer nu med at føje flere banker til de i alt 11 bankkrak, Danmark har lagt grund til siden Lehman-kollapset. Alene siden bankpakke 3 trådte i kraft i oktober 2010, er både Amagerbanken og Fjordbank Mors krakket. Med bankpakke 3 blev det nemlig muligt lynhurtigt at lukke en bank ved bl.a. at pålægge kreditorer større risiko. Som nær de eneste i Europa kan kreditorer i danske banker tabe penge på et bankkrak. Og det er netop, hvad der er sket i Amagerbanken og Fjordbank Mors.

Det forhold har siden fået udenlandske kreditvurderingsinstitutter til at nedgradere danske banker. I dag er det derfor praktisk talt umuligt for specielt mindre banker at låne penge i udlandet. Bankpakke 4 er sat i søen for at dæmme op for den mistillid, bankpakke 3 har skabt. Med bankpakken vil den danske stat sende et signal til udlandet om, at den ikke vil lade flere banker krakke. Det skal ske ved at udpege strategisk vigtige banker, der er “to big to fail”, og som staten derfor vil stå bag med en finansiel redningskrans. Et ekspertudvalg skal nu definere kriterier for udvælgelsen af disse banker. Men alt peger på, at det vil omfatte 3-4 af Danmarks største banker, som Danske Bank, Nordea, Sydbank og Jyske Bank.

Derudover vil staten gøre det attraktivt for “sunde” banker at fusionere med nødlidende banker. Det skal ske dels ved at overtage de dårlige engagementer i de nødlidende banker, inden de går konkurs. Og dels ved at give de sunde banker en “medgift”, der svarer til det beløb, staten ville tabe på et krak. Med bankpakke 4 i hus forventer regeringen ikke at lancere flere bankpakker – i hvert fald ikke i denne valgperiode…

5. Gaddafis sidste dage

Der bliver brug for en vestlig militær tilstedeværelse i Libyen efter Gadaffis fald

Muammar Gaddafis regime i Libyen befinder sig på kanten af det endelige sammenbrud. Men klanstridigheder, selvjustits og plyndringer i kølvandet på regimets sammenbrud kan komme til at lægge gift ud for en fredelig overgang til demokrati i den nordafrikanske oliestat. Derfor bliver der brug for en væbnet international styrke i Libyen, mener flere iagttagere.

NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, sagde mandag, at NATO vil sikre, at civilbefolkningen ikke kommer til at lide overlast. Men han gik ikke i detaljer med, hvilken vestlig tilstedeværelse der bliver tale om.

Libyen er det fjerde land i Mellemøsten og Nordafrika, hvor folkelige opstande tvinger en autoritær leder fra magten. I Tunesien og Egypten er der udsigt til indførelse af reelt demokrati, mens udviklingen er mere uklar i Yemen. Samtidig er Syriens leder Bashar al-Assad under maksimalt pres fra USA, Europa og en række arabiske ledere efter regimets blodige overgreb på civilbefolkningen.

Europa og USA har begge stor interesse i, at udviklingen i Libyen bliver fredelig og demokratisk. Og ikke mindst at det bliver muligt hurtigt at genoptage olieproduktionen i landet, som før den væbnede opstand producerede 1,6 millioner tønder olie om dagen.

Eksperter anslår, at landet i løbet af nogle måneder vil kunne nå op på en produktion på cirka en million tønder olie. Indtægterne herfra og Gaddafi-regimets indefrosne formuer i europæiske og amerikanske banker skal bruges til at genopbygge landet. I dag er hundredtusinder af mennesker internt fordrevne.

I Europa frygter diplomater, at nye fredelige tilstande i Libyen kan føre til en genopblussen af trafikken af illegal indvandring til Europa, som Gaddafi-regimet mod europæisk betaling stoppede med håndfaste metoder.

I dansk erhvervsliv er man også klar til at deltage i genopbygningen af Libyen. Koncernchef Jørgen Huno Rasmussen oplyser, at FLSmidth allerede er i kontakt med Det Nationale Overgangsråd i landet. Frankrigs regering sagde mandag, at den er klar til at være vært for et møde i den internationale kontaktgruppe vedrørende Libyen i Paris i næste uge.