Update - ugens vigtigste begivenheder

Sass Larsens deroute, Straarup i regulær mediestorm, EU trussel om aflivelse af Kyoto, stramninger på derivat-handler får briterne op af stolen samt omlægning af mediestøtten er emnerne, når Mandag Morgen her lister de vigtigste begivenheder fra uge 39:

1. Thornings første skandale

Henrik Sass Larsens tilfældige rockermøde er både en skandale og en tragedie

Historien om Henrik Sass Larsen er som en ægte græsk tragedie personificeringen af den socialdemokratiske fortælling: En mønsterbryder med en svær barndom med opvækst på børnehjem og plejefamilie var millimeter fra sin store livsdrøm om at blive magtfuld finansminister i tæt samarbejde med den statsminister, han nærmest selv havde opfundet og loyalt støttet frem til regeringsmagten.

Og så bliver han fældet af et banalt møde med en rocker kaldet Suzuki-Torben på Hugos Kælder i Køge.

Eller gjorde han nu også det?

Uanset hvordan man vender og drejer de sparsomme oplysninger, som indtil nu er dukket frem om PETs manglende sikkerhedsgodkendelse, er historien om Henrik Sass Larsens deroute også Helle Thorning-Schmidts første store skandale.

Vælger man at stole på Henrik Sass Larsens egen forklaring om, at han blot lyttede til Suzuki-Torbens problemer med en samkvemssag, er det en kæmpe skandale. For hvis PET ikke kan sikkerhedsgodkende en person pga. et tilfældigt møde, kan nærmest ingen af de 179 medlemmer af Folketinget blive ministre.

Det er selvfølgelig ikke PET, der afgør, om en person kan blive minister. Efterretningstjenesten foretager blot en vurdering af, om en person kan godkendes til at komme i besiddelse af yderst fortrolige oplysninger. I sidste ende var det derfor Helle Thorning, der skulle afgøre, om Henrik Sass Larsen kunne blive minister. Og hvis hun nu selv sad på en cafe på Østerbro i København, hvor en rocker kom tilfældigt forbi med en presserende sag, skulle hun så også træde af som statsminister?

Næppe.

Et andet og langt mere realistisk scenarie er, at Henrik Sass Larsen ikke har fortalt hele historien. Og at PET har andre og langt mere tungtvejende grunde til ikke at ville sikkerhedsgodkende ham. For Henrik Sass Larsen er også en kriger og bliver ikke uden grund kaldt Brutalis. Så tæt på livsdrømmen ville han ikke bare lægge sig fladt ned, hvis han blot havde haft et tilfældigt møde.

Hvad disse grunde kan være, vil måske aldrig komme frem i offentligheden. Og så kan Henrik Sass Larsen blot håbe på, at sagen går i glemmebogen igen. Men det sker næppe. Medierne vil grave videre. Og derfor kan Henrik Sass Larsen være en færdig mand i toppen af dansk politik.

2. Straarup i farligt spil med pressen

Danske Banks topchef gambler med sit eget og bankens renomme

Danske Banks ordførende direktør, Peter Straarup, er havnet i en regulær mediestorm om sit ansvar for bankens dårlige resultater og ikke mindst sin egen fremtidige exit. Ifølge medieportalen Infomedia bragte danske medier i sidste uge af september 371 historier om Straarup. Det er over 50 om dagen – langt de fleste kritiske. Det risikerer nu at sende Peter Straarup på pension før tid og udløse et  ledelsesmæssigt vakuum i Danmarks største bank.

Mediestormen begyndte i forrige uge, da det kom frem, at bankens indtog i Irland til dato har kostet aktionærerne et kurstab på 34 milliarder kr. Det faldt hurtigt tilbage på Peter Straarup, der i 2004  tog beslutningen om at købe Irish National Bank og Northern Bank for 10,7 milliarder kr. Siden har de to banker haft et samlet underskud før skat på 18,7 milliarder, og i alt har Danske Bank måttet nedskrive irske udlån for 19,4 milliarder kr.

Den irske fadæse affødte spekulationer om, hvorvidt bestyrelsen burde fremskynde den i dag 60-årige Peter Straarups pensionering.

Bestyrelsesformand Eivind Kolding var i flere omgange i pressen og bedyre, at Straarup er “i topform”. Desværre afviste han samtidig kategorisk, at ”der er lagt følere ud for at finde en afløser”.

Det gav helt nyt brændstof til mediestormen: Danske Bank stod ikke alene med en upopulær leder nær pensionsalderen – der var heller ingen planer om, hvem der skulle afløse ham. Det blev ikke bedre da hovedpersonen selv stod frem og bekræftede, at han var på vej på pension.

”Det er rigtigt, jeg har nået den alder, hvor vi normalt pensionerer direktører i Danske Bank,” erklærede Straarup og bedyrede, at der er en procedure for håndtering af successionen. ”Den indeholder også en dato for, hvornår den skal meldes ud,” sagde han. Men han har hidtil ikke ønsket at fortælle, præcis hvornår han går, og hvem, der skal afløse ham.
Det er ifølge ledelseseksperten Anders Drejer et farligt spil for både Straarup og Danske Bank:

“Det er uholdbart for Danske Bank, hvis skriverierne fortsætter på det nuværende niveau i månedsvis. Det flytter alles fokus, for Danske Banks medarbejdere læser også aviser, og i så fald kommer bestyrelsen til at stoppe det og melde planerne ud," sagde han til Børsen fredag.

3. EU truer med at forlade Kyoto

Hedegaards klimalinje er under pres

Den store nyhed i de kriseramte klimaforhandlinger er ikke, at USA ikke vil påtage sig forpligtelser i kampen mod den globale opvarmnig, men at EU-landene truer med at aflive den Kyoto-protokol, der er den eneste eksisterende internationale aftale i bestræbelserne på at begrænse CO2-udledningen.

EU-Kommissionens formand José Manuel Barroso gjorde det i sidste uge klart, at EU-landene kun vil videreføre deres reduktionsforpligtelser, hvis alle de største udledere af drivhusgasser i verden – læs USA og Kina – forpligter sig til en klar køreplan for, hvordan de vil påtage sig præcise klimamål.

”Med kun 11 pct. af de globale udledninger kan EU alene ikke løse problemet vedrørende den globale opvarmning,” sagde Barroso.

USA har aldrig påtaget sig forpligtelser i henhold til Kyoto. Samtidig har Japan afvist at påtage sig nye forpligtelser, når den aktuelle periode udløber med udgangen af 2012. Blandt industrialiserede lande har Canada aldrig overholdt sine Kyoto-forpligtelser, mens Rusland populært sagt har været med på en badebillet begrundet i landets dårlige økonomiske tilstand efter Sovjetunionens sammenbrud for 20 år siden. Dermed er udsigterne til en aftale om forlængelse af Kyoto-forpligtelserne meget ringe i forbindelse med årets store forhandlingsrunde i FN i slutningen af november. 

Den store internationale modvilje mod at forlænge Kyoto-forpligtelserne svækker klimakommissær Connie Hedegaard internt i EU. Her ønsker den danske kommissærs fløj at øge EU-landenes samlede klimaforpligtelser fra en reduktion på 20 pct. i 2020 til en reduktion på 30 pct. Men den kurs modarbejdes af lande som Tyskland, Italien og Polen, der sammen med den store erhvervsorganisation Business Europe er modstandere af at pålægge Europas virksomheder økonomiske klimabyrder, hvis ikke industrier i USA, Japan og de store udviklingsøkonomier pålægges lignende byrder.

I øvrigt viser en ny rapport fra EUs Joint Research Centre, at de globale udledninger af CO2 mellem 1990 og 2010 steg med 45 pct. til det hidtil højeste niveau på 33 milliarder tons CO2. Langt hovedparten af stigningen er sket i udviklingsøkonomier med Kina og Indien i spidsen.

4. Upopulære briter kan blive stemt ned i EU

London raser over planer om finansskat

EUs planer om at beskatte den finansielle sektor er ved at udløse et voldsomt politisk slagsmål mellem Storbritannien og Tyskland-Frankrig. Det kan få vidtrækkende konsekvenser for EUs fremtidige udvikling.

Briterne er rasende over det forslag om en finansiel transaktionsskat, som EU-Kommissionen fremlagde i sidste uge efter massivt pres fra Tyskland og Frankrig. Allerede i morgen tirsdag står Storbritannien til at lide et klart nederlag, når EUs finansministre i Luxembourg skal færdigbehandle et lovforslag, der har til formål at stramme kraftigt op på handlen med såkaldte derivater. Kommissionen vil med opbakning fra 26 EU-lande stramme reguleringen for at sikre sig mod de skader på det finansielle system, som derivathandlen førte til i forbindelse med Lehman Brothers’ sammenbrud i 2008. Storbritannien er hjemsted for mere end 75 pct. af den samlede derivathandel i Europa.

Briternes problem er, at forslaget kan gennemføres med kvalificeret flertal i Ministerrådet. Og ifølge diplomatiske kilder i Bruxelles er det netop, hvad medlemslandene har tænkt sig at gøre. Normalt vil de øvrige EU-lande bøje sig, hvis et land kan dokumentere, at væsentlige nationale interesser er i klemme i en sag. Men lige nu er den britiske regering stærkt upopulær i EU, fordi den lodret har afvist at bidrage med garantier til at hjælpe de stærkt forgældede eurolande i Sydeuropa. Derfor ventes Storbritannien at blive regulært nedstemt af EUs finansministre, hvor Danmark på grund af regeringsskiftet ventes repræsenteret af topdiplomaten i Bruxelles, Jeppe Tranholm Mikkelsen, og international chef i Finansministeriet Steen Lohmann Poulsen.

Vreden over briterne bliver ikke mindre af, at udenrigsminister William Hague har udtalt sig stærkt udiplomatisk om euroen og dermed om Tysklands og Frankrigs forsvar for den fælles europæiske mønt.

I et interview sidste onsdag kaldte han euroen for “en brændende bygning uden udgange” og udtalte, at “tyskerne kommer til at subsidiere deres svage europartnere i hele deres livstid”.

Meldingen var ikke udpræget belejlig for Tysklands kansler, Angela Merkel, dagen før hun skulle overbevise Forbundsdagen om at vedtage garantier på op til 211 milliarder euro til den europæiske redningsfond, EFSF.

5. Web-diskrimination bliver til gratis-diskrimination

Mediestøtteudvalget vil omlægge støtten fra distribution til produktion

Debatten om den nuværende mediestøtte, der beskyldes for at give fortidens mediebillede kunstigt åndedræt, fik i fredags nyt liv. Mediestøtteudvalget, der i januar blev nedsat af Kulturministeriet, offentliggjorde sin rapport, “Demokratistøtte – fremtidens offentlige mediestøtte”, der skal vejlede regeringen i beslutningerne om den fremtidige mediestøtte. Hovedkonklusionen er, at internetmedier i fremtiden skal have mediestøtte – på bekostning af gratisaviserne.

Blandt Folketingets partier har der længe været enighed om, at medie­støtten skriger på en reform, bl.a. fordi den stigende mængde af digitale medier har skabt en helt ny nyhedskultur, der udfordrer dagbladenes position som nyhedsformidlere. Mens færre og færre danskere læser trykte aviser, holder en stigende andel af danskerne sig opdateret via netaviserne. Virkeligheden står dermed i kontrast til den nuværende model, der støtter hvert eneste dagbladsabonnement med 1.274 kr. om året, mens web-medier må undvære støtte fuldstændigt. På trods af den åbenlyse uretfærdighed endte sidste års medieforlig uden støtte til internetmedierne. I stedet løb DR og de største mediehuse igen med størstedelen af støtten.

De alternative medier har derfor haft et stort håb om, at det nye udvalg, med den tidligere konservative minister Henning Dyremose i spidsen, skulle sætte spørgsmålstegn ved den samlede mediestøttemodel. Det skete dog ikke. Støtten til DR, TV 2 s regioner og de store dagblade bliver heller ikke denne gang ændret nævneværdigt, da de nye anbefalinger begrænser sig til godt 7 pct. af mediestøttens samlede 6 milliarder.

Til gengæld vil udvalget omlægge den såkaldte distributionsstøtte til en produktionsstøtte. Det falder ud til internetmediernes fordel, der nu vil få deres del af kagen. Gratisaviserne har derimod, med de små udgifter til journalistisk egenproduktion, udsigt til en markant reduktion af støtten.

Selv om formålet med den nye mediestøttemodel er at nå ud til en så mangfoldig gruppe som muligt for at styrke demokratiet, risikerer den reducerede støtte til gratisaviserne at ophæve effekten af internetmediernes brede appel. Det er derfor tvivlsomt, om ordningen vil føre til mere oplyste danskere.

Selv om de nye anbefalinger ikke lægger op til en revolution af medie­støtten, ventes forslaget at blive vedtaget, når politikerne senere skal træffe beslutninger på baggrund af Dyremose-udvalgets rapport. Men der går måske ikke lang tid før medie­støtten igen må revurderes.