UPDATE - ugens vigtigste begivenheder

Nervøsitet på finansmarkederne efter Papandreous trussel om folkeafstemning om krisepakken, Enhedslistens nøgleposition i forhandlingerne om finansloven, aktivistiske aktionærer fører mediekrig mod topledere, kritik af Nordeas aflønningskultur og endnu en tid med evalueringer i folkeskolen er blandt emnerne, når Mandag Morgen her lister de vigtigste begivenheder fra uge 44:

1. Kaosledelse på græsk

Europas redningspakke truet af politisk beslutningskrise

Den græske socialistleder George Papandreou satte hele verden på den anden ende i sidste uge, da han pludselig truede med at udskrive en folkeafstemning om den økonomiske krisepakke, om euroen eller noget helt tredje. Demokratiets vugge var helt ude af balance, og den græske regering var oven i købet dybt splittet. Det udløste ekstrem nervøsitet på finansmarkederne, og forrige uges europæiske krisepakke var ved at krakelere, før den overhovedet var ført ud i livet.

Europas politiske ledere måtte anført af den tyske kansler Angela Merkel hasteindkalde til krisetopmøde, og det græske kaos truede med at udløse en statsbankerot. Merkel og den franske præsident Nicolas Sarkozy brød undervejs et europæisk tabu og antydede, at Grækenland kunne blive tvunget til at forlade euroen. Det ed­svorne europæiske broderskab er ikke længere så sammentømret, og konsekvenserne bliver globale.

Selv G20-topmødet i Cannes var plaget af den græske statsgældskrise, og markedet spekulerede i, at Italien kunne blive Europas næste Grækenland. Det vil være en katastrofe, for dets statsgæld er på 120 pct. af BNP, og Italien er verdens tredje mest forgældede stat. Silvio Berlusconi kom tomhændet til G20-mødet og lignede trods mange ansigtsløftninger mere  “Dead Man Walking”. Det ene øjeblik var der rygter om, at Italien ville acceptere IMFs overvågning, og det næste var italienerne kun villige til at tage imod råd.

Den italienske regering er ramt af en dyb beslutningskrise, som foreløbig ikke ser ud til at blive løst, fordi de lombardiske nationalister modsætter sig pensionsreformer.

G20-landene kunne heller ikke blive enige om at støtte den europæiske redningspakke, så man endte med luftige formuleringer om, at man vil give flere penge til Valutafonden, hvis det bliver nødvendigt. Men man kunne ikke blive enige om et konkret beløb. Ugen sluttede uden et klart svar fra politikerne på, hvordan den europæiske statsgældskrise skal løses. Der var mere kaos end ledelse.

2. Enhedslistens finest hour

De borgerlige truer med at stemme blankt til finansloven, og alle ser til Enhedslisten

Koreografien er den samme som sidste år – ja nærmest som i de sidste 10 år: Repræsentanter for alle de politiske partier møder på skift op i Finansministeriets røde barokbygning og skridter alvorstungt hen over den 61 meter lange stengangs rudemønster af sort- og hvidfarvede terrazzo­fliser. Alle bedyrer, at det ser svært ud. Og til slut er der kun ét parti tilbage.

Kun hovedrolleindehaverne er skiftet ud. Nu er det ikke længere Claus Hjort Frederiksen men  Bjarne Corydon, der er vært. Og gæsten hedder ikke længere Kristian Thulesen Dahl, men Frank Aaen.

Mens finansmarkeder koger over hele verden, og alverdens statsledere spændt forsøger at løse den eskalerende gældskrise i Europa, har Frank Aaen fået comeback som Enhedslistens chefforhandler. I løbet af de næste to uger skal han lave forlig om næste års finanslov, mens de øvrige partier et efter et falder fra. Han bliver ledsaget af partileder Johanne Schmidt-Nielsen og Per Clausen.

Det vil blive første gang i historien, at Enhedslisten stemmer for næste års finanslov. Og partiet vil tage sig dyrt betalt i billigere kollektiv trafik, bedre vilkår for udenlandsk arbejdskraft, flere penge til uddannelse af arbejdsløse og flere pædagoger.

I kulissen sidder en lille følgegruppe nedsat af partiets hovedbestyrelse, der skal følge forhandlingerne tæt. Den består af Line Barfod, Anne Mette Omø Carlsen, Jens Otto Madsen og Anders Hadberg. For i sidste ende er det hovedbestyrelsen, der skal sige god for det endelige slutresultat og undgå en panisk finale, hvor regeringen kan blive væltet.

Det vil selvfølgelig ikke ske. Men det bliver måske både første og sidste gang, Enhedslisten får rolle som regeringens redningsplanke, der skal bære finansloven igennem. Regeringen vil forsøge at lokke de borgerlige partier på banen til at lave brede politiske forlig. Specielt trepartsforhandlingerne til foråret kan blive regeringens store gennembrud, da de borgerlige partier næppe kan holde til at gå imod en stor aftale, som arbejdsgiverne har sagt ja til. Og dermed kan vejen atter være banet for brede politiske aftaler.

 Men frem til da vil Enhedslisten sole sig i mediernes blitzlys. De har ifølge den seneste meningsmåling fra Voxmeter allerede overhalet SF. Den tendens vil sandsynligvis fortsætte en tid endnu, når Enhedslisten i løbet af de næste to uger får sat yderligere røde fingeraftryk på finansloven.

3. Bestyrelser stemmes hjem i pressen

Aktivistiske aktionærer fører mediekrig mod topledere

I årevis er pensionskasser og andre institutionelle investorer blevet kritiseret for at udøve for passivt ejerskab i de virksomheder, de investerer i. Men krisen har fået investorerne på barrikaderne. Senest har investorer som ATP, Danske Capital og endnu mere kortluntede udenlandske kolleger i skarpe vendinger og i fuld offentlighed krævet, at Vestas’ topchef Ditlev Engel går af på grund af endnu en ydmygende nedjustering af resultatet, og at sikkerhedskoncernen G4S’ topchef Nick Buckles og firmaets bestyrelsesformand Alf Duch-Pedersen bør gå på grund af den kaotiske håndtering af forsøget på at opkøbe ISS, der tirsdag gik i vasken. Også Danske Banks topchef Peter Straarup er offentligt blevet dømt ude af storaktionærer, længe før han selv og banken meldte ud, at en afløser er på vej.

Den slags offentlige slagsmål var før krisen henlagt til diskrete møder mellem bestyrelsesformanden og storaktionærerne. Men krisen har gjort investorerne kortluntede. Samtidig er presset for at sikre ordentlige afkast af investeringerne vokset. Det har forvandlet investorerne fra tålmodige og passive aktionærer, der stemmer med fødderne – dvs. sælger ud af deres aktier, når det går skidt – til ejere, der fører aktivistisk ledelse hen over hovederne på bestyrelserne.

Investorernes aktiviststil minder om den rolle, de såkaldte hedgefonde i årevis har spillet: Gennem massivt pres og med kort tålmodighed tvinger de virksomhederne til at ændre kurs, hvis resultaterne udebliver. 

De seneste konflikter i både Vestas, Danske Bank og G4S mellem på den ene side ledelse og bestyrelse og på den anden professionelle investorer tyder på, at afgrunden kun står til at blive dybere. Magtbalancen i erhvervslivet ser ud til at tippe mere i retning af investorerne – og meget tyder på, at bestyrelserne, som burde være investorernes garanter for, at den fastlagte strategi i virksomhederne fører til resultater, kommer til at betale en del af prisen for det.

4. Clausen-syndromet

Forgyldelsen af Nordeas chef viser, at banker kan blive tvunget til at nytænke topchefernes aflønningskultur

Nordea-topchef og formand for den europæiske bankforening Christian Clausen høster mere end 10 mio. kr. om året og står til at få intet mindre end 98 mio., når han engang går på pension. I sidste uge kom det frem, at han oveni har fået en lejlighed i Stockholm til en værdi af 18 mio. kr., hvilket har ført til kritik af bankens aflønningskultur fra både medier, ansatte og aktionærer i banken.

Historien kommer midt i en tid med europæisk gældskrise og ikke mindst vedtagelsen af en kæmpe redningspakke til de europæiske banker. Dertil kommer, at Nordea – på linje med en række andre banker – netop i disse måneder skal spare op mod 2.000 medarbejdere væk.  Set i denne kontekst er spørgsmålet, om et lejlighedskøb til et tocifret millionbeløb blot er dårlig timing, eller om bankchefer anno 2011 må indse, at tiden er løbet fra denne type aflønning.

Kritikken fra Nordeas aktionærer og ansatte er således heller ikke en enlig svale. Oven på finanskrise, økonomiske redningsplaner og nedskæringer ses internationalt en voksende modstand mod, at topchefer og direktører bliver forgyldt.
Flere af de store danske virksomhedsledere har efterhånden erkendt, at cheflønninger skal gå hånd i hånd med udviklingen for virksomheden og i markedet. I sidste uge kom en undersøgelse fra Djøf Privat, som viser, at 557 topchefer fra september 2010 til samme måned 2011 har haft en lønfremgang på beskedne 0,1 pct., mens deres medarbejdere er steget med 3,5 pct.

Men Clausen-sagen tyder på, at tilsvarende erkendelse endnu ikke har bredt sig til banksektoren. Bankerne kan dog i kraft af den voksende kritik blive tvunget til en fundamental selvransagelse i forhold til deres lønpolitik – så udviklingen hos den enkelte bank og i den finansielle sektor generelt ikke kun påvirker antallet af medarbejdere, men også topchefernes lønninger.

5. Bedre karakterer til nationale test

Evalueringer er ved at blive mainstream i folkeskolen

Tilhængerne af de udskældte nationale test i folkeskolen kunne i denne uge glæde sig over et opmuntrende budskab: Tallene fra den nationale præstationsprofil viser samlet fremgang på alle klassetrin og i alle fag på nær geografi og biologi i 8. klasse. At testresultater på den måde kan blive en succeshistorie, kan måske være med til at dulme noget af den kritik, offentliggørelsen af prøveresultater ellers nærmest per automatik afstedkommer i skoleverdenen.

Elevernes faglige færdigheder er kun blevet målt på nationalt plan i to år, så før man med sikkerhed kan sige, at der er tale om en positiv tendens og ikke bare et tilfældigt udsving, skal der naturligvis flere målinger til. Men indikationerne på fremgang er ikke desto mindre et lyspunkt i den negative skoledebat om larm i klasselokalerne, aflyste timer og besparelser.

Mest af alt vidner modtagelsen af den nye runde test om, at evalueringer er ved at blive mainstream i den danske folkeskole. I testenes første leveår anklagede især lærerne dem for at være et udtryk for en rigid kontrolkultur. Men en ny spørgeskemaundersøgelse blandt landets folkeskolelærere viser, at de nationale test i løbet af det seneste år er blevet markant bedre integreret i undervisningen. Samtidig melder stadig flere skoler sig frivilligt til at bruge testene. Spørger man lederne i Mandag Morgens Skolelederpanel, har et overvældende flertal længe været tilhængere af ordningen.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini gjorde det allerede i sin tid som uddannelsesordfører i opposition klart, at Socialdemokraterne er tilhængere af at teste – men ikke af, at resultaterne for den enkelte skole offentliggøres. Og der er heller ikke noget, der peger på, at man med den nye regering kan forvente et opgør med evalueringerne.

Ganske vist gik der ikke mere end otte dage, fra Antorini satte sig i ministerstolen, til hun fjernede ranglisten over elevernes afgangskarakter fra ministeriets hjemmeside, som hendes forgænger fik lavet i sommer. Antorini vil “styrke evalueringen uden at udstille eleverne,” siger hun.

Karaktererne kan dog findes på hjemmesiden, blot er de ikke stillet op som en liste. Derfor var fjernelsen nok mest af alt en værdipolitisk markering og et taktisk forsøg på at distancere sig fra den borgerlige skolepolitik, som S som forligspartner har lagt stemmer til i 10 år. Men i det store billede er kursen klar og test- og evalueringskulturen intakt.