UPDATE - ugens vigtigste begivenheder

Irans vej til en status som atommagt, Berlusconis exit, Ole Sohns DKP-fortid og den græske krise er blandt de aktuelle emner, når Mandag Morgen her præsenterer de 5 vigtigste begivenheder fra uge 45:

1. Iran på vej mod status som atommagt

Iran er på tærsklen til at råde over atomvåben – USA har ikke mod på angreb på styret i Teheran

Iran er stærkt på vej til at befæste sin position som en mellemøstlig stormagt gennem udviklingen af atomvåben med tilhørende missiler. Samtidig står det klart, at USA ikke har lyst til at involvere sig i en militær konflikt med præstestyret i Teheran. I stedet vil man bestræbe sig på at isolere Iran yderligere rent økonomisk. USAs forsvarsminister, Leon Panetta, sagde fredag, at et angreb på Iran ”vil kunne have uønskede konsekvenser” i Mellemøsten.

De amerikanske udtalelser kom efter, at Det Internationale Atomenergiagentur, IEA, i sidste uge slog fast, at Iran meget snart kan udvikle et atomsprænghoved. Samtidig har iranerne evnen til at ramme eksempelvis Israel med Shahab 3-missiler. Israel viste tilbage i 1981, at man er villig til at gå langt for at stoppe udviklingen af atomvåben i fjendtlige nabolande, da man med jagerfly ødelagde et atomanlæg i Irak. I 2007 bombede israelerne et anlæg i Syrien, hvor man mente, at syrerne udviklede militær atomteknologi. I 2011 vurderes det dog, at det israelske luftvåben vil have svært ved at sætte de underjordiske iranske atomfaciliteter ud af drift.

Selv om USA og Europa skulle stramme de økonomiske og politiske sanktioner mod Iran, står det islamiske regime i Iran til i løbet af de kommende år at forstærke sin position i Mellemøsten markant. Først og fremmest vil tilbagetrækningen af amerikanske tropper fra Irak ved årets udgang betyde en klar styrkelse af Iran.

Mens verdenssamfundet får svært ved at stoppe Irans bestræbelser på at blive en militær atommagt, frygter internationale eksperter, at situationen vil give anledning til et farligt rustningskapløb i Mellemøsten. Saudi-Arabien er stærkt bekymrede for den voksende iranske indflydelse. Derfor er sauderne hjørnestenen i et øget militært samarbejde mellem golfstaterne, som USA kraftigt opmuntrer. Endelig står det klart, at militære konflikter i Mellemøsten vil kunne have alvorlige konsekvenser for verdensøkonomien i kraft store stigninger i olieprisen.

2. Fra mediecirkus til teknokrati

Berlusconis exit løser ikke alle Italiens problemer

Med vanlig sans for drama meddelte Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, i sin tid, at han ville dø i parlamentets store sal. Og nu, hvor hans dage som regeringschef synes talte, har medierne da også dækket hans exit som var det en begravelse – med stort opsatte tilbageblik på Berlusconi-æraen.

Det er på mange måder en epoke, der rinder ud. Men afskeden med Berlusconi er langtfra nok til at sikre støvlelandet en ny begyndelse.

Italien er eurozonens næstmest forgældede land med en statsgæld på over 1.900 milliarder euro. Væksten er rekordlav, arbejdsløsheden ligger på 8,3 pct., ungdomsarbejdsløsheden på 29,3 pct., og produktiviteten er én pct. lavere end i 2000.

Berlusconis politiske succes har aldrig været nem at forstå i resten af EU, hvor fejltrin og  fiflerier i langt mindre skala end dem, Berlusconi har begået, ville betyde øjeblikkelig afslutning på enhver politisk karriere.

Da rygterne om hans afgang begyndte at svirre, reagerede finansmarkederne derfor også positivt i første omgang. Men hovedpersonen skabte mere og mere tvivl om tidspunktet, og det sled på investorernes tålmodighed. Onsdag faldt de italienske aktier 3,8 pct. Samtidig sendte usikkerheden landets statsobligationer op på et rekordniveau over 7 pct. Ifølge eksperter kan mindst ét procentpoint tilskrives ”Berlusconi-effekten”. 

Selv om mange af problemerne i den italienske økonomi kan tilskrives Berlusconis svigtende lederskab, vil symptomerne bestå, efter at han har forladt regeringskontoret. Og den økonomiske genopretning er kun første skridt i oprydningen. De kommende år skal Italien transformere sig fra at være et populistisk medie­demokrati, baseret på glamour og vennetjenester, til et regelstyret og teknokratisk samfund, der lever op til EUs konkurrencebestemmelser.  Det afgørende for Italien er ikke så meget nye krisepakker, men derimod at få genskabt investorernes tillid.

Det kræver troværdige politiske tilsagn om strukturelle reformer.

3. Slut på den græske komedie?

Økonomen Lucas Papademos skal forsøge at lede en koalitionsregering til at vedtage voldsomme besparelser

Torsdag lykkedes det tilsyneladende endelig at finde en ny græsk regeringsleder, der er villig til at svinge spareøksen over de græske budgetter. 

Efter flere nedbrud i forhandlingerne – og en varslet og senere aflyst folkeafstemning – lykkedes det de to store græske partier Pasok og Nea Demokratia sammen med det lille højrefløjsparti Laos at samles bag økonomen Lucas Papademos som ny regeringsleder. Han skal stå i spidsen for en overgangsregering, der skal gennemføre betingelserne i Grækenlands aftale med de andre euro-lande, før den udskriver nyvalg og træder tilbage.

Til gengæld for støtte på i alt 130 milliarder euro skal grækerne vedtage omfattende budgetbesparelser og forhåbentlig sætte Grækenland på en kurs, der peger væk fra den økonomiske afgrund og en mulig exit fra euro-zonen.

Papademos har tidligere været direktør for den græske nationalbank – ironisk nok på det tidspunkt, hvor grækerne sminkede deres økonomi voldsomt for at komme med i euroen – og vicepræsident for Den Europæiske Centralbank. Han beskrives som en upolitisk person, der kan samle landets partier bag en genopretningsplan.

Men de første reaktioner svingede fra tiltro til, at hans økonomiske indsigt er, præcis hvad Grækenland har brug for, til bekymringer for, om grækerne vil acceptere skrappe økonomiske diktater fra en teknokrat uden politisk mandat.

Samme dag som Papademos blev taget i ed som ny ministerpræsident, fremlagde Europa-Kommissionen sin opdaterede prognose for væksten i eurozonen. Økonomikommissær Olli Rehn kunne fortælle, at kommissionen forventer en vækst så lav som 0,5 pct. i 2012. For seks måneder siden forventede kommissionen en vækst i 2012 på 1,5 pct. – nu er der en reel risiko for, at euro-zonen oplever en recession.

”Det er dystre udsigter, men skyd ikke budbringeren,” sagde Olli Rehn.

4. Dummebøder fra klimaet

Nye investeringer i “sort” energi er ved at lukke muligheden for at begrænse klimaforandringer

Det er sjældent en god forretning at købe på klods. Renterne løber hurtigt op og ender i dummebøde-klassen, hvis man venter for længe med at betale. Det gælder også, når vi taler investeringer i en bæredygtig energiforsyning.

I sin seneste udgave af flagskibs-rapporten World Energy Outlook vurderer Det Internationale Energiagentur (IEA), hvad det vil koste at holde den globale temperaturstigning under to grader celsius.

IEA konkluderer, at det afhænger helt  af, hvor hurtigt man investerer i CO2-forbedringer. For hver krone man forsømmer at investere i dag, vil det koste 4,30 kr. at kompensere på den anden side af 2020.

Det er ikke nyt, at prisen for at stabilisere klimaet stiger, jo længere vi venter. Alligevel er budskabet tilsyneladende ikke rigtig nået ud. I 2010 steg verdens udledning af drivhusgasser voldsomt – med 5,3 pct. På trods af økonomisk krise i 2008-09, blev 2010 dermed det hidtil værste år for klimaet med en udledning på i alt 30,4 milliarder ton.

IEA præsenterer to scenarier.

“450-scenariet” tager udgangspunkt i, at verdens ledere faktisk lever op til målet om at begrænse mængden af CO2 i atmosfæren til 450 ppm. Det vil betyde, at chancen for at holde temperaturstigningerne under to grader ligger på 50 pct. Konklusionen er ret klar: Vi er godt på vej til at lukke den mulighed. Vi er nemlig hastigt i gang med at opføre nye kulkraftværker og på anden vis “låse” udledningerne af drivhusgasser fast årtier frem i tiden. I 2017 vil vinduet være lukket helt med den nuværende udvikling.

Det andet scenarie, “Nye poli­tikker”, tager fat i de konkrete, men noget mindre ambitiøse klimaløfter, der er afgivet af verdens regeringer. Hvis de indfries, vil de fossile brændslers rolle i verdens energiforsyning nok falde, men ikke meget. Fra 81 pct. i dag til 75 pct. i 2035. Temperaturen ventes at stige med 3,5 grader inden 2100.

Og så er der selvfølgelig den tredje mulighed: At verden fortsætter som hidtil, og den aktuelle krise bremser investeringer i bæredygtig energi. Så kan vi se frem til en temperaturstigning på katastrofale 6 grader, vurderer IEA.

5. Kommunistiske spøgelser

Føljetonen om Ole Sohns DKP-fortid fortsætter

Af alle mistænkeliggørende anklager, som politikere kan blive udsat for, er der én, der trumfer alle andre: Sikkerhedsrisiko.

En række medier har i den seneste uge forsøgt at dokumentere, at erhvervs- og vækstminister Ole Sohn i sin tid som formand for DKP personligt modtog en del af de penge, som partiet fik fra moderorganisationen i Moskva.

Sohn har kategorisk afvist kendskabet til pengestrømmen, men flere aviser og politikere fastholder, at han  alligevel kan udgøre en sikkerhedstrussel for Danmark, da Rusland måske har en viden om, at det forholder sig anderledes.

Det er meget uklart, hvori sikkerhedsrisikoen i givet fald består. Hvem er disse “nogen”? Og hvori består “klemmen”? Den gamle nomenklatura, som DKP samarbejdede med, er for længst udskiftet – regimet faldt som bekendt for 20 år siden. Argumentet om, at russerne kan presse Ole Sohn til at handle i modstrid med danske interesser, hviler på en besynderlig anakronistisk argumentation.

Det virker også noget overdrevet, når journalister beskriver reglerne for arkivadgang på Arbejderbevægelsens Bibliotek, som var der tale om regulær stalinistisk censur. Realiteterne er, at enhver, der ønsker at lave et videnskabeligt projekt, kan få lov at se og offentliggøre informationerne. Havde DKP virkelig ønsket at holde dem skjult for offentligheden, kunne de strengt taget bare have brændt arkiverne.

Hvis politikere og presse virkelig bekymrede sig om, hvem der har en klemme på hvem og dermed kan påvirke de folkevalgtes beslutninger, ville det da være langt mere nærliggende at starte i nutiden. F.eks. ved at sikre mere åbenhed om, hvem der donerer penge til partierne – og hvor mange. Ikke for tyve år siden, men i dag.

Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen har kaldt den nuværende tendens i pressen for et “rædselsfuldt miskmask mellem politiske og sikkerhedsmæssige vurderinger”. Teoretisk set kan Ole Sohn og alle mulige andre selvfølgelig godt udgøre en sikkerhedstrussel for Danmark. I realiteten er det bare ikke særlig sandsynligt.

Der er ingen tvivl om, at Sohns DKP-fortid udgør en problematisk periode i hans politiske karriere. Men den del er velkendt – og noget, som vælgerne har haft adskillige lejligheder til at tage stilling til.