Update - ugens vigtigste begivenheder

Forandringerne lader vente længe på sig i Egypten, ingen "musefældeklausul" i den nye finanslov, hovedorganisationer tættere på fusion, det amerikanske politiske system har forvandlet sig til et vetokrati og EU vurderer, at drivhusgaskurven ikke knækker før 2020. Dette er de aktuelle emner, når Mandag Morgen her præsenterer de fem vigtigste historier fra uge 47:

1. Forandringer trækker ud i Egypten

Militæret søger at sikre sine fremtidige privilegier

Efter 9 måneder som bannerfører for det arabiske forår er alt for meget  ved det gamle i Egypten.

Cirka sådan lyder analysen fra vrede, unge egyptere, der igen samler sig på Tahrir-pladsen i Cairo.

Stadig flere opfatter ikke længere hæren som en naturlig alliancepartner, men som den direkte modstander. Efter revolutionen i februar og Mubaraks fald har hæren haft magten, officielt for at forberede overgangen til et civilt demokrati. Men den mistanke breder sig, at den militære elite tænker mere på at bevare sine egne privilegier end på at skabe forudsætningerne for demokrati og vækst. Råbet på Tahrir-pladsen lyder ikke længere, “folket, hæren, én hånd”, men  “politiet, hæren, beskidte hænder”.

I dag kan egypterne gå til valglokalerne og stemme på kandidater til et foreløbigt politisk system, der igen skal udpege 100 personer til en ny forfatningsgivende forsamling.

Men militæret har på forhånd forsøgt at påvirke processen mest muligt. For det første ved at give sig selv vetoret i forhold til den forfatningsgivende forsamlings beslutninger. For det andet ved på forhånd at have udarbejdet et par af de paragraffer, der skal stå i forfatningen. Den ene tildeler hæren en særlig rolle som forfatningens beskytter. Den anden statuerer, at forsvarsbudgettet skal holdes hemmeligt.

Den seneste bølge af frustrerede demonstrationer gennemføres af en meget sammensat opposition.

Den arabiske tv-station Al Jazeera har kortlagt Egyptens nye politiske liv og fortæller på den baggrund om en opdeling af partierne på to akser. Langs den ene akse kæmper partier med liberale økonomiske holdninger mod dem, der ønsker en mere udbygget velfærdsstat efter europæisk forbillede. Langs den anden står de sekulære partier over for de islamistiske.

Ender den langstrakte valgproces i Egypten på samme måde som i Tunesien, hvad meningsmålinger tyder på, vil Det Muslimske Broderskab med deres stærke ønske om, at Koranen skal påvirke den nye demokratiske forfatning, stå meget stærkt.

2. Røde fingeraftryk

Bliver Enhedslistens første finanslov også den sidste?

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen har med vanlig dygtighed markedsført finansloven, og sit partis fingeraftryk på den, som et skridt i den rigtige retning. Lidt flere penge til kontanthjælpsmodtagere, en midlertidig forlængelse af dagpengeperioden, et loft over elevtallet i en gymnasie­klasse, flere pædagoger i børneinstitutionerne osv. Partiets første finanslovsdeltagelse nogensinde er rigeligt retfærdiggjort over for baglandet.

Den borgerlige opposition og erhvervslivets brancheorganisationer  har været lige så trofaste over for den politiske drejebog. De hæfter sig bl.a. ved den buket af nye afgifter for 5 milliarder kr., der skal finansiere udgifterne. De frygter f.eks., at afgifter på sukker sender forbrugere over grænsen til Tyskland, mens loftet over pensionsindbetalinger med skatterabat vil dæmpe opsparingen.

En række fremtrædende økonomer er dog mere beherskede i deres samlede vurdering af Enhedslistens røde fingeraftryk. Der er “fokus på den overordnede balance”, siger  økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen, mens tidligere vismand Niels Blomgren-Hansen kalder finansloven “moderat”.  Han peger på, at de 5 milliarder kr. udgør mindre end 3 promille af Danmarks årlige BNP.

I forhold til VK-regeringens forslag til finanslov bliver der ikke rykket ret meget rundt på prioriteringerne. S-R-SF har kalkeret langt de fleste poster direkte fra VKs udspil. I kroner og øre er fremrykningen af offentlige investeringer for i alt 18 milliarder kr. en langt større, men også mindre kontroversiel udgift.

Med forliget dokumenterer Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, at de har deres flertal på plads, når det gælder. Spørgsmålet er så, hvornår det kommer til at gælde næste gang. Det er værd at notere, at aftalen om finansloven ikke, som det ellers er sædvane, er forsynet med en “musefældeklausul”. Dermed er der intet, der forhindrer regeringen – eller for den sags skyld Enhedslisten – i at vedtage udgiftskrævende forslag uden om aftalepartneren.

Dét gør det nemmere for regeringen at invitere blå partier til forhandlinger om en klima- og energiaftale og senere om en skattereform.

Lars Løkke har erkendt,  “at hvis vi står så stejlt på vores røde linjer, at vi overhovedet ikke kan medvirke til nogen ting, så kan vi ikke lave nogen som helst forretninger med den her regering.”

Signalerne fra regering og opposition peger på, at Enhedslistens første finanslov også kan blive den sidste i lang tid.

3. Bunkebryllup i fagbevægelsen?

Fusion mellem hovedorganisationer er rykket tættere på

Det bliver ikke et punkt på den officielle dagsorden. Men det gemmer sig lige under overfladen og kan vise sig at få store konsekvenser for det danske arbejdsmarked i flere årtier.

Vi taler om det interne sammenhold i fagbevægelsen. Trepartsforhandlingerne til foråret risikerer endnu en gang at udstille, at Danmark er for lille til at have tre hovedorganisationer, LO, FTF og AC. Det vil give ny ammunition til de efterhånden mange fusionstilhængere.

Ved de sidste trepartsforhandlinger i 2007 forlod FTF forhandlingerne, mens LO og AC blev ved bordet og landede en aftale til 14 milliarder kr. Først senere lykkedes det FTF at få del i kagen.

Allerede dengang satte det gang i spekulationerne om en fusion mellem LO og FTF. Den tidligere LO-formand Hans Jensen havde gerne set sig selv i rollen som manden, der fik fusioneret de to hovedorganisationer. Og stærke kræfter som Tine Aurvig-Huggenberger, der længe lignede hans efterfølger, lå helt på samme linje. Det samme gjorde formændene for nogle af de største LO-forbund som Dennis Kristensen fra FOA og HKs daværende formand John Dahl.

Nu er tankerne om en fusion blusset op igen, efter at HK/Kommunal har luftet tanken om at kappe båndene til LO og i stedet melde sig ind i FTF. Det kan være den snebold, der får lavinen til at rulle.

En fusion vil næppe komme på tale under Harald Børstings formandskab. Han har deponeret for mange af sine æg i den socialdemokratiske kurv, til at FTFs formand Bente Sorgefrey lader sig friste af et historisk ægteskab i fagbevægelsen. Men når han trækker sig i 2015, kan vejen være banet for en fusion, og så vil AC formentlig også med om bord. 

En fusion kan være nøglen til at stoppe den massive og dødstruende medlemsflugt i LO, sætte fornyet skub i den efterhånden ret amputerede danske flexicurity-model og give fagbevægelsen fornyede kræfter til at forsvare løn- og arbejdsvilkår.
 

4. Vetokratiets vugge

USAs politiske beslutningskraft på nyt lavpunkt

Sidste mandag måtte den amerikanske Kongres’ såkaldte superkomité kaste håndklædet i ringen og opgive at komme frem til en fælles løsning i den tragikomiske føljeton om USAs gældsloft.

I august var USA få dage fra at gå i betalingsstandsning, da Republikanerne nægtede at stemme for en forhøjelse af gældsloftet, der sætter en grænse for den amerikanske skats samlede låntagning. Uden denne forhøjelse ville den føderale regering ikke have kunnet betale sine regninger, løn til sine ansatte osv.

For at lægge stemmer til forhøjelsen krævede Republikanerne indrømmelser, bl.a. en videreførelse af skattelettelser, der blev givet under Bush, og som stod til at udløbe fra næste år. Demokraterne stod lige så stejlt på deres. Udgangen blev, at man nedsatte den nævnte superkomite med seks medlemmer fra hvert parti. Den skulle inden årets udgang komme med forslag til budgetbesparelser, som begge parter kunne leve med. Samtidig vedtog man en gigantisk spareplan på 1.200 milliarder dollar, der ville træde i kraft, hvis ikke komitéen kunne komme med et bedre forslag. Planen var så upopulær hos begge parter, at man regnede med, at det ville garantere, at komitéen nåede til enighed.

Det gjorde den så ikke, og de aftalte besparelser står derfor ved magt. Militæret alene skal beskæres med mere end 600 milliarder dollar over ti år, begyndende fra 2013.

I Financial Times forklarer den amerikanske samfundsforsker Francis Fukuyama, at det amerikanske politiske system er blevet til et “vetokrati”: USAs politiske beslutningssystem har delt magten mellem en række instanser – præsidenten, Kongressens to kamre, delstaterne osv. – der gensidigt er i stand til at forsinke eller afspore hinandens beslutninger. Det grunder sig på et særtræk ved den amerikanske politiske kultur: bekymringen for, at en alt for stærk statsmagt truer borgernes frihed.

Systemet afføder en række ejendommeligheder – f.eks. i forbindelse med de årlige budgetforhandlinger. Her er der tradition for, at de 535 kongresmedlemmer bruger deres vetoret til at skaffe sig indrømmelser. Det skaber et kompliceret spind af studehandler og gør systemet meget sårbart over for pression, lobbyisme og snæver valgkreds-egoisme.

Fukuyama konkluderer, at der er brug for reformer, hvis ikke den politisk polariserede situation skal skabe permanent politisk handlingslammelse.

5. Klimaambitionerne sendt til hjørnespark

Vi vil næppe se et knæk i drivhusgaskurven før 2020, er EUs vurdering før COP17 i Durban

I dag skal verdens regeringer for syttende gang forsøge at tale sig frem til enighed om, hvordan de vil bekæmpe de voksende klimaforandringer. Det foregår denne gang i Sydafrika, i Durban, hvor FNs klimakonference COP17 afholdes gennem de næste knap to uger.

Næste fredag vil vi traditionen tro se regeringsrepræsentanter forsøge at udlægge endnu to ugers ørkesløse forhandlinger som et fremskridt for klimaet, uagtet at resultatet af de første seksten møder er svært at se. I hvert fald har de seneste uger traditionen tro budt på en række analyser af udledning af drivhusgasser og klimaforandringer, der viser, at selv de mest pessimistiske forudsigelser er blevet overgået – negativt – af virkeligheden.

Tidligere på ugen var det, som om et klarsyn af pessimisme ramte den eller altid kampberedte klimakommissær Connie Hedegaard.

Klimakampen kommer næppe afgørende videre på denne side af 2020, måtte hun erkende, for  lande som Kina og Indien og andre lande med store fattige befolkningsgrupper må have mulighed for at skabe billig – og forurenende – vækst for at hive dem ud af fattigdommen.

Indtil da regner hun ikke med, at kunne få de lande med i en aftale, og så vil USA næppe heller reducere sit udslip. Tilbage står et forholdsvist velmenende EU med planer om at skære  ned i de 11 pct. af verdens udledninger, som de skaber.

Hvis det er nogen trøst, skal det siges, at det på den lange bane kan blive en fordel for EU-landene at begynde at reducere deres udslip nu. Analyser fra både Det Internationale Energiagentur og OECD viser, at regningen for at gøre noget ved klimaet bare vokser, jo længere man venter. Men hvis EU-landene skal høste den fordel, kræver det selvsagt, at USA, Kina og de andre efter 2020 pludselig vil reducere drastisk i deres udledninger. Og at satse på det vil vist være at gøre regning uden vært.