USA’s studerende ved, at den næste revolution er baseret på data

Computer- og data science er ved at være en efterspurgt kompetence og et centralt element i omstillingen til en digital økonomi, skriver Jeppe Olesen og Lone Christiansen fra Innovation Centre Denmark i Silicon Valley.

Af Jeppe Dørup Olesen, forskningsattaché, og Lone Anine Christiansen, Innovation & Research associate, Innovation Centre Denmark i Silicon Valley

Når man ser sig omkring i Silicon Valley, er man ikke i tvivl om, at den næste revolution handler om data. Gamle virksomheder skal omstilles til den digitale virkelighed, investorer leder efter forretningsidéer, der tager udgangspunkt i data, og de store techvirksomheders forretninger er baseret på store mængder data og på deres evne til at analysere og omsætte den til værdi for dem selv og deres kunder.

Udviklingen påvirker også universitetsverdenen, hvor de studerende efterspørger kompetencer til at programmere, samle og kombinere datakilder og analysere store datamængder.

På de toneangivende universiteter i området (Stanford University og UC Berkeley) er udviklingen af nye teknologier og undervisning inden for computer og data science gjort til en fremtrædende strategisk prioritet. 

Visionen er ikke blot at opruste inden for disse områder, men at udbrede og integrere den digitale viden fra computer- og data science bredt til alle fagområder. Idéen er ikke, at alle skal studere computer- eller data science, men at alle skal kunne bruge de digitale redskaber fra fagene til at blive bedre til deres eget fagområde – uanset om man læser biologi, historie eller arkæologi.

De studerendes interesse i feltet er tydelig. På Stanford University tager over 90 procent af de studerende fag, der indeholder data science. UC Berkeley startede for få år siden et bredt introducerende data science-fag, der allerede nu er bredt kendt under navnet Data8.

Siden opstarten er faget vokset kraftigt, og nu tager cirka 3.700 bachelorstuderende på Berkeley faget, hvilket svarer til 50 procent af studerende på en ny årgang.

Data8 er et data science-fag, der skal kunne bruges på tværs af fag; fra biologi til business og humaniora. Idéen er at undervise de studerende i, hvordan data science kan give et nyt perspektiv til at analysere problemer inden for forskellige fag og bruges som redskaber, der kan gøre én endnu bedre til sin kernefaglighed.

Data8 indeholder desuden kontekstuelle temaer som privacy samt bias i kunstig intelligens og machine learning, og de studerende bliver indført i etiske og demokratiske implikationer af de nye teknologier.

Men hvordan får man gjort data science relevant for mange forskellige fag, så for eksempel en arkæologistuderende faktisk bliver en bedre arkæolog ved hjælp af de nye redskaber?

På UC Berkeley har man udviklet såkaldte connector courses. Det er kurser, der lærer de studerende, hvordan de kan anvende de redskaber, de lærer i data science, til at løse konkrete problemer i deres respektive fag.

Studerende i bioteknologi kan eksempelvis tage et fag, der viser, hvordan store datamængder kan bruges til at analysere og besvare spørgsmål om immunterapi i kræftbehandling. Studerende i geografi kan anvende data science-redskaber til at analysere tredimensionelle data.

Kurserne kombinerer pensum fra både data science og de forskellige fagområder og trækker derfor også på undervisere fra en række fagområder på universitetet.

Den stigende interesse for computer science er et bredt fænomen i USA, hvor der i perioden 2006-2018 har været en stigning på 360 procent i antallet af studerende, der har valgt en specialisering i computer science.

I perioden efter 2013 har antallet oversteget selv dot-com-periodens historisk høje antal computer science-studerende, og siden 2013 er der år efter år blevet sat nye rekorder på antallet af indskrevne.

Vi kan altså derfor konstatere fra vores post i Silicon Valley, at computer- og data science for alvor er blevet en efterspurgt kompetence og et centralt element i omstillingen til en digital økonomi.

På det danske Innovationscenter i Silicon Valley følger vi digitale trends tæt på uddannelsesområdet. Senere på året udgives en kort ICDK-outlook rapport om digital omstilling med cases fra udvalgte amerikanske universiteter – du kan høre nærmere ved at kontakte [email protected].

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu