Produktivitetsgab Økonom slår alarm: Akut behov for ny europæisk konkurrencemodel Også den danske produktivitet er for lav Konkurrencekraften fosser ud af europas bagdør. Produktivitetsgabet mellem Europa og USA er i dag vokset til massive 32 pct. Og nye tal fra OECD placerer Danmark i gruppen af lande med den laveste vækst i arbejdsproduktiviteten. Ifølge den tyske ekspert i politisk økonomi og direktør for McKinsey i Frankfurt, dr. Heino Fassbender, vil det tage mindst 40 år at lukke gabet: “Det vil kræve, at Europa formår at øge sin produktivitetsvækst med et helt procentpoint. Det er ikke urealistisk, men det kræver hårdt arbejde, ” siger han til Ugebrevet. I et interview trækker Fassbender alvoren i Europas produktivitetsudfordring skarpt op: Vi må udvikle en ny konkurrencemodel, hvis vi også i fremtiden vil tilhøre den økonomiske superliga. Det kræver først og fremmest et opgør med en udbredt vrangforestilling: ”Opfattelsen synes at være, at europæere er innovative og produktive, så vi har råd til at være dovne. Men fakta er, at en lav produktivitet i dag er den største trussel for vores fremtidige velfærd, ” siger Heino Fassbender.