Regeringen har hårdt brug for vækst i mere end én forstand, hvis den vil overleve næste valg. 

En ny meningsmåling foretaget af Megafon for Politiken og TV 2 her forleden, gav rød blok sølle 42,5 pct. af stemmerne, mens blå blok igen stiger. 

Venstre er stadig landets største parti, men den tilbagegang, der startede i maj, fortsætter, og Lars Løkke Rasmussens forskellige udmeldinger er ved at bringe partiet tættere på niveauet fra sidste valgdag. Men samlet står blå blok stærkt. Ikke mindst Dansk Folkeparti er med nu 18,2 pct. af stemmerne en reel trussel mod alle socialdemokratiske forhåbninger om at kunne genvinde magten. Mange S-kernevælgere har taget turen over til DF, hvor den nye formand, Kristian Thulesen Dahl, har været dygtig til at samle de utilfredse og frustrerede op i den socialnationale fold. 

For statsminister Helle Thorning-Schmidt må det være endnu mere frustrerende, for de seneste måneders koordinerede offensiv, herunder regeringsrokaden, er foreløbig uden resultat. ”Folk er holdt op med at tro, at hun mener det, hun siger,” lyder Kristian Thulesen Dahls diagnose, der er serveret med henvisninger til Thornings indspark i debatten om frikadeller, flæskesteg og halalkød.

Det er ikke et tilfælde, at han forsøger at koble halaldebatten sammen med Thornings tilbagegang: DF ønsker at stå som det ”autentiske” parti i forsvaret for dansk kultur og vaner. De bryder sig ikke om, at statsministeren blander sig i værdidebatten og taler om, at ”vi skal passe på vores egen kultur”, synge salmer i julen og spise flæskesteg. Thornings halal-udtalelser, der i øvrigt bakkes op af et stort flertal af danskerne, kan ikke være det, der har udløst tilbagegangen for den røde blok. Problemet er ikke så meget det, hun sagde, som det, hun ikke har gjort endnu. 

Efter hjertet følger pengepungen

Rent strategisk kan Thorning satse på at generobre vælgere fra DF ved først at tale til deres hjerter og kulturelle fornemmelser, og siden at lave reformer, der kan tale til deres pengepung og sikre arbejdspladser. I stedet for at se halal-udmeldingen som en pludselig indskydelse, er det nok snarere en kalkuleret risiko i en større game-plan.

Enhedslistens Per Clausen har sagt, at Thorning burde ”overlade halal-frikadelle-krigen til kommunerne og så koncentrere sig om det, som vel er en statsministers opgave, nemlig at sikre, at folk kommer i arbejde og ikke falder ud af dagpengesystemet”. Det er sikkert også folks umiddelbare indskydelse. Hvorfor skal statsministeren beskæftige sig med, hvad institutionerne serverer, når nationen befinder sig i en vækstkrise?

Men måske er en vending på vej. Det håber Thorning i hvert fald, når hun forsøger at tale opsvinget i gang. 

Her forleden kom nye tal fra Danmarks Statistik, der viser, at den såkaldte AKU-ledighed er faldet til det laveste niveau siden 2009. I andet kvartal af 2013 er dette ledighedstal, der bygger på danskernes egne oplysninger om beskæftigelse og jobsøgning, 32.000 lavere end sidste år. 

Det kan være et forvarsel om, at det lysner. Men den registerbaserede arbejdsløshedsstatistik viser stadig, at antallet af fuldtidsledige er stabilt højt, så der tegner sig ikke noget entydigt billede. 

I regeringens inderkreds håber man på gode nyheder på fredag, når nationalregnskabets tal vil afsløre, om der også er kommet gang i væksten. Men foreløbig tyder alt på, at opsvinget vil være tøvende og svagt – hvis det overhovedet kommer. 

Boligpriserne stiger en smule, men udbuddet er stadig relativt lavt. Detailhandlen står i stampe, og nyregistreringerne af biler er samlet set faldet inden for det seneste år, så det tegner ikke billedet af et buldrende opsving. 

De internationale konjunkturer er samtidig meget usikre, fordi den globale økonomi kan blive svækket af højere renter i USA, tilbageslag i en række af de store vækstøkonomier i Asien, gældsafviklingen i de vestlige lande, besparelser på de offentlige budgetter og forbrugernes mæthed over for at købe nye ting.

Markedet skal have en hjælpende hånd

Under alle omstændigheder kan markedet ikke genrejse væksten alene. Derfor er det vigtigt, at regeringen kender sin besøgelsestid med nye vækstinitiativer og reformer her i efteråret. På den front må man håbe, at den nyslåede erhvervs- og vækstminister, Henrik Sass Larsen, har styrke til at sætte en dagsorden, der peger fremad. Han kan være med til at sikre vækstpolitikkens genkomst, hvis han spiller sine kort rigtigt.

I den forløbne uge har han i en række avisinterview løftet noget af sløret for, hvad han vil satse på. 

Han lover nye vækstinitiativer, der skal skabe tusindvis af nye job i landbruget og i turismeerhvervet. Fødevareerhvervet er vigtigt for dansk eksport, og turismeerhvervet kan skabe mange job, også for ufaglærte, så det er næppe tilfældigt, at de er blevet fremhævet. Men der skal meget mere til, hvis Danmark skal tilbage på et bæredygtigt og stærkt vækstspor. 

Derfor er det godt, at Sass samtidig har sat sig for at revitalisere nogle af de ideer, som regeringens vækstteams har udarbejdet, men som lå og samlede støv under den forrige minister. Det er på høje tid, for der er mange gode ideer til, hvordan Danmark kan skabe nogle stærkere vækstklynger – fra fødevarer til grønne løsninger. 

Samtidig bør han sætte turbo på investeringerne i den digitale infrastruktur, der kan accelerere omstillingen til den digitale økonomi, der bliver en af fremtidens vigtigste drivere for vækst, produktivitet og innovation på tværs af de gamle brancheskel.

Behov for et bredt vækstforlig

Det er lovende, at Sass Larsen forholder sig åbent og udogmatisk til udliciteringer, og gør man det rigtigt, kan det i bedste fald bidrage til at skabe en stærk privat vækstklynge inden for sundheds- og velfærdsløsninger. 

Der udestår stadig mange udfordringer med at finde det rigtige snit i den nye vækstmodel, og det røde bagland kan komme på tværs. Men ministeren har åbnet ballet for nogle vigtige reformer, der forhåbentlig kan pege fremad og skabe nye, stærke offentlig-private partnerskaber og servicemodeller. 

Når han samtidig kommer med en barsk udmelding til de store systemiske banker om, at de kan vente skrappere regler for deres kapital- og likviditetskrav, giver det noget ideologisk kant til Venstre og en luns til det røde bagland. 

Men spørgsmålet er, hvor stærke muskler ministeren egentlig har, når han skal lægge arm med nogle af de allerstørste og mægtigste aktører i dansk erhvervsliv? 

Når støvet har lagt sig, og vælgergevinsterne er indhøstet, må parterne enes om et forlig. Den langsigtede stabilitet og tiltro til den danske finanssektor er helt afgørende for at sikre bankerne gode lånemuligheder på det globale finansmarked. 

Samtidig skal der findes nye kapitalmodeller, der kan skaffe små og mellemstore virksomheder penge til at investere i ny vækst. Højere kapital- og likviditetskrav for de systemiske banker er en vigtig forudsætning, men nok så vigtigt er, at der er tillid til, at de politiske regler er langtidsholdbare og kan overleve et eventuelt magtskifte.