Vær med i jagten på den innovative klasse

Det er tyve år siden, at Mandag Morgen sammen med en række erhvervsledere stillede spørgsmålet ”Hvad skal Danmark leve af?” Siden da har regeringer, kommissioner, råd og vækstteams forsøgt at finde et godt svar på dét spørgsmål, og der er lavet en lang stribe af reformer for at ændre rammevilkår og love i det danske samfund. Og der har været store satsninger på at udvikle konkurrencedygtige erhvervsklynger, der kan klare sig i den globale kappestrid.

Men vi er stadig en af de vestlige nationer med den laveste økonomiske vækst, produktiviteten er stagneret, og antallet af innovative virksomheder er på retur. Der er brug for at udvikle en helt ny konkurrence- og vækstmodel for det danske samfund, så vi kan skabe bæredygtig vækst, der rækker mange år frem, samtidig med at vi får løst vor tids største innovative udfordring: at spare på ressourcerne og gøre noget effektivt ved de globale klimaproblemer.

I dag må vi konstatere, at det ikke længere er tilstrækkeligt at stille spørgsmålet om, hvad Danmark skal leve af. Mandag Morgen indleder derfor i dag en fire måneder lang kortlægning af den innovative klasse og de helte, der skal være med til at løse udfordringerne. Det helt centrale spørgsmål er: ”Hvem skal Danmark leve af?”

Hvem skal Danmark leve af?

Her er nogle af de temaer og personer, du  vil stifte bekendtskab med i Mandag Morgen de kommende måneder:

9. september: Velfærdens milliardærer. Hvordan velfærdssamfundets innovative ildsjæle måske kan spare Danmark for 100 milliarder kr. og stadig sikre en bedre velfærd.

16. september: De bygger morgendagens samfund. Nye green & lean forretnings- og samfundsmodeller er i hastig udvikling og stiller helt nye krav til politikere og erhvervsledere. Læs hvorfor – og hvem der driver forandringerne.

23. september: Eksportens ukendte helte.  Bag enhver erhvervssucces findes en række ukendte nøglepersoner, der udgør det innovative nervecenter i enhver stor virksomhed. Vi præsenterer en række af nøglepersonerne bag Danmarks største eksportsucceser.

30. september: Dem Danmark ikke kan leve af. Nærgående analyse af en  gruppe fremtrædende danskere, der bærer et tungt ansvar for Danmarks udvikling – og som måske repræsenterer en af de største barrierer for en hurtig omstilling.

Oktober: Danmarks nye vækstmagere. Mandag Morgen og Danmarks Radio starter årets jagt på Danmarks vækstkometer i  tredje sæson af Væxtfaktor. Vi inviterer dig til at nominere de nye væxtfaktorhelte, og vi vil løbende afdække,  hvem og hvad der skal bidrage til fremtidens økonomiske vækst.

November: Hvem skal Danmark ledes af?  I en stor særudgave af Mandag Morgen analyseres kravene til fremtidens lederskab – såvel i privat som i offentlig sektor, herunder hvilke udfordringer de nye kommunale ledere konfronteres med.

Dette er blot eksempler på efterårsprogrammet i Mandag Morgen. Det vil løbende blive opdateret. Følg med og få en unik indsigt i de kræfter, holdninger og personer, der er med til at forme morgendagens Danmark.

Som en af verdens mindste nationer med et af verdens højeste omkostningsniveauer er størrelsen og kvaliteten af den innovative klasse den vigtigste konkurrenceparameter.

Som du kan læse i en analyse af Mandag Morgens direktør og udgiver, Erik Rasmussen, har de største paradigmeskift og vækstspring i Danmarkshistorien været drevet frem af stærke personligheder. Det er de innovative ledere og personligheder, der står bag de allerstørste forandringer. Dette har været mønstret lige fra etableringen af andelsbevægelsen og fagbevægelsen til skabelsen af det danske velfærdssamfund og udviklingen af de eksportlokomotiver, der i dag er rygraden i den danske økonomi.

I de næste fire måneder har Mandag Morgen sat sig for at identificere Danmarks dygtigste innovative helte og kortlægge, hvem der reelt har potentialet og fornyerkraften til at bringe Danmark ind på et bæredygtigt vækstspor.

Vi vil invitere alle vore læsere – Danmarks beslutningstagere og nøglemedarbejdere – til at deltage i jagten og være med til at finde de dygtigste og mest innovative personligheder i alle sektorer og brancher.

I de kommende fire måneder vil vi hver uge præsentere nye eksempler og lister over Danmarks innovative helte – i den private sektor, i kommunerne regionerne og staten, og i det civile samfund. I januar vil vi offentliggøre en rangliste over Danmarks 100 største innovative helte.

Allerede i denne uge kan du læse om nogle af dem. Danmarks eksportkanon med 30 fremragende eksportvirksomheder er et godt eksempel på, hvad der skal til. I dette særnummer har vi derudover en række artikler om ledelse, innovation og konkurrenceevne, der indeholder en række inspirerende eksempler og håndfaste anbefalinger til, hvordan man knækker vækstkoden og løfter produktiviteten med 35 pct. – det er nemlig i dag adgangsbilletten til succes på det globale marked.

Men vi stopper ikke her. Følg med i Mandag Morgen i de kommende fire måneder, og deltag i jagten på Danmarks innovative klasse. Hvem skal Danmark leve af? Det er også et spørgsmål, som du kan være med til at besvare.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu