Valget for den næste regering: Kun løftebrud kan sikre velfærden

Den danske velfærdsmodel er både berømt og presset. Berømt fordi den – sammen med de øvrige nordiske lande – har vist sig modstandsdygtig over for internationale kriser og anvist, hvordan en effektiv offentlig sektor kan skabe en stærk konkurrenceevne. Under pres fordi den ikke omstiller sig hurtigt nok til nye udfordringer. Det sidste skyldes bl.a., at velfærdsnationerne historisk set er meget konsensusdrevne. De styres af mindretalsdemokratier, hvor forandringer skabes i brede forlig hen over den politiske midte.

[quote align="right" author=""]De næste syv år kan og bør forandre Danmark og den danske velfærdsmodel.[/quote]

I Danmark udmønter presset sig i, at Danmark om få år har udsigt til et kronisk underskud på de offentlige budgetter, så langt øjet rækker. Det vil efterlade en kæmpe regning til vores børn og børnebørn, og det er den barske realitet, som de politiske partier i både rød og blå blok må forholde sig til. Dermed udstilles og udfordres den politiske omstillingsevne endnu en gang og konfronterer politikerne med et tilbagevendende dilemma, som er specielt prekært i et valgår: at blive genvalgt på en barsk reformkurs.

Der er nemlig ingen lette løsninger. Som Mandag Morgen beskriver i dette nummer, undgår den næste regering næppe at gennemføre reformer som højere skatter, senere pension, beskæringer af velfærden eller at effektivisere den offentlige sektor.

For at anskueliggøre den næste regerings udfordringer, skruer vi tiden tilbage til valget i 2007, da statsministeren hed Anders Fogh Rasmussen, og hans udfordrer hed Helle Thorning-Schmidt. Situationen dengang minder meget om i dag.
 

LIGESOM NU havde Finansministeriet også dengang lavet en langtidsprognose, der viste, at det daværende megaoverskud på de offentlige budgetter ville styrtdykke i årene fremover. Allerede fra 2015 ville Danmark have udsigt til underskud helt frem til 2052 som følge af det stærkt stigende antal ældre og færre i den erhvervsaktive alder. Denne dystre fremtidsprognose fremgik af VK-regeringens egen 2015-plan og burde få alarmklokkerne til at ringe.

Men det gjorde den ikke. De to statsministerkandidater var mere optagede af at love vælgerne mere velfærd. Thornings store slagnummer var 29 velfærdsrettigheder såsom et dagligt bad og et årligt sundhedstjek til alle danskere. Fogh holdt sig heller ikke tilbage med sine 11 kvalitetsstandarder såsom faste kontaktpersoner i ældreplejen og ingen lukkedage i daginstitutioner. Og efterlønnen ville hverken Fogh, Thorning eller for den sags skyld Pia Kjærsgaard røre.

Men siden valget dengang har først Løkke og senere Thorning gennemført talrige og smertefulde reformer for at rette op på økonomien. Løkke lavede bl.a. en reform af dagpengene og afskaffede efterlønnen for alle under 45 år – på trods af løfterne i valgkampen. Thorning har fulgt op med reformer af bl.a. kontanthjælp, førtidspension, SU og sygedagpenge. Alt sammen under massivt bombardement med anklager om løftebrud fra både oppositionen og store dele af vælgerkorpset.

Den globale økonomiske krise var med til at fremskynde behovet for strukturelle reformer. Men selv hvis krisen ikke var indtruffet, viste Finansministeriets fremskrivning, at der var behov for drastiske tiltag for at rette op på økonomien. Og uden de senere års mange reformer ville Danmark have haft et gigantisk problem med de offentlige finanser allerede i dag.
 

MEN REFORMERNE er bare ikke tilstrækkelige. De giver ganske vist et plus på den offentlige saldo i år 2020, som både har været Løkke-regeringens og Thorning-regeringens målsætning. Men politikerne har oversolgt dette mål, som om alt ånder fred og idyl. For i årene fremover vil Danmark ”langsomt men sikkert øge statsgælden og undergrave den langsigtede tiltro til holdbarheden af den offentlige sektors økonomi”, som professor og tidligere overvismand Torben M. Andersen formulerer det i dette nummer af Mandag Morgen.

Udfordringen for politikerne bliver heller ikke mindre af, at Danmark har opbrugt store dele af sit økonomiske kriseberedskab. De lavest hængende frugter er plukket med de senere års mange strukturelle reformer, der har øget arbejdsudbuddet betydeligt. I forvejen går finanspolitikken lige til kanten af rammerne i EU-pagten og vores egen budgetlov. Og mens det store overskud i 2007 gav muligheder for at øge de offentlige investeringer og holde hånden under dansk økonomi, er det i dag afløst af et underskud.

Trods de dystre økonomiske prognoser har partierne i både rød og blå blok varmet op til det kommende valg med løfter om mere velfærd. Den seneste finanslovsaftale afsætter milliarder af kroner til sygehuse, ældre og børn. Det kan der argumenteres stærkt for, også for større beløb – så længe det sker i respekt for de økonomiske realiteter. Det er her, kæden hopper af og beskriver afstanden mellem den økonomiske virkelighed og den politiske virkelighed, samt hvorfor det er så svært at regere selv velordnede demokratier.
 

POLITIKERNE HAR NU syv år til at redde velfærden ifølge de nyeste fremskrivninger. Herefter truer flere årtiers underskud. Her kunne man have forventet og håbet på, at det perspektiv vil dominere valgkampen. Oven på en finanslov med mere velfærd er der dog intet, der peger i den retning. Derfor risikerer den næste regering – uanset farve – at skulle vælge imellem at begå løftebrud eller redde velfærden. Den nuværende regering skal roses for, at den har prioriteret en stram økonomisk politik højere end sin egen popularitet, og den betaler måske prisen ved at tabe det næste valg. Og således kan historien gentage sig, i takt med at den supermodel, vi er stolte af og verdensberømte for, bliver stadig mere presset. Lige nu begynder en ny type overskrifter at dukke op, nemlig om en model der har toppet og skal nytænkes.

Det er også afsættet for Mandag Morgens etablering af Velstandsgruppen med 25 af landets skarpeste hjerner fra de vigtigste samfundssektorer. Ambitionen er bl.a. at inspirere til en hurtigere omstilling af den danske velfærdsmodel.  Det sker både for at fastholde modellens klare styrker og udvikle nye styrker. I dette ugebrev tages de første skridt i processen i samarbejde med medlemmer af Velstandsgruppen. De viser, at Danmark skal forfølge to hovedspor: et økonomispor og et innovationsspor.

Økonomisporet handler om en fortsættelse af de store reformer med fokus på bl.a. boligmarkedet og pensionsalderen. Det er upopulære initiativer, men ikke desto mindre rummer de løsningerne på de strukturelle problemer i den danske økonomi.

Innovationssporet er det nye og meget lovende og repræsenterer andre måder at udvikle velfærd på. Overalt i Danmark foregår der spændende eksperimenter med sundhedsbehandlinger, ældrepleje, undervisningsformer etc. Det sker spredt, og det er svært at danne sig et overblik over den samlede effekt, men lagt sammen drejer det sig om en effektivisering af den offentlige velfærd på adskillige milliarder kroner. Og de har det fælles mål at komme tættere på borgerne ved at inddrage dem mere.

Summen af artiklerne i denne udgave af Mandag Morgen er entydig: De næste syv år kan og bør forandre Danmark og den danske velfærdsmodel. Og denne gang er det ikke kun et spørgsmål om at fortsætte de økonomiske reformer. Det nye og måske mest skelsættende bliver den effektivisering, der handler om en innovativ og systematisk inddragelse af borgerne. De udgør den største og måske mest oversete ressource.

Forrige artikel Mere oplysning, mindre breaking news, tak! Næste artikel Forbrugersegmenter er forældede