Valgkamp i bakspejlet
Det bedste, man kan sige om valgkampen, er, at den bliver kort.
Hvis man havde den opfattelse, at valgkampen skulle handle om, hvordan Danmark skal udvikles de næste fire år, har den første uge været en stor skuffelse. I stedet ligner det mere og mere optakten til en urafstemning om, hvem af to bagudskuende politikere, der skal være landets næste statsminister.
[quote align="right" author=""]Efter den første uges valgkamp har de to statsministerkandidater diskuteret 6 promille og 1.800 kontanthjælpsmodtagere. Det er for småt.[/quote]Vi burde ellers kunne stille store krav til de to kandidater, der bejler til posten om at blive landets statsminister de kommende fire år. Men både Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) fører på hver deres måde valgkamp med øjnene klistret til bakspejlet.
Helle Thorning-Schmidt forsikrer igen og igen danskerne om, at hun ”vil passe på det Danmark, du kender”. Det er selvfølgelig rart at høre, men det slogan peger ikke frem, men tilbage, og viser, at Thorning fører valgkamp med et fast blik i historiens bakspejl.
Og så garnerer hun sit slogan med løftet om mere velfærd. Men også det er en gammel klassiker.
Socialdemokrater forsøger ivrigt at opstille en kant mellem deres løfter om mere velfærd og særlig Venstres løfter om skattelettelser. Men når Thorning lover, at de offentlige udgifter kan vokse med ekstra 6 promille om året, og Løkke taler om et udgiftsstop, er der tale om en forskel for feinschmeckere.
Det er derfor ikke så underligt, at Helle Thorning-Schmidt oppuster forskellen ved at tale om de 39 milliarder kroner, som de 6 promille summer sig op til over de næste fem år. 39 milliarder er bestemt en slags penge, men ved at fokusere på det akkumulerede beløb frem mod år 2020 benytter Helle Thorning-Schmidt sig af lige præcis det prokuratorkneb, Socialdemokraterne med rette kritiserede den daværende Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen for at bruge tilbage i valgkampen i 2005. Også han fik små, årlige stigninger til at se store ud ved at fremhæve den samlede effekt over en længere årrække.
Hokus pokus, ved at overtage Foghs prokuratorkneb bliver forskellen mellem Socialdemokraternes velfærdsstigninger og Venstres udgiftsstop større.
Det ærgerlige er bare, at velfærdsdebatten bliver reduceret til et spørgsmål om den ene eller anden promille,men en udgiftsstigning på 6 promille om året kan ikke i sig selv sikre mere velfærd til danskerne.
For lige meget hvem der indtager Statsministeriet efter folketingsvalget, så vil de næste fire år byde på langt flere forandringer, end vi kan forestille os lige nu. Nogle af forandringerne vil påvirke Danmark med en styrke og uforudsigelighed, der kan få endda meget store konsekvenser for os alle.
Det gode spørgsmål er derfor, hvordan vi kan skabe bæredygtig velfærd i en verden med stigende foranderlighed. Det gør vi helt sikkert ikke ved at følge Helle Thorning-Schmidt og øremærke vores råderum til lidt mere af det samme.
I DEN SITUATION kunne Lars løkke Rasmussen med lethed løfte diskussionen og tilføre velfærdsdebatten i valgkampen nogle vigtige perspektiver. Med sin erfaring både som tidligere amtsborgmester i Frederiksborgs Amt og indenrigs- og sundhedsminister har han indblik i, at velfærdsniveauet i Danmark ikke alene afhænger af kroner og øre, men også af nytænkning, langsigtede indsatser, forebyggelse og ikke mindst at befri landets velfærdsledere for procesregler og bureaukrati.
Desværre gemmer han perspektiverne dybt nede i sine manuskripter. Det er der, han fortæller om de udfordringer, han ser for sig, med et Danmark, hvor borgerne flytter så hurtigt til de store byer, at hver tredje kommune må opstille scenarier for, hvordan de kan bygge ned. Det er udfordringen med stadig færre job til ufaglærte, mens det stadigvæk er sådan, at hver sjette unge dansker ikke får en uddannelse efter folkeskolens 10.-klasse. Og så er der naturligvis problemet med de tusinder og atter tusinder af flygtninge og indvandrere, der ikke får fodfæste på det danske arbejdsmarked.
På de tre områder sætter Lars løkke Rasmussen fingeren på udfordringer, som bør løses – uanset regeringens farve.
Men det er bare ikke her, han bruger sin energi i valgkampen.
Helt som Helle Thorning-Schmidt foretrækker han at føre valgkamp med blikket i bakspejlet. Venstres kandidat til statsministerposten har brugt den første del af sin kampagne på krav om at genindføre to politikker fra VK-regeringens tid. Det ene er loftet over kontanthjælpen, det andet er starthjælpen til de flygtninge, der kommer til Danmark.
Venstre vil have loftet over kontanthjælpen tilbage for at tilskynde kontanthjælpsmodtagere til at finde et arbejde. Beskæftigelsesministeriet vurderer imidlertid i et svar til Folketinget, at der kun er omkring 1.800 modtagere af kontanthjælp, der vil få mindre end 1.000 kroner ekstra om måneden ved at tage et job.
Lars Løkke Rasmussen vil altså have os til at sætte et kryds ved Venstre, fordi der skal ændres på forholdene for netop de 1.800 kontanthjælpsmodtagere, eller ca 11 promille af de i alt 173.178 borgere på kontanthjælp. Der er ingen tvivl om, at det skal kunne betale sig at arbejde, og vi skal indrette hvert eneste komma i vores lovgivning, så vi hele tiden hjælper og skubber borgere i retning af at kunne forsørge sig selv.
Men det skal vi gøre med redskaber, der virker.
Derfor ville det være på sin plads, hvis Venstre fremlagde dokumentation for, at kontanthjælpsloftet i sin tid rent faktisk sendte borgerne i arbejde. Men selvom Venstre har haft lige netop det forslag på programmet i snart halvandet år, så kniber det med dokumentation og beregninger for forslagets effekt. Pinligheden blev endnu mere udtalt, da Løkke skød sin valgkamp i gang ved at bruge en caseperson fra rengøringsvirksomheden Panorama, som partiet ikke selv havde talt med, og som vi fortsat ikke er helt sikre på overhovedet eksisterer. Når Venstre samtidig foreslår at genindføre starthjælpen til flygtninge, så ved vi, at det først og fremmest betyder, at flere bliver fattigere. Kun for en lille gruppe af unge, mandlige flygtninge påvirker starthjælpen dem til at søge og finde et arbejde. Men tilbage står et stort flertal af fattige flygtninge, der bare er blevet fattigere. Foreløbig har valgkampen ikke givet svar på, hvad der skal til for at få dem i arbejde. Det er ellers en vigtig diskussion.
Venstres ønsker om at genindføre gamle politiske tiltag dækker over behovet for at diskutere, hvad der skal til for, at flere får mulighed for at forsørge sig selv. En diskussion, der er hamrende nødvendig, men hvor Venstres genbrugsforslag helt sikkert ikke er mere end en allerhøjst lille del af løsningen.
EFTER DEN FØRSTE UGES VALGKAMP har de to statsministerkandidater diskuteret 6 promille og 1.800 kontanthjælpsmodtagere.
Det er for småt.
Anderledes forholder det sig med de tusinder af velfærdsledere, der hver dag møder borgernes udfordring og hver dag arbejder for at gøre dem mere selvhjulpne. En valgkamp kunne friste netop dem til at kræve flere milliarder på deres område. Men det er faktisk ikke det, de gør.
Ugebrevets opinionsmåling blandt knap 1.000 af landets velfærdsledere står i skærende kontrast til politikernes meget kortsigtede løsninger. I stedet tegner der sig et opløftende billede af, at jo tættere man er på udfordringerne i velfærdsdanmark, des mere interesseret er man i at skabe løsninger, der er bæredygtige – også på langt sigt.
Velfærdslederne sætter ikke bedre behandling på sygehusene og bedre ældrepleje højt på deres ønskesedler for de næste fire år. De prioriterer til gengæld en bedre integration af flygtninge og indvandrere i det danske samfund. De vil styrke forebyggelse på både social- og sundhedsområdet, da det på sigt kan spare samfundet for store økonomiske omkostninger og minimere spild af menneskelige ressourcer. De vil have øget frihed til at løse opgaverne og fjerne unødvendigt bureaukrati. Og de vil investere i bedre forhold for de helt små i daginstitutionerne, da de er Danmarks fremtid.
Velfærdslederens appel kan også tolkes som en slags frustration og mangel på forståelse hos politikerne om velfærdsopgavernes omfang og udfordringernes kompleksitet.
Velfærdsdebatten under valgkampen bør handle om, hvordan vi udvikler et dynamisk samfund med en velfærd, der hele tiden skaber de løsninger, der er behov for til at hjælpe borgerne bedst muligt. Det kræver, at de to statsministerkandidater sænker blikket fra bakspejlet og indgår i diskussioner af, hvordan man i en foranderlig verden hele tiden kan være klar med den hjælp og støtte, der er brug for. Og ikke som nu, hvor skiftende regeringer både udpeger mål og anviser, hvordan ledere og medarbejdere på offentlige arbejdspladser skal arbejde. Velfærden forbedres bedst sammen med både brugere og professionelle i velfærdssamfundet i en proces, der endelig ikke må drukne i dokumentationskrav og kontrolopgaver.
Med alt for præcise manualer støber politikerne nutidens løsninger i beton. Og det er ikke nødvendigvis politikerne, der har de bedste løsninger på alle udfordringerne.
Lad os håbe, at Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen vil bruge resten af valgkampen på at sætte fokus på fremtidens udfordringer i stedet for gårsdagens.
Invester i fremtiden, og drop kortsigtet overbudspolitik
