Hvis de seneste ugers valutauro fortsætter, kan det kuldkaste regeringens EU-køreplan og udløse en hurtig folkeafstemning om dansk deltagelse i den fælles mønt. Det siger formanden for Folketingets Europaudvalg, socialdemokraten Jacob Buksti, i et interview med Ugebrevet Mandag Morgen. Spekulationen mod kronen har vist Danmarks “sårbare” position uden for ØMUen: “Hvis de seneste ugers valutauro fortsætter og fører til en varig renteforhøjelse, kan det godt gå hurtigt. Ingen havde regnet med dét, som vi har set i de seneste uger,” siger Jacob Buksti, der også er Socialdemokratiets politiske ordfører. Regeringen har hidtil satset på at undgå nye folkeafstemninger om EU de næste 3-4 år, og det er fortsat den tilstræbte køre-plan. En ny regeringskonference i EU til næste år vil ikke udløse en dansk folkeafstemning. Regeringen vil gøre op med den hidtidige danske praksis, hvor traktat-reformer i EU sendes til folkeafstemning. Ændringer som Amsterdam-traktaten skal fremover vedtages af Folketinget, ikke ved folkeafstemning, siger Buksti. Han erkender, at EU-modstanderne vil anklage regeringen for grundlovsbrud. Men så må de gå til Højesteret med spørgsmålet.