Danskerne må indstille sig på mere skrabet velfærd de kommende år. Selv om økonomien blomstrer, og vi får flere penge mellem hænderne til at købe mad, tøj, rejser, iPhones og biler, kommer det ikke til at smitte af på velfærden. Den offentlige velfærd kommer til at udgøre en stadig mindre del af den økonomiske samfundskage.

Regeringens sparekurs betyder, at Danmark styrer direkte mod et historisk lavt offentligt forbrug målt i forhold til vores samlede BNP. Vi skal helt tilbage til 1970’erne under Anker Jørgensens tid som statsminister for at finde en periode, hvor Danmark sidst lå stabilt på det lave niveau, som regeringen lægger op til frem mod 2025.

Det viser en opgørelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har lavet for Mandag Morgen på baggrund af tal fra Finansministeriet. Chefanalytiker Jens Sand Kirk forudser, at velfærden kommer på skrump, og at det vil komme til at ramme bredt – lige fra børn i daginstitutioner til folk i ældreplejen.

”Vi bliver rigere og rigere. Vi har gode vækstudsigter, men regeringen er i gang med en historisk sparekurs. Den har valgt at bruge hele vores velstandsfremgang til privat forbrug. Med undtagelse af få år i 1990’erne skal vi helt tilbage til 1970’erne for at se et tilsvarende lavt niveau for den offentlige forbrugsandel,” siger Jens Sand Kirk.

Det næste tiår kan dermed komme til at stå i besparelsernes – og ikke mindst i prioriteringernes – tegn og betyde et opgør mellem generationer om at få del i velfærdskagen og øget privatisering.

Finansminister Kristian Jensen (V) forudser dog, at der fortsat kan hentes store økonomiske gevinster ved at arbejde smartere.

”Vi tror på, at opgaverne i det offentlige kan løses smartere og mere effektivt, f.eks. ved i højere grad at anvende digitale løsninger i den offentlige sektor. Det sikrer, at borgerne oplever en højere kvalitet i den offentlige velfærd, og samtidig frigøres der ressourcer, som kan bruges på andre områder,” skriver Kristian Jensen i en e-mail.

Regeringen vil også senere i år præsentere et stort fornyelsesprogram for den offentlige sektor.

Opbakning til velfærd i fare

Både eksperter og politikere er bange for, at folk ikke i længden vil betale for velfærden over deres skattebillet, hvis de oplever for dårlig normering i børnehaver, mangel på personale på sygehuse eller dårlig undervisning i skolerne. Det kan betyde, at folk mister tilliden til vores så berømmede velfærdsmodel, som store dele af verden misunder os. Som næstformanden i KL, Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard (S), udtrykker det:

”Jeg kan godt være bekymret for, om bukserne holder, og om vi kan fastholde middelklassens opbakning til velfærden. Det er en af de største udfordringer for det danske velfærdssamfund,” siger han.

Jacob Bundsgaard slår også alarm i den nye debatbog ’Rodskud – Venligboere, nærvarme og trivselstanter’, som han har skrevet sammen med Middelfarts socialdemokratiske kronprins, Johannes Lundsfryd, og Vibe Klarup, formand for Frivilligrådet. Heri giver de tre et nyt og radikalt bud på en fornyelse af velfærdssamfundet.

Bogen udkommer 17. marts, dagen efter at landets kommunale top indleder sit årlige todagestopmøde i Aalborg for sammen med regeringstoppen og andre partiledere bl.a. at diskutere velfærd.

Formanden for Socialpolitisk Forening, Knud Aarup, deler bekymringen om, at folk vil miste opbakningen til det skattefinansierede velfærdssamfund. Han har i over 30 år beskæftiget sig med den offentlige sektor som bl.a. direktør i Socialstyrelsen og direktør i de tre jyske kommuner – Horsens, Hadsten og Randers – indenfor socialområdet, arbejdsmarked samt børn og unge. Han mener, at velfærdssamfundet er inde i en slags dødsspiral, som kan underminere den danske velfærdsmodel.

”Velfærdssamfundet fungerer ikke længere godt nok. Det er kendetegnet ved sin tillid, lighed og fællesskab. Men det opleves som for dyrt af den bedre stillede del af befolkningen, for usikkert og utrygt for den store del af danskerne og for dårligt for de mennesker, som på den ene eller anden måde har brug for samfundets støtte og hjælp. Konsekvensen er, at vores universelle velfærdssamfund er på vej ind i noget, der kan minde om en dødsspiral,” siger Knud Aarup.

De glade dage under Fogh

Spørgsmålet om, hvor meget væksten skal stige i de offentlige udgifter, var et af de helt centrale temaer i valgkampen.

Regeringen har et mål om at begrænse væksten i det offentlige forbrug til 0,3 pct. om året i gennemsnit frem til 2025. Hvis regeringen formår at indfri det mål – og de økonomiske prognoser i dens egen 2025-plan holder stik – vil det betyde, at det offentlige forbrug tegner sig for en stadig mindre del af det strukturelle BNP.

I 2025 vil andelen således være reduceret til blot 23,7 pct., viser AE-rådets beregninger. De er lavet på baggrund af Finansministeriets egne tal og prognoser for bl.a. øget vækst, produktivitet og økonomiske gevinster ved regeringens mange forskellige reformudspil af bl.a. pensionsalder, skat og vækstpakke. I dag ligger andelen på lige knap 25,5 pct. Da Lars Løkke Rasmussen var statsminister i 2010, var den helt oppe at toppe på næsten 28 pct. Se figur 1.

Finansminister Kristian Jensen understreger dog, at mange faktorer kan påvirke tallene.

”Det er forkert at antage uden videre, at den offentlige forbrugsandel i 2025 vil ligge på ca. 23,7 pct. af BNP. Det skyldes bl.a., at det offentlig forbrugs andel af BNP på længere sigt afhænger af en række andre faktorer end realvæksten i det offentlige forbrug, herunder udviklingen i den samlede økonomi,” skriver Kristian Jensen.

Regeringens mål om en vækst på 0,3 pct. lyder umiddelbart som flere penge til velfærd, men reelt er der tale om en spareøvelse. Samtidig vokser regningen nemlig år efter år – især på grund af det stigende antal ældre. Venstre har i sin oprindelige 2025-plan regnet sig frem til, at der er behov for en vækst på det dobbelte – 0,6 pct. – svarende til 28 milliarder kr. om året i 2025 for bare at holde trit med den demografiske udvikling. De økonomiske vismænd taler endda om en vækst på 1,2 pct. om året for at bevare det nuværende serviceniveau og følge den almindelige velstandsudvikling.

Derfor er en vækst på 0,3 pct. reelt en nedskæringspolitik, der vil efterlade et hul på 14 milliarder kr. for at få regnskabet til at gå op, viser AE-rådets beregninger. Og kursen ligger lysår fra de glade velfærdsdage under ’minimalstatsfaderen’ Anders Fogh Rasmussen op gennem 2000’erne, hvor det offentlige forbrug voksede med knap to pct. om året.

Forsvaret kan presse velfærden

Kristian Jensen understreger dog, at væksten godt kan blive højere end de 0,3 pct.

”Regeringen har en målsætning om en basisrealvækst i det offentlige forbrug på 0,3 pct. årligt. Hertil kommer udgifter muliggjort af reformer som f.eks. SU, samt øgede investeringer i danskernes sikkerhed. Regeringen lægger således op til, at forbrugsvæksten godt kan blive højere end 0,3 pct., hvis der sker en omprioritering af de offentlige udgifter. Det vil sige, at udgifterne til offentligt forbrug kan vokse, mens de samlede offentlige udgifter er uændrede,” skriver ministeren i sin mail.

Men chefanalytiker Jens Sand Kirk fra AE-rådet forudser dog, at regeringens sparekurs kan betyde besparelser på områder som uddannelse, forskning, ældrepleje, børnepasning og andre dele af det sociale område.

”Regeringen ønsker at prioritere sundhedsvæsenet højest i fremtiden. Det fremgår af regeringsgrundlaget. Derfor må vi formode, at det er de andre serviceområder, der skal beskæres, og jeg har svært ved at se, hvordan regeringen kan undgå at spare på ældreområdet,” siger Jens Sand Kirk.

Presset på velfærden bliver ikke mindre af, at der formentlig skal bruges flere penge på kampvogne, soldater og andet militær de kommende år. Den amerikanske præsident Donald Trump vil have Danmark og andre lande til at leve op til den musketéred, som NATO-landene har svoret hinanden, om at hæve forsvarsbudgetterne til 2 pct. af landendes BNP. Det svarer til, at Danmarks skal bruge ca. 20 milliarder kr. ekstra til forsvaret om året.

Både Lars Løkke og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har signaleret, at Danmark vil arbejde i den retning. Og hvis Danmark skal leve op til denne vision, vil det forstærke det politiske pres på yderligere besparelser og prioriteringer af velfærden.

Flere penge til velfærd, men ...

År for år bruger Danmark flere penge på velfærd. Der er en realvækst i det offentlige forbrug. Faktisk er Danmark et af de lande i verden, der bruger flest penge på offentlig velfærd, selv om væksten er dampet markant af de seneste år. Se figur 2.

Det kan måske lyde mærkeligt, når vi næsten dagligt bliver bombarderet med historier i medierne om, at skoler må lukke, pædagoger bliver fyret, og hjemmehjælp bliver skåret ned til et minimum. Men det kan hænge sammen med, at de ekstra penge er skævt fordelt. De går først og fremmest til regionernes sygehuse og ikke til kommunerne, der har ansvaret for den borgernære velfærd som daginstitutioner, skoler og ældrepleje.

Andelen af Danmarks økonomiske ressourcer, der bruges på sundhed, er steget med 25 pct. siden år 2000. Dengang udgjorde udgifterne til sundhedsvæsenet godt 6 pct. af det strukturelle BNP. Det tal er steget til næsten 8 pct. i 2015, og det dækker bl.a. over stigende udgifter til medicin, bedre behandlingsmetoder, bedre diagnosticering og større mulighed for at redde liv. Overordnet er det offentlige forbrug – eksklusiv sundhedsvæsenet – stort set uændret, viser analysen fra AE. Se figur 3.

Samme tendens fremgå af en analyse foretaget af KL. Den viser, at kommunernes økonomi er faldet til indeks 98 i perioden fra 2008 til 2015. I samme periode er statens økonomi vokset til indeks 105. Regionerne – og dermed sundhedsvæsenet – tager dog 1. pladsen med en vækst i budgetterne til indeks 107.

Denne udvikling er også en af årsagerne til, at de tre forfattere til debatbogen ’Rodskud’, Jacob Bundsgaard, Johannes Lundsfryd og Vibe Klarup, slår alarm.

”Når mange borgere har oplevelsen af, at der bliver skåret i den offentlige sektor, er det ikke, fordi den samlede offentlige sektor bliver mindre, men fordi der mange steder skæres i den borgernære velfærd på daginstitutioner, skoler, på ældrecentre og handicapområdet (…) Folkeskolerne er trængt økonomisk, og mange steder er der ikke længere råd til, at der er en uddannet lærer i hver klasse. 40 pct. af personalet i daginstitutionerne har ingen uddannelse, og nattevagterne er for længst sparet i bund på ældrecentrene,” skriver de i bogen.

Fra middelklassen til de svageste

Når danskerne har en oplevelse af et velfærdssamfund på skrump, kan det også hænge sammen med den måde, som skattekronerne bliver brugt på. Milliarder af kroner bliver omfordelt fra service for den store og brede middelklasse til indsatser for særlige grupper med stort behov for hjælp. F.eks. lægger specialundervisning beslag på store dele af udgifterne til folkeskolen. En elev på en specialskole koster ca. 500.000 kr. om året i gennemsnit, mens udgiften til en elev i folkeskolen er på ca. 70.000 kr.

Et andet eksempel er socialområdet. Erfaringerne viser, at en lille gruppe på blot 1 pct. af borgerne har så tunge og komplekse sociale problemer, at de lægger beslag på ca. 30 pct. af de kommunale velfærdsomkostninger. Det kan være tunge misbrugere, plejekrævende førtidspensionister og syge ledige på kontanthjælp. Formanden for Socialpolitisk Forening, Knud Aarup, siger:

”Når gymnasielæreren pludselig opdager, at hans eller hendes egen demente mor ikke kan få ordentlig støtte på plejehjemmet, fordi der er skåret i hjælpen, bedsteforældre oplever et ragnarok, når de afleverer deres børnebørn i daginstitutionen, eller vi ser forråelsen, når der pludselig bliver kastet med sten mod brandvæsnet, så begynder vi at sætte spørgsmålstegn ved, om det er i orden at betale så meget i skat til vores velfærdssamfund. Det undergraver vores tillid,” siger Knud Aarup.

Han mener, at vi allerede ser konsekvenserne i dag. En stadig større del af danskerne køber sig ved siden af det offentlige velfærdssamfund til ekstra hjælp fra private. Der har heller aldrig været så få folkeskoler og så mange privat- og friskoler i Danmark som nu. Se figur 4.

Samtidig ender flere ældre på private plejehjem, ligesom folk køber ekstra lektiehjælp til deres børn. Området for private jordemødre og lægevagter er i vækst, og knap to millioner danskere er nu omfattet af private sundhedsforsikringer. De betaler næsten to milliarder i præmie til forsikringsselskaberne for bl.a. at få mulighed for at springe ventelisten over til de offentlige sygehuse for at blive behandlet på et privathospital. Se figur 5.

Lars Løkke lægger i sit nye regeringsgrundlag op til at skrue markant mere op for den private velfærd i de kommende år. Klassiske velfærdsopgaver som ældrepleje og behandling af syge skal i større grad overlades til private aktører. Privatskoler skal have endnu højere tilskud. Private universiteter kan skyde op, og så skal der indføres konkrete måltal for, hvor mange opgaver i kommuner, regioner og staten der skal konkurrenceudsættes.

Knud Aarup mener, at det kommende årti bliver afgørende for, om Danmark vil åbne op for mere privat velfærd, som man f.eks. har gjort det i Sverige. Han advarer dog på det kraftigste imod at tillade en massiv markedsgørelse af velfærden.

”Det er fortsat marginalt, hvad Danmark har af private virksomheder, der laver profit på at levere service på det offentlige område. Men Sverige er nu oppe på, at 17 pct. af den offentlige service bliver leveret af private virksomheder inden for de store velfærdsområder som skoler, daginstitutioner og plejehjem. Det er derfor, at vi – sat på spidsen – oplever så mange mord i Sverige; uligheden er steget, og den bedst stillede halvdel har rykket sig væk fra de belastede boligområder. Markedet er godt, når det kan løse problemer. Men vi skal passe på ikke at slippe tøjlerne og så finde ud af om 10-20 år, at vi har ødelagt vores danske velfærdsmodel,” siger Knud Aarup.

Færre hænder

Mangel på hænder kan også være en årsag til danskernes negative syn på velfærdssamfundet. Siden foråret 2010 er antallet af sosu-assistenter, kontorfolk og andre erhvervsuddannede samt ufaglærte faldet med 57.000 i den offentlige sektor. Samtidig er antallet af akademikere og andre folk med en lang videregående uddannelse steget med over 22.000. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik. Specielt kommunerne har sagt farvel til mange ansatte. De har mistet knap 36.000 fuldtidsbeskæftigede. Til gengæld er der stort set lige så mange ansatte i staten og en del flere i regionerne sammenlignet med 2010.

Partierne i rød blok holder sig ikke tilbage med at beskylde Venstre for at udsulte velfærden ved at skære i antallet af offentligt ansatte. De laver også gerne talgymnastik for at få tallene til at passe ind i deres kram. Socialdemokratiet anklager f.eks. Venstre for at have skåret i antallet af offentligt ansatte, når partiet hævder, at der under Lars Løkkes tid som statsminister er kommet 6.100 færre offentligt ansatte, mens der under Helle Thorning-Schmidts regering blev ansat 4.200 flere i det offentlige.

”Resultatet af Løkkes politik: Mennesker mister deres job, danskere får dårligere service, og velfærdssamfundet kommer under pres,” skrev Socialdemokratiet for nylig i et Facebookopslag.

Men for at nå frem til denne forskel har socialdemokraterne meget belejligt renset tallene for personer i offentligt løntilskud, som blev reduceret med over 10.000, mens Thorning var statsminister. Mange af de mennesker leverede også velfærd, og hvis de alle tages med i regnestykket, så faldt antallet af offentligt ansatte med over 6.000 i Thornings regeringstid.

Man kan derfor spørge, om det er rimeligt at undlade ansatte i løntilskud i regnestykket? Nej, mener Jørgen Søndergaard, der er professor og forskningsleder ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

“Det kommer selvfølgelig an på, hvad man vil bruge tallene til. Men hvis det skal være udtryk for, hvor mange mandetimer der er til rådighed til at levere velfærd, så bør løntilskud tælle med. De er også en ressource, der er til rådighed,” har Jørgen Søndergaard tidligere forklaret til Mandag Morgens TjekDet.

Danmarks Statistik tæller da også normalt både ordinær og støttet beskæftigelse med, når de opgør antallet af offentligt ansatte.

Uanset hvilke politiske partier der bærer ansvaret for det faldende antal medarbejdere, så kan det kommende tiår betyde et historisk opgør om størrelsen af den offentlige sektor, hvor folk vender ryggen til de offentlige velfærdstilbud, og flere opgaver bliver lagt ud til private firmaer.

Det kommende tiår kan også betyde et hårdt opgør mellem generationerne, hvor ældre vil stå over for unge for at tilkæmpe sig størst mulig andel af velfærdskagen. Et opgør, som de ældre generationer måske vil vinde, i takt med at et politisk flertal prioriterer flere penge til sundhed og skærer ned på uddannelse.