Danmark har brug for en ny værnepligt, hvis samfundets solidaritet skal sikres, skriver Ugebrevet i sin leder. En velfærdens værnepligt. Ikke for de “våbenføre mænd”-, men for alle arbejdsduelige samfundsborgere. Og ikke for at skærme fædrelandet mod ydre fjender, men for at beskytte velfærdssamfundet mod de indre. For hvad kan ellers binde danskerne sammen? Demokrati skal læres, det ved ethvert skolebarn. Det samme skal velfærdssamfundet. Men det savner mere end nogensinde et samlende opdragelsesprojekt, der kan forhindre den spirende fragmentering, skriver Ugebrevet.