Velfærdsteknologi på dagsordenen
Den danske sundhedssektor står i dag over for et voksende omkostningspres og forventningspres. Udgifterne er eksploderet i de senere år, og sundhedsudgifterne ventes også at sluge en større og større del af BNP de kommende år – fra knap syv pct. i dag til knap 10 pct. i år 2050. Men befolkningens forventninger til sundhed og pleje af høj kvalitet ser ud til at stige endnu mere, og derfor har det danske sundhedsvæsen et enormt behov for fornyelse. Den nuværende udvikling er uholdbar, for om få år kan der blive mangel på arbejdskraft, og samtidig har statskassen udsigt til stigende underskud og gældsætning.
Men nye velfærdsteknologier har potentiale til at skabe en gennemgribende fornyelse af sundheds- og plejesektoren, der løser nogle af de presserende udfordringer, som Danmark står overfor.
Mandag Morgen har derfor i samarbejde med Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, taget initiativ til at sætte den næste generation af velfærdsteknologi på dagsordenen for at afsøge de muligheder, den rummer.
Mandag Morgen vil her i løbet af efteråret offentliggøre syv analyser af, hvordan sundhedsteknologien kan indføres i det danske sundhedsvæsen, og hvor store potentialerne er. Vi identificerer, hvad der er international best practice og undersøger, hvordan den nye sundhedsteknologi kan bidrage til en bredere fornyelse af den danske sundhedsmodel.
Samtidig har vi inviteret 450 nøgleaktører i den danske sundheds- og plejesektor til at blive medlemmer af et nyt innovationspanel, Sundhedens Innovatører. Det nye innovationspanel vil dele viden, give inspiration og udveksle ideer til, hvordan man kan bruge og organisere nye teknologiske løsninger i den danske sundheds- og plejesektor. Det vil være en form for co-created innovationsproces, der samtidig skal sikre, at vi får identificeret de skarpeste og bedste løsninger på de udfordringer, som den danske sundhedssektor befinder sig i.
Mandag Morgen vil løbende dække debatten og undersøge, hvordan panelets ideer kan gøres til virkelighed. Vi vil gerne have alle bidrag fra vore læsere, der har konstruktive bud på, hvordan udfordringerne kan løses.
I november samler vi ideerne i et samlet innovationskatalog, og den 29. november mødes Sundhedens Innovatører på en konference i København til udpege de bedste ideer og løsninger.





