Velkommen til eliten - på alle niveauer

Der er brug for høj faglighed på alle niveauer. Regeringens gymnasiereform er mere end velkommen.

Vi er nødt til at sige det, som det er: Uddannelse er ikke et gode i sig selv, uddannelserne skal også være af høj kvalitet.

Derfor er det mere end velkomment, at regeringen fremlægger sit forslag til en reform af de gymnasiale ungdomsuddannelser med det erklærede mål at højne den faglige kvalitet. Det er så meget mere afgørende, fordi jobmarkedet i stigende grad bliver præget af hård international konkurrence. Og det gælder både jobbene i toppen og jobbene i bunden.

Heldigvis støtter et bredt flertal i Folketinget målet om at højne kvaliteten på alle niveauer. SR-regeringen gennemførte reformer af både folkeskole og erhvervsuddannelser og stod for erhvervsuddannelsernes vedkommende bag et karakterkrav i både dansk og matematik på 2.

Det skete for at sende et endda meget tydeligt signal til de unge om, at også erhvervsuddannelser handler om faglighed.

Effekten har været, at færre unge bliver optaget på en erhvervsuddannelse. Til gengæld er de mere motiverede og holder fast: Det rekordhøje frafald er f.eks. nede på mellem 5 og 6 procent på nogle af landets største tekniske skoler.

De gymnasiale ungdomsuddannelser er i modsætning til erhvervsuddannelserne boglige uddannelser. De skal med andre ord forberede unge på at tage en videregående uddannelse.

Den målsætning tydeliggør et karakterkrav på 4.

Vil det så ikke betyde, at nogle unge ikke kan komme på gymnasiet?

Jo, det vil det, og det har Socialdemokraterne og de andre partier til venstre for midten fokus på i deres kritik af, at kravet om den øgede faglighed oversættes til et karakterkrav på 4. Helt som på erhvervsuddannelserne mener de, at kravet skal være 2.

Men det giver ingen mening at åbne de gymnasiale ungdomsuddannelser for bogligt svage unge eller bare for unge, der ikke er bogligt motiverede.

Det er ikke engang sikkert, at gymnasieuddannelserne er den bedste løsning for dem. Vi kan i al fald se, at frafaldet er størst blandt unge, der ikke har 4 i dansk eller matematik.

Nogle unge med lave karakterer i folkeskolens 8. og 9. klasse vil gøre en ekstra indsats og løfte deres karakterniveau, andre vil tage en erhvervsuddannelse, mens atter andre vil finde et job og måske vende tilbage til uddannelsessystemet efter nogle år på arbejdsmarkedet.
Dem skal der være plads til.

Her kan et nyt HF få en nøglerolle. Målet er, at HF både optager direkte fra folkeskolen og holder en dør åben for de unge, der ikke kom i gang efter folkeskolen, måske på grund af for lave karakterer. Her kan særlige optagelsesprøver eller samtaler med en uddannelsesvejleder fungere som en slags kvote 2-løsning for unge, der ikke har eksamenspapirerne i orden.

Regeringen lægger i sit forslag op til, at de første to år på HF giver adgang til erhvervsakademier og professionsuddannelser til f.eks. pædagog, sygeplejerske og politibetjent. Ønsker HF’erne i stedet at fortsætte på et universitet, må de tage et halvt år til.

Det nye HF kan blive endnu en mulighed for unge, der ikke tog en ungdomsuddannelse lige efter folkeskolen.

Samtidig er det værd at bemærke, at arbejdsmarkedet nærmest skriger efter kompetent faglært arbejdskraft og ikke efter flere unge, der kun får en studenterhue. Om ti år vil Danmark ifølge beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mangle mere end 70.000 faglærte. Det kan med andre ord give god mening at gå i gang med en faglært uddannelse.

Skulle de unge ønske det, kan de udbygge den faglige uddannelse med den ambitiøse, men oversete femte gymnasiale ungdomsuddannelse EUX, som kombinerer erhvervsuddannelsernes mere praktisk orienterede uddannelse med gymnasiets boglige krav. Her er adgangskravet stadig 2.

Det er vigtigt, at der er uddannelser af høj kvalitet på alle niveauer, at unge gennemfører den uddannelse, de begynder på, og at ingen bliver ladt tilbage. Men det er ikke kun de gymnasiale ungdomsuddannelsers opgave at sørge for, at alle unge får en uddannelse. Nogle unge skal ikke gå på gymnasiet, men have gode tilbud af høj kvalitet på andre niveauer.

Et uddannelsessystem med fokus på kvalitet på flere niveauer vil give flere unge langt bedre kort på hånden til at bryde den sociale arv, end de har i dag. Det indebærer, at de altid skal kunne opgradere deres uddannelser, når de ønsker det og har motivationen for at gøre det.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu