Forestil dig et spil Monopoly, hvor du praktisk talt ejer alle grundene, har bygget hoteller på de fleste og så lander på feltet ”Gå i fængsel”. Nogenlunde sådan er det at være Donald Trump fra på fredag.

Når ”The Donald” den 20. januar indsættes som præsident for USA, kan han fra Det Hvide Hus i Washington skue ud over en spilleplade med over 500 selskaber fordelt over hele verden. Men nu må han ikke længere flytte rundt på brikkerne og deltage i spillet, som han plejer. Det skal en juridisk konstruktion – der ekskluderer ham fra selskabernes bestyrelser og overlader forvaltningen af hans formue til hans børn, mens han er præsident – sørge for.

Men Monopoly er som bekendt et familiespil. Og bor du på hans hoteller, spiller på hans kasinoer, bruger hans golfbaner eller rejser med hans fly, er det selvfølgelig fortsat Trumps familieimperium – og dermed ham selv – der får pengene. Nøjagtig som når du fra fængslet i Monopoly fortsat må opkræve leje, når de øvrige spillere lander på dine grunde.

Men hvem er det så, der sætter sig bag skrivebordet i det ovale kontor i Det Hvide Hus i Washington – alias nederste venstre hjørne på Trumpopoly spillepladen – på fredag? Og hvordan vil han styre uden om interessekonflikter, når det gælder hans familieimperium og dettes indtjeningsmuligheder, når han nu skal træffe beslutninger og lovgive til alle amerikaneres – og verdensborgeres – bedste? Tja, sidstnævnte kan vi selvfølgelig kun gisne om. Donald Trumps pressemøde i Trump-imperiets hovedkvarter, skyskraberen Trump Tower i New York, i onsdags viser, at han her få dage før indsættelsen fortsat har svært ved at forklare, hvordan han vil manøvrere i det krydsfelt.

Det, vi kan gøre her, kære læser, er at ruste dig til egenhændigt at vurdere USA’s nye præsidents kompetencer udi at holde interesserne adskilt. Vi kan fortælle historien om, hvordan den nu 70-årige Donald John Trump hidtil har truffet beslutninger og manøvreret i forretningsverdenen. Og vi kan tegne den Trumpopoly-spilleplade, som han og hans børn har bygget op, siden han overtog magten over familieimperiet Elizabeth Trump & Son i 1971. Se figur 1.

Trump: The game

Et godt udgangspunkt for begge dele er at skrue tiden tilbage til slutfirserne og følge med opfinderen, skulptøren og ikke mindst spildesigneren Jeffrey Breslow op på 26. etage i den bygning, som satte rammerne for pressemødet i sidste uge – Trump Tower på Manhattan.

Det er herfra, Donald Trump styrer sit imperium fra et kontor med en sublim udsigt over Central Park. En adresse, der er feltet ”Boardwalk” værdig, hvis den blev tegnet ind på et Monopoly-spil. Eller ”Rådhuspladsen” på et dansk Matadorspil. Og det er netop den ide, en rystende nervøs Jeffrey Breslow ville sælge til Donald Trump i 1988.

På det tidspunkt var Trump-imperiet under rivende udvikling. Trump Tower, som blev indviet i 1983, husede, udover Trump-imperiets hovedkvarter, luksuslejligheder beboet af kendisser fra hele verden. Trump var i fuld gang med opførelsen af et af verdens største kasinoer, Trump Taj Mahal, i Atlantic City. Og kort forinden var han for alvor trådt ud af sin fars, Fred Trumps, skygge med bogen ”Trump: The Art of the Deal”, der med en kortlægning af Donald Trumps forretnings- og livsfilosofi toppede New Yorks bestsellerliste i over 3 måneder.

Det var den popularitet, Jeffrey Breslow gerne ville ride på med et Monopoly-lignende spil, hvor spillerne bevæger sig rundt på et bræt og opkøber hoteller, kasinoer, sportsarenaer og andre store ejendomskomplekser i forsøget på at blive lige så rige som Donald Trump.

Breslow havde luret, at chancerne for at lukke en deal med Trump blev øget, hvis hans navn indgik i konceptet. Nøjagtigt som den kontorbygning, han befandt sig i, kasinoet, som Trump var ved at opføre i Atlantic City, og titlen på kioskbaskerbogen om Trumps forretningsfilosofi.

Jeffrey Breslow havde derfor døbt sin prototype af spillet: ”Trump: The Game”. Og det gav bonus. Blot titlen – og synet af sig selv på forsiden af kassen med prototypen - fik, ifølge biografien ”Trump Revealed”, Donald Trump til at udbryde: ”I like it – what’s next?”, endnu inden Breslow havde forklaret, hvad spillet gik ud på.

I don’t do 50-50

Spillet – og omstændighederne omkring, hvordan det blev en realitet – er et eksempel på den logik, Donald Trump handler efter. Og det afspejler til dels USA’s nye præsidents forretnings- og livsfilosofi.

Her er tale om en mand, der handler lynhurtigt og intuitivt. Specielt hvis han øjner forretningsmuligheder og publicity. Og muligvis ikke altid i den rækkefølge. Som Washington Post efterfølgende har citeret Jeffrey Breslow for at sige: “Spillet skulle blot stive hans ego af – endnu en promotion.”

Fakta er, at spillet blev sat i produktion og kom på gaden allerede få måneder senere med en fordelingsnøgle, der hed 40 procent til Breslow og 60 procent til Trump. For som Trump havde gjort Breslow det klart i de ultrakorte forhandlinger om den økonomiske deling af salget: ”I don’t do 50-50.”

Spillet, som over de kommende par år solgte i knap en million enheder, afspejler, ifølge Jeffrey Breslow, Donald Trumps forretningsfilosofi. Og hans ego. Begge ting havde Brewlow studeret nøje gennem medierne og bogen ”The Art of the Deal” og indlejret i spillets layout og regler.

I bund og grund går spillet ud på, stort set ligesom Monopoly og Matador, at købe og sælge ejendomme og selskaber, som jo er de afgørende byggesten for Trump-imperiet og Donald Trumps spidskompetencer.

I første omgang bliver spillets ejendomme og selskaber fordelt mellem spillerne, ved at der startes en budkrig, når en spiller lander på et felt med en ledig ejendom. Når alle ejendomme og selskaber er solgt, kan spillerne i næste fase handle med hinanden i kampen om til sidst at stå tilbage med flest værdier målt på tværs af ejendomme og kontanter.

You’re fired

Trumps glæde ved at sætte sit navn på alt er til at få øje på. Spillerne flytter således rundt på brætspillet med små plastik T’er. På terningerne er 6’erne skiftet ud med T’er. Og man kan trække Trump-kort med tips som ”jeg ville fyre den person, der mest sandsynligt ville fyre mig.”

Man kan også trække kort, hvorpå der står: ”You’re fired”. Med sådan et på hånden, kan man ekskludere andre spillere fra at deltage i budrunder. Med mindre de altså har et ”The Donald”-kort, som ”trumper” ”You’re fired”-kort.

På spilæskens bagside får man en lille lektion i Trumps livs- og forretningsfilosofi: ”Nu, du skal til at spille mit spil, inviterer jeg dig til at udleve fantasien! Føle magten! Og gennemføre handlerne!”, indledes en lang række oneliners signeret af Donald Trump. ”Det handler ikke om at vinde eller tabe – det handler om at vinde,” slår han blandt andet fast. Ligesom han understreger, at ”hvis du er smart, aggressiv og heldig, kan du ende med en milliard eller mere”.

I’m really rich

Præcist hvor meget Donald Trump selv er god for, er svært at afgøre. Et andet kendetegn ved USA’s næste præsident er nemlig, at han elsker at overdrive og dermed ikke går af vejen for at bringe usande oplysninger om både sig selv og andre, hvis det fremmer (selv)forståelsen.

Han har således bl.a. løjet Trump Tower 10 etager højere, end det i virkeligheden er. Han har markedsført Trump Taj Mahal som verdens største kasino, selvom Riviera Hotel og Casino i Las Vegas var større. Og han har, ifølge flere anerkendte businessmedier, løjet sig flere milliarder dollar rigere, end han egentlig er.

Donald Trump har således ved adskillige lejligheder, blandt andet under sin præsidentkampagne, erklæret, at hans nettoformue er på mindst 10 milliarder dollar.

Det mener såvel Forbes, Fortune som Bloomberg dog er mindst 6 milliarder dollar for meget. Alle tre medier har længe fulgt Trump-imperiets forretninger. Og selv om deres bud på, hvor meget Trump er god for varierer, lander de alle tre på mellem tre og fire milliarder dollar. Se figur 2.

Årsagen til, at Trumps nettoformue er svær at slå fast, er dels, at han ikke vil offentliggøre sine skatteforhold, dels at den er afhængig af vurderinger af hans mange ejendomme, fluktuerende værdipapirer og forskellige former for selskabskonstruktioner.

Et særkende ved Donald Trump er i den sammenhæng, at han ikke giver sig og ikke ønsker at samarbejde om en fælles forståelse. Han lader i stedet påstand stå mod påstand og skoser medierne for ikke at have sat sig ordenligt ind i tingene.

Omvendt har de amerikanske medier givet igen ved at udstille hans overdrivelser og gøre grin med hans trang til at fremhæve sin rigdom. F.eks. har Fortune lanceret en online Trump-lommeregner, hvor man kan ”Trumpificere” sin nettoformue. Den fungerer på den måde, at ligegyldigt hvilket tal man taster ind i lommeregneren bliver resultatet 10 milliarder dollar.

Men den slags bider ikke på Donald Trump, der blandt andet gjorde sig bemærket som præsidentkandidat – og skilte sig tydeligt ud fra de øvrige – med ordene: "I’m really rich”.

Trump’s list

Ligesom det er svært at gennemskue, hvad Donald Trumps nettoformue er, er det svært at gennemskue, præcist hvor mange selskaber Donald Trump i dag ejer eller er involveret i gennem delvist ejerskab, bestyrelsesposter eller ved slet og ret at sælge eller leje brandet Trump ud.

Det tætteste, man kommer på en fuldstændig liste, er den ”Financial Disclosure Form”, som alle amerikanske præsidentkandidater skal udfylde.

Her imponerede Donald Trump ved at aflevere en liste på over 90 sider med ikke mindre end 515 forskellige selskaber, som han enten er ene- eller primærejer af eller har en afgørende indflydelse på via bestyrelses- og topledersposter. Derudover får han indtægter fra 150 separate deals verden over fra virksomheder, som han har solgt eller leaset Trump-brandet til. Disse tæller alt fra ejendomme og hoteller over firmaer, der sælger fodtøj og trævarer, til en karrusel i New York, ligesom han stadig får royalties for sin bog.

De 515 selskaber, han selv ejer eller leder, er spredt over hele jorden. De fleste har hovedkvarter i USA, men 111 er fordelt på 18 øvrige nationer med Indien, hvor i alt 11 selskaber hører hjemme, som den største base uden for USA.

Alle virksomheder indgår imidlertid i et virksomhedskonglomerat, som er samlet under ”The Trump Organization”, der har sit hovedkvarter i Trump Tower i New York.

Organisationen ejer, driver, investerer i og udvikler forretninger inden for en lang række brancher, herunder boligejendomme, luksushoteller, resorts, golfbaner, flyselskaber, føde- og drikkevarevirksomheder, online rejsebureauer, mode- og modelvirksomheder, skønhedskonkurrencer, medier, trykkerier og underholdningsbranchen m.m.

Bl.a. ejer Trump det TV-produktionsselskab i New York, der producerer realityserien ”The Apprentice” med ham selv i hovedrollen. Serien, som har været et stort hit, siden den startede i 2004, er et gameshow, hvor deltagerne bl.a. konkurrerer om en kontrakt på 250.000 dollar for at lede en af Donald Trumps virksomheder i et år.

Trumps hang til at få sit navn på bygninger, kasinoer og spil slår også igennem i navngivningen af hans selskaber. Således indgår ”Trump” i navnet på 52 procent – eller 268 ud af de 515 virksomheder, han har listet i sin ”Financial Disclosure Form”.

Go to jail

Det er altså i det virvar, USA’s nye præsident skal forsøge at styre uden om interessekonflikter, hvad angår lovgivning og initiativer, der vil have betydning for de mange brancher, hans selskaber er involveret i – og dermed i sidste ende for hans indtjening.

Selv mener Donald Trump ikke, det bliver noget problem. Som han bedyrede på sit pressemøde i Trump Tower i sidste uge: ”Jeg kunne faktisk godt drive mine forretninger og drive regeringen samtidig.”

Men for at imødekomme den massive kritik og bekymring for interessekonflikter, som både opinionspolitikere, presse og borgere har udtrykt, er Donald Trump dog gået med til en konstruktion, hvor han overlader ledelsen af ”The Trump Organisation” til sine sønner Donald Jr. og Eric, mens han er præsident. Han selv og datteren Ivanka, hvis mand skal rådgive Trump om handelsaftaler og Mellemøsten, trækker sig fra alle ledende poster i selskabet.

Dette eliminerer naturligvis ikke bekymringen for interessekonflikter, selvom Trump på pressemødet i sidste uge med bedste Trump-logik bedyrede, at han ikke ville tale med sine sønner om forretningen.

Om det holder stik, kære læser, må tiden vise. Dit eget bud er lige så godt som de mange journalister på pressemødet, der forsøgte at spørge ind til det og ikke fik et mere klart svar end ovenstående. Nu har du i hvert fald et fundament for at danne dig en mening.

Læg hertil, at når Donald Trump indtager Det Hvide Hus – eller fængslet i venstre hjørne på Trumpopoly-spillepladen – tager han 75 uafklarede retssagstvister med sig, hvor han både står som anklager og forsvarer.

Thi det er et sidste, men vigtigt karaktertræk ved Trump: Han har ry for at sagsøge, før han spørger, og at tage de sager, der bliver anlagt mod ham, med oprejst pande. Ikke mindre end 4.000 gange har han gjort det inden for de sidste 30 år. Og fordelen er faldet ud til ham over halvdelen af gangene …