Som landets første kommune vil Græsted-Gilleleje forsøge at sluse nogle af sine knap 1.000 førtidspensionister tilbage i arbejde. Dermed udfordrer kommunen en samfundsudvikling, der på under 20 år har gjort førtidspensionering til den største parkeringsplads for passive modtagere af overførselsindkomst. Får kommunen succes med projektet, kan det få afgørende betydning for aktiveringen af mange af landets omkring 270.000 førtidspensionister. Perspektivet for samfundsøkonomien er stort. Socialminister Henrik Dam Kristensen (S) bakker den nordsjællandske kommunes udspil op: “Det er en smuk tanke og lyder fornuftigt. Jeg ser gerne, at andre kommuner laver tilsvarende initiativer.” Også formanden for Folketingets socialudvalg, Villy Søvndal, har pæne ord til Venstre-kommunen: “Det er et rosværdigt initiativ, fordi det ikke er en pistol i ryggen på folk, men et frivilligt tilbud.” Hvis en førtidspensionist i Græsted-Gilleleje ikke kan klare et comeback til arbejdsmarkedet, får hun sin pension igen. Kommunen vurderer selv, at det på landsplan er muligt at skaffe 8.000 førtidspensionister job. Tallet omfatter kun førtidspensionister, som fik tilkendt pension efter 1993. For øvrige pensionister betyder statens refusionsregler og kassetænkning, at det er en dårlig kommunal forretning at aktivere sam-fundets svageste borgere.