Omvæltning
Venstre varsler velfærdsrevolution: Frit valg skal udbredes til hele det sociale område
KL er rystet: Så må borgerne selv betale
Venstre slipper nu for alvor velfærden løs. Mens Folketinget endnu arbejder på at færdigbehandle den første bølge af regeringens frit valg-initiativer, bebuder Venstre en egentlig revolution af den offentlige sektor. En omkalfatring, der vil trække dybe spor i velfærdssamfundet, hvis den realiseres. Politisk ordfører Jens Rohde og socialpolitisk ordfører Eva Kjer Hansen bekræfter over for Ugebrevet, at Venstre stiler mod at udbrede det frie valg til hele socialområdet, dvs. institutioner for børn og unge, socialt udsatte, psykisk syge, handicappede, hjemløse m. fl. “Det vil kunne føre til, at institutionerne i højere grad målretter deres tilbud mod folks behov, ” siger Jens Rohde. Kommunernes Landsforening er stærkt utilfreds med de nye signaler: “Det vil give nogle klare, styringsmæssige problemer, fordi de tilbud, der vælges, ofte vil være dyrere, ” siger Vagn Rye Nielsen, formand for KLs socialudvalg. Derfor kræver KL, at mere frit valg ledsages af brugerbetaling. Andre kilder peger på, at hele det kommunale selvstyre kan risikere at falde fra hinanden, fordi kommunerne ikke længere kan finde deres egen, politisk valgte balance mellem skatter og serviceniveau.