Venstre er klar til at skyde en to år lang valgkamp i gang. På et internt møde næste lørdag vil partiets leder, Anders Fogh Rasmussen, fremlægge de otte temaer, der skal være bærende i partiets kampagne for at erobre Statsministeriet ved valget om senest 26 måneder. Fogh Rasmussen har valgt at kombinere bløde velfærdsemner som de ældre, de syge, børnefamilierne og skolerne med hårde meldinger om udlændinge og kriminalitet. Skattestoppet er også med. Den nye politiske platform afspejler, at partiet forsøger at spille på de emner, der optager befolkningen mest. Det er ikke abstrakte problemer som økonomi og arbejdsmarkedsreformer, Venstre vil kapre vælgere med. Venstre har konkrete planer om at garnere hvert af de otte punkter med et løfte, som det allerede er sket på skatteområdet. Det skal formuleres på en sådan måde, at det kan måles og kontrolleres, om løftet bliver indfriet. Det næste valg skal nemlig vindes på troværdighed, lyder analysen hos partiets strateger. På udlændingeområdet er partiet i gang med en større opstramning for at imødegå Dansk Folkepartis fremgang, der nu også rammer Venstre.