Verdens bedste tænketanke er amerikanske, men Danmark er godt med

I en stadig mere kompleks verden er tænketanke blevet et udbredt fænomen. Lige nu er der knap 7.000 registrerede tænketanke i The Think Tanks and Civil Societies Programs (TTCSP) under University of Pennsylvanias globale tænketankregister. Hvis man gerne vil vide, hvilke af dem der kommer til at sætte dagsordenen fremover, er det værd at nærstudere TTCSP’s nye rangliste, 2015 Global Go To Think Tank Index. Her rangeres tænketankene ud fra bl.a. kvaliteten af research, indflydelse på politikudviklere og betydning for samfundsudviklingen. De amerikanske tænketanke ligger generelt højest på listen, og af verdens ti mest indflydelsesrige er de seks amerikanske.

4.750 universitetsansatte, journalister, politikudviklere og donorer har alle givet deres input til listen og har sammen med et 900 personer stort ekspertpanel været med til at nominere og udvælge de mest indflydelsesrige blandt verdens tænketanke.[graph title="Verdens ti mest magtfulde tænketanke " caption="1" align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/protected-files/2016/03/Next_Verdens-ti-mest-magtfulde-taenketanke-.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/protected-files/2016/03/Next_Verdens-ti-mest-magtfulde-taenketanke-.png" text="Med seks tænketanke blandt verdens ti mest indflydelsesrige dominerer USA University of Pennsylvanias årlige rangliste. Dansk Institut for Internationale Studier rangerer som nr. ni blandt tænketanke uden for USA."]Kilde: 2015 Global Go To Think Tank Index Report.” [/graph]

Den amerikanske tænketank Brookings Institution ligger nummer 1 på listen, som de har gjort hvert år siden 2008. I rapporten beskrives Brookings som meget akademisk funderet, et slags universitet uden studerende. Brookings’ eksperter skriver blogs, er aktive på de sociale medier og kan dermed hurtigt kommentere aktuelle emner.

Tænketankes rolle er typisk at fungere som bro mellem den akademiske verden og den politiske verden. Tænketankene leverer bl.a. dyb information og anbefalinger til udvikling af samfundet, og om hvordan de førte politikker virker på tværs af brancher, sektorer m.m.

Danske tænketanke gør det godt i international sammenhæng. På den samlede liste over alle tænketanke ligger Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) nr. 37. DIIS lægger ifølge rapporten ligesom Brookings vægt på at følge de aktuelle tendenser i samfundet.

The Global Go To Think Tank Index opgør ikke kun de allermest indflydelsesrige tænketanke, man kan også gå på opdagelse i lister, hvor tænketankene er rangeret efter for eksempel emne eller geografisk område. F.eks. er CEPOS nr. 48 på listen over tænketanke i Vesteuropa. På området for ’forsvar og national sikkerhed’ ligger Center for Militære Studier under Københavns Universitet som nr. 19 i verden. På miljøområdet er Bjørn Lomborgs Copenhagen Consensus Center 12. bedst, mens Jacob Mchangamas juridiske tænketank Justitia er med på listen over de bedste nye tænketanke.

Fremvæksten af tænketanke skyldes ifølge The Global Go To Think Tank Index især den teknologiske og informationsmæssige revolution. Samtidig har de nationale regeringer ikke længere monopol på information, ligesom tilliden til dem er dalende. Der er dog sket et fald i antallet af tænketanke på det seneste, bl.a. fordi donorer oftere investerer i mere kortsigtede projekter end i større institutioner. Samtidig er der kommet flere aktører og områder samt en øget konkurrence fra f.eks. medier og advokatfirmaer.

Kilde – “2015 Global Go To Think Tanks Index Report”


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu