Vækstparadoks
Dansk verdensrekord uden medaljer
Vi får ikke nok ud af verdens dyreste uddannelser
Danmark får for lidt for landets investeringer i uddannelse. Nye tal viser, at Danmark har verdens dyreste uddannelsessektor, men at uddannelsessystemet fejler på stort set alle parametre. Landets samlede uddannelsesniveau er markant lavere end de førende ilandes, hvilket ødelægger mulighederne for høje vækstrater i fremtiden. Problemerne skyldes en kombination af strukturer og uhensigtsmæssige prioriteringer i uddannelsessektoren, siger eksperter, der peger på behovet for øget viden om, hvilke investeringer der kan styrke humankapitalen mest muligt. “Det svarer til en virksomhed, der investerer en masse penge og så ser konkurrenterne klare sig bedre for en mindre investering, ” siger Hans Siggaard, forskningsdirektør i Learning Lab Danmark.