En dyb krise i New Zealands skolesystem kan blive en alvorlig advarsel til den danske folkeskole og bestræbelserne på at give den enkelte skole flest mulige frihedsgrader. New Zealand har gennemført, hvad der kan betegnes som verdens største skolereform, der gennem de sidste 10 år har været fremhævet som et forbillede for den danske folkeskole. Men nu er hele reformen havnet i en dyb krise. Efter et årti med radikale decentraliseringer og næsten uindskrænket frihed til de enkelte skoler er der sket en voldsom polarisering af New Zealands folkeskole. Skoler med høj koncentration af to-sprogede og ressourcesvage børn er ved at blive tabt. Omkring 30 pct. af landets skoler har behov for akut assistance, og næsten 90 pct. af skolerne må kæmpe med utilstrækkelig offentlig finansiering, viser den seneste rapport fra New Zealands evalueringsinstitut. Resultaterne har direkte adresse til den danske skoledebat, hvor Kommunernes Landsforening i øjeblikket argumenterer for yderligere frihed til den enkelte skole. Måske er Danmark allerede på vej til at få newzealandske tilstande, idet der nu kan konstateres en række sociale uligheder i det decentrale danske skolesystem: En opsigtsvækkende ny undersøgelse af resultaterne ved folkeskolens afgangsprøver viser f.eks., at elever på landets hårdest belastede skoler får markant dårligere karakterer end eleverne på de privilegerede kommuners skoler. De newzealandske erfaringer får danske og amerikanske forskere til at mane til besindighed i folkeskolen.