Vestager som statsminister er utopi

Den 14. januar 1993 fik den daværende radikale leder Marianne Jelved et højest ejendommeligt telefonopkald. Opringningen kom fra udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Han var desperat: Statsminister Poul Schlüter var indstillet på at aflevere regeringens afskedsbegæring i kølvandet på den kritiske Tamilrapport samme dag. Nu prøvede Uffe Ellemann-Jensen som sidste desperate krampetrækning at overtale Jelved til at blive ny statsminister i en VKR-regering.

Jelved behøvede ikke meget betænkningstid. Hun takkede nej. En VKR-regering omgivet af fjender ville få meget svært ved at gennemføre sin politik og dermed overleve i lang tid, lød vurderingen. Men afvisningen var historisk. Det var første gang i nyere dansk politik, at en politisk leder takkede nej til at blive statsminister.

I dag, 18 år efter, kan historien meget vel gentage sig.

Alle meningsmålinger peger på, at Lars Løkke Rasmussen må aflevere nøglerne til statsministeriet efter valget. Men flere konservative folketingskandidater taler nu åbent om muligheden for at pege på de Radikales leder, Margrethe Vestager, som statsminister efter valget. I det scenarie ville Lars Løkke og Lars Barfoed kunne fortsætte som ministre i en ny VKR-regering på samme måde, som det var tilfældet under Hilmar Baunsgaard i 1968-1971. Allerede før sommerferien udtalte fremtrædende V-folk anonymt, at de hellere ville brække en arm på tværs og gøre Vestager til statsminister end at overlevere magten til Helle Thorning-Schmidt.

Selv om ideen også har været vendt i de Radikales hovedbestyrelse, er tanken om Vestager som statsminister stendød i den kommende valgperiode, vurderer de radikale kilder, som Mandag Morgen har talt med.

For det første vil Vestager som statsminister være afhængig af opbakning fra Dansk Folkeparti. Men alene De Radikales udlændingepolitik giver DFs topledelse mareridt. Vestager vil også være tvunget til at navigere sin eventuelle mindretalsregering i et politisk landskab med fjender bag hver en sten – ikke mindst hos Socialdemokraterne, som blot vil vente på den først givne lejlighed til at vælte hende. Hun vil blive anklaget for det største vælgerbedrag i mange, mange år af de mange vælgere, som har stemt på partiet i tiltro til et regeringsskifte. Hun vil sætte partiets nye kongemagerrolle over styr. Hun må droppe enhver tanke om bredt politisk samarbejde. Og hun vil få et stort kritisk bagland på nakken, som efter 10 års ørkenvandring tørster efter et systemskifte.

Selv om tanken om statsministerposten uden tvivl vil friste Vestager, vil hun derfor takke nej, hvis hun får tilbuddet af Lars Løkke. Hvordan det vil gå ved næste valg igen, er en helt anden historie.