2016 blev et brutalt år for det politiske establishment i Storbritannien og USA. 2017 risikerer at blive lige så brutalt for Frankrigs politiske elite. Kun i Tyskland med dets 1949-forfatning skrevet af datidens førende amerikanske, britiske og franske forfatningsretseksperter er det åbne parlamentariske demokrati, som man også kender det i Skandinavien, ikke umiddelbart i fare. Uanset om populisternes sejrsmarch fortsætter, eller om den stopper ved det franske præsidentvalg i maj, står det klart, at politik på nationalt og europæisk niveau står midt i en dyb forandringsfase, hvor partier med årtiers abonnement på ministerbiler meget hurtigt kan ende i historiens grøftekant.

Sådan lyder vurderingen fra Ulrike Guérot, professor og direktør for afdelingen for europæisk politik og demokrati ved Donau-universitetet i den østrigske by Krems. Hun har gennem mere end 20 år undervist i europæisk og international politik ved førende universiteter i Europa og USA, hvor hun ligeledes har været engageret i diverse tænketanke. I de senere år har Guérot brugt sin universitære ekspertise til at udvikle sin innovative tænkning om Europas demokratiske tilstand gennem blandt andet European Democracy Lab ved European School of Governance i Berlin.

Den 52-årige Guérot er på én og samme tid en realpolitisk analytiker og en engageret visionær tænker på demokratiets vegne. Når man spørger til den kolde analyse af demokratiets tilstand i Europa, konstaterer Guérot, at 2017 kan blive året, hvor ’systemet bryder sammen’.

”Frankrig er ustabilt. Der er fortsat betydelige terrorrisici, og landet er i undtagelsestilstand. Hvis Marine Le Pen vinder, vil det påvirke Tyskland og formentligt være enden på det EU, vi kender i dag,” siger Ulrike Guérot med henvisning til det højrenationale Front Nationals præsidentkandidat, der ifølge meningsmålinger har opbakning fra op imod 30 pct. af de franske vælgere.

Men uanset om den franske EU-modstander vinder præsidentvalget til maj, står de europæiske nationalstater og Den Europæiske Union ifølge Ulrike Guérot midt i et politisk opbrud af historiske dimensioner.

”Vi ser mange disruptioner på en række niveauer i det politiske liv i Europa. De europæiske institutioner og Europa som helhed er præget af bruddet mellem det såkaldte establishment og populisterne. Der er en dyb disruption i gang på alle niveauer i det politiske system. Vi er ved at miste det partipolitiske system, sådan som vi har kendt det. Medieverdenen undergår en dyb disruptiv udvikling med fremvæksten af fuldstændigt parallelle medieverdener, og arbejdsmarkeder over hele Europa er præget af disruptive udviklinger som dem, man så i industrialiseringens første fase i årene efter 1900,” siger Guérot.

Populister er bedre til fællesskab

Selv om Guérots analyse er dyster, har hun bestemt ikke opgivet håbet på det liberale demokratis vegne i kampen mod de populistiske kræfter, der trækker i en antiliberal retning, sådan som man over de senere år har set det i en række EU-lande som Ungarn og Polen.

”Vi skal ikke ønske os tilbage til det gamle politiske system. Tværtimod skal vi vurdere, hvordan vi kan bruge de nye disruptive teknologier, som populisterne har succes med, til at skabe nye demokratiske samarbejdsformer,” siger Guérot.

Hun understreger samtidig, at de gamle politiske partier i Europa – både socialdemokrater og borgerligt-liberale – i øjeblikket taber terræn til de nye populistiske partier som Front National i Frankrig og det tyske fremadstormende Alternative für Deutschland, AfD, fordi de er langt bedre til at tilbyde deres vælgere den følelse af at høre til i en bevægelse, som både socialdemokrater, kommunister, Venstrefolk og Radikale stod for langt op i det 20. århundrede.

”Det er altså partifolk fra AfD og Front National, der i dag hjælper helt almindelige mennesker med at udfylde dokumenter til myndighederne og den slags. Mennesket har brug for at blive lyttet til og for at føle, at det hører til i et community,” siger Guérot.

Mens lande som Tyskland, Danmark og de andre nordiske lande med deres veludviklede parlamentarisme, der bygger på proportionalvalg, ikke umiddelbart er i fare for at blive rendt over ende af antiliberale nationalkonservative magtovertagelser, er de dog langt fra immune over for de skadevirkninger, som populistiske valgsejre i Storbritannien og USA i 2016 har påført hele den vestlige verdensorden.

Ian Bremmer, chefanalytiker i Eurasia Group, konstaterede således i en analyse umiddelbart før jul, at USA med Donald Trump som præsident i mindst fire år frem er ’den største enkelte kilde til international ustabilitet’.

”Amerikansk magt var engang et trumfkort, nu er det et wild card. I Europa får den nye præsidents fulde omfavnelse af Brexit mange hovedstæder til at skære tænder, og hans omfavnelse af Rusland får europæiske regeringer til at se sig om efter alternativer til NATO. De transatlantiske forbindelser er på deres laveste punkt siden 1930’erne,” vurderer Bremmer.

Tyske sikkerhedspolitiske eksperters nylige offentlige overvejelser om tysk deltagelse i finansieringen af det franske og det britiske atomarsenal understreger, at det her ikke bare er snak, men dyb sikkerhedspolitisk alvor anno 2017.

Populisterne latterliggøres

Kasper Colling Nielsen, dansk skønlitterær forfatter, dramatiker og civiløkonom af uddannelse, konstaterer, at det også i Danmark er ’svært at være politiker’.

”Det er, som om vi står med alle det 21. århundredes problemer lige nu, og at det kun er populisterne, der tilbyder svar på disse udfordringer. Enhedslisten taler om den strukturelle ulighed. Alternativet taler om klimaet, og DF taler om flygtninge og terror. Og det er jo de ting, der bekymrer folk,” siger Colling Nielsen.

”Hver gang de her partier stiller forslag, bliver de latterliggjort, som om det, de siger, ikke er rigtig politik. Jeg ved ikke, hvorfor det bliver latterliggjort, men de gamle partier burde jo tænke sig om og komme med nogle bedre løsninger,” siger han og tilføjer:

”Samtidig med at vi lever i en verden med nogle meget store og komplekse problemer, der skal løses, har vi i Danmark en børnehave af et politisk system, hvor man er mest optaget af sine egne små rænkespil og drillerier.”

Kasper Colling Nielsen henviser til den britisk-polske sociolog Zygmunt Bauman, der for nylig har påpeget, at magten er blevet global, mens den eneste legitime politiske magt er lokal – altså national – og derfor magtesløs.

”Politikerne må erkende, at de ikke kan løse problemerne. Og så må man opbygge internationale institutioner og så i hvert fald holde fast i EU. Og forklare folk, at vi er nødt til at lave internationalt samarbejde for at løse de her ting,” siger Kaspar Colling Nielsen, der opsummerer danske og europæiske politikeres reelle politiske to-do-liste således:

”Der er mange millioner mennesker i Vesten, der er blevet arbejdsløse, og som faktisk ikke er arbejdsdygtige, selv om konjunkturerne vender. Vi har problemer omkring et kapitalsystem, som skaber strukturel ulighed i vores samfund. Vi har en masse virksomheder, der ikke betaler skat. Og mange, som kun gør det i det omfang, det er nødvendigt for deres virksomheds omdømme. Derudover har vi flygtningeproblemer, terror, kraftig højreradikalisering og regulær fascisme i Europa. Og så har vi et påtrængende globalt klimaproblem.”

Demokratiets Bermudatrekant

Ifølge Ulrike Guérot befinder hele den demokratiske organisering i Europa sig i en slags Bermudatrekant mellem EU’s institutioner, demokratiet og de digitale medier.

”Medieverden fragmenteres. Der er printmedier og digitale medier. Der er flow-TV og en masse unge, der slet ikke ser tv. Der er generationernes opdeling, og der er ekkokammereffekten. Og der er hele spørgsmålet om sandheden. Man kan gøre alt muligt i dag med digitale redigeringsteknikker. Hvem kan kontrollere medierne? Der er så at sige et stort problem, hvad angår dekonstruktionen af virkeligheden,” siger hun og fortsætter:

”Men hvad er virkeligheden? Vi har robotjournalister. Et af de spørgsmål, vi som menneskehed ikke har stillet os, er, hvilken indflydelse internettet får på demokratiet og den måde, hvorpå vi tænker.”

Midt i denne nye medievirkelighed og alle de dybe samfundsforandringer, der finder sted, er EU og Europa ifølge den tyske professor en slags politiske stedbørn.

”Vi må analysere, hvem der taler om Europa, og hvordan de gør det. Europa forstået som EU har ingen fortalere. Nationale politikere og regionale politikere kæmper ikke for Europa. Det er ikke deres valgkreds. Man er ikke afhængige af EU, og det er ikke der, man får sine penge fra. Hvorfor skulle man kæmpe for Europa? Det er kun noget, man gør i søndagstalerne,” siger Guérot og understreger, at hun er ’ved at kaste op’, når hun bliver spurgt, om EU skal have bedre PR-afdelinger.

”Politik er ikke et spørgsmål om kommunikation. Politik skal fungere. Folk skal opleve, at demokratiet virker. De skal ikke opleve, at nogen siger til dem, at de skal elske EU.”

På samme måde advarer den tyske professor mod, at man ønsker sig tilbage til det gode gammeldags partipolitiske system med en højrefløj og en venstrefløj og interesserede borgere.

”Det kommer ikke til at ske. Ideen om, at vi kan bekæmpe den nye digitale virkelighed og algoritmerne, er absurd. Vi bliver nødt til at vurdere, hvad vi kan bruge de disruptive teknologier til,” siger hun.

Valg som tomt teater

I den forbindelse refererer Guérot til den prisbelønnede belgiske forfatter David Van Reybrouck, der for nylig har skrevet bogen med den provokerende titel “Against Elections: The Case for Democracy”.

Her argumenterer Van Reybrouck for, at valg hvert fjerde eller femte år dybest set er et tomt teater, der udhuler tilliden til den demokratiske proces, og som derfor har fået Europas vælgere til at lide af det, han kalder et ’demokratisk træthedssyndrom’. Dét sker efter hans opfattelse i en tid, hvor befolkningens interesse for de politiske processer ellers generelt er voksende, alt imens deres tillid til de politiske beslutningsprocesser er faldende.

Ifølge Guérot bør nutidens politikere og borgere derfor dekonstruere partisystemet og overveje, hvordan man organiserer det post-partipolitiske system.

”Hvis vi laver et mere deltagende og decentralt demokrati, kunne vi vinde populisternes hjerter. De ønsker at blive hørt. De føler sig overset. Hvis regionerne fik mere at skulle have sagt på europæisk niveau, ville man kunne genvinde folks tillid.”

Ifølge Guérot opleves vore dages formelle valgsystemer med afstemninger hvert fjerde år ikke nødvendigvis som særligt demokratiske.

”Demokratisk deltagelse handler ikke nødvendigvis om folkeafstemninger. Folk vil have inddragelse på lokalt og regionalt niveau. De vil have ansvarlig politisk ledelse. Tag Podemos forsøg i Barcelona, hvor man udvælger et antal borgere, som så skal være med til at træffe beslutninger om byens fremtid. Tilbage i bystaterne i Venedig og Firenze blev borgerne udtrukket til at deltage i beslutningerne i tidsbegrænsede perioder. Vi kan i moderne tider lære noget af, hvordan man tidligere organiserede administrationen af res publica (offentlige forhold, red.),” siger hun.

Ifølge Ulrike Guérot er der empirisk belæg for, at desto mere lokalt politiske beslutninger træffes, desto større sandsynlighed er der for, at de politiske beslutningstagere er villige til at investere på den korte bane for at opnå fordele på den lange bane. Omvendt er der på nationalt niveau en tendens til, at politikere lover kortsigtede gevinster med langsigtet finansiering og dermed sender regningen videre til den næste regering eller sågar næste generation.

”Folk stemmer mere bæredygtig på lokalt niveau, fordi det folkelige pres er større,” siger Guérot.

Populisterne gør det beskidte arbejde

Hun konstaterer samtidig, at tidens populistiske fremmarch i Europa set fra hendes perspektiv som fortaler for en europæisk republik ikke kun er negativ i den forstand, at populisterne i sig selv er ved at skabe en transnational bevægelse.

”Populisterne siger, at de vil re-nationalisere politikken. Men er det så det, vi ser? Taler vi om gennationalisering af Europa? Det tror jeg ikke. Tværtimod splitter populismen de nationale samfund i to. Det ser vi i Storbritannien, i Danmark, i Østrig. Det kan godt være, at re-nationalisering er diskursen, men det er ikke virkeligheden,” siger Guérot og tilføjer:

”I virkeligheden er populisterne ved at gøre det beskidte arbejde med at nedbryde de europæiske nationalstater. Det er jo det, vi ser: De splitter landene i to grupper. De angste i udkantsområderne og de optimistiske og liberale i storbyerne. Dermed får vi en transnational debat, hvor politik bliver vigtigere end nationer. Og er det ikke det, der er målet – at politisere Europa,” lyder hendes retoriske spørgsmål.

Så vidt den visionære og optimistiske side af Ulrike Guérots syn på Europa. I en anden ende af samtalen konstaterer hun med risikoanalytikerens kølige syn på sagerne, at EU-landene er ved at nærme sig grænsen for, hvor store de nationalpolitiske partier kan blive, før de vil begynde at rulle demokratiet baglæns.

”Man kan godt tabe 20 pct. af vælgerne til nationalisterne, uden at der sker noget. De vil ikke gå imod et flertal på 80 pct. Men hvis populisterne kommer over 30 pct., så begynder de 70 pct. at gå med de 30 pct. Spørgsmål er, om den europæiske populisme er ved at nå en kritisk masse, og hvad det vil betyde,” siger hun.

I Danmark konstaterer Kaspar Colling Nielsen, at det efter hans opfattelse må være hårdt at være politiker.

”Politik er blevet en slags reality-show, hvor man går og venter på, at en eller anden begår en fejl. Hvis du laver en lille bitte fodfejl, bliver du stemt hjem. Samtidig må man ikke ændre holdning. Man skal helst mene det samme i 20 år. Men vores verden forandrer sig jo hele tiden,” siger Colling Nielsen og tilføjer:

”Tag Venstre og Konservative. Det er ikke mange år siden, at de overhovedet ikke sagde noget om, at det var et problem, at virksomheder ikke betalte skat. Men det mener de jo i dag. Der er ikke noget odiøst i, at politikerne ikke kan regne hele den nye verdensøkonomi ud. Det er der jo ingen, der kan. Man bliver nødt til at give sig selv mulighed for at stille alternativer op og så diskutere dem.”

Det korte af det lange er, at de ’gamle’ politiske bevægelser i Europa synes at lide af det demokratiske træthedssyndrom, som den belgiske forfatter David Van Reybrouck omtaler. Omvendt er både højrenationale partier og nye politiske bevægelser som Alternativet i Danmark og Podemos i Spanien fuld af vilje til at udnytte digitaliseringen af medieverden med alt, hvad det indebærer af muligheder for at vinde nyt land.

2017 vil vise, om Europas førende politikere er i stand til at genetablere kontakten til de brede grupper af vælgere, som i de senere har givet det gamle system fingeren. Eller om fremtiden byder på helt nye politiske magtbalancer på et kontinent, der mere end nogensinde har brug for at finde fælles løsninger på fælles udfordringer.