Før Anden Verdenskrig fandtes plastik stort set ikke. Nu er vi omgivet af det.

De typer plast, vi kender nu – PET, PVC, nylon, ABS med mere – begyndte først at blive udbredt i 1950’erne, men det tog hurtigt fart. I dag produceres der hvert år over 350 millioner tons plastik – det svarer nogenlunde til samme vægt, som alle mennesker på kloden vejer – og forbruget stiger fortsat hastigt.

Vurderinger, der sammenregner investeringer i ny produktionskapacitet, peger på, at produktionen af plastik vil stige 40 procent i det kommende årti. Mængderne er allerede enorme. Globalt købes der omkring 1 million plastikflasker i minuttet – og en enkelt fabrikant, Coca-Cola, fremstiller 128 milliarder flasker om året. Under halvdelen af flaskerne bliver indsamlet til genanvendelse.

Generelt ender det meste plastik som affald. Emballage udgør næsten halvdelen af al plastik, og omkring 95 procent af plastikemballagen bruges kun én gang. Under en femtedel af al plastik genanvendes.

Omkring 8 millioner ton plastik skønnes hvert år at ende i havet. Hvis udviklingen fortsætter som nu, vil der i 2050 være mere plastik end fisk i havene målt i vægt.

Opmærksomheden på de uheldige konsekvenser af plastik er blevet skærpet af en jævn strøm af ubehagelige historier – om den enorme suppe af plast, der er samlet i Stillehavet og dækker et område tre gange større end Spanien; om undersøgelser, der viser, at fisk overalt indeholder mikroplast, eller af tv-udsendelser som BBC’s Den Blå Planet, der viser fisk eller havskildpadder, der bliver kvalt af at spise plastikposer eller fanges i efterladte reb og net.

Den største forurening af havene kommer fra asiatiske lande. Det er især Kina, men også Indonesien, Vietnam og Filippinerne, hvor den økonomiske vækst har accelereret forbruget af plastik.

Plastik er noget, vi brænder

Danmark er langtfra en duks på plastik-området. Vi er blandt de lande, som bruger mest plastikemballage, og vi er ikke specielt gode til at genbruge det. Kun omkring 15 procent af husholdningernes plastikaffald bliver genbrugt, og det skyldes først og fremmest, at Danmarks strategi for affald hidtil har været at brænde det.

Det har forskånet os for problemer med overfyldte lossepladser, og det har givet et godt bidrag til el- og fjernvarmeproduktionen, men det har også betydet, at Danmark, sammenlignet med mange andre lande, ikke har udviklet fintmaskede systemer til sortering og genanvendelse af plastik.

En stor del af det danske plastaffald sendes til Tyskland og Sverige, der har større industrier til behandlingen.

Det vil ændre sig i de kommende år, først og fremmest fordi EU stiller større krav om indsamling og genanvendelse af affald. Ifølge EU’s direktiv for affald skal 55 procent af alt husholdningsaffald og 65 procent af al emballage genanvendes i 2025, og satserne stiger yderligere til 60 og 70 procent i 2030.

Det vil indebære en kraftig omlægning af den danske indsamling af affald.

Slut med plastikvatpinde og -sugerør

I december nåede man til enighed om et nyt EU-direktiv for plastik. Direktivet indebærer blandt andet, at minimum 77 procent af alle plastflasker skal indsamles til genanvendelse i 2025. I 2029 skal 90 procent af plastflaskerne indsamles til genanvendelse. Desuden skal alle nye flasker bestå af mindst 30 procent genbrugsplast i 2030. Plastiklåg på plastikflasker og kartoner skal fremover sidde fast.

Der indføres et "udvidet producentansvar", som betyder, at producenterne skal finansiere mekanismer til at indsamle blandt andet engangsbægre, letvægtsplastikposer, balloner, og fiskenet.

Det vil også gælde for cigaretfiltre, der er lavet af plastik. Trods deres lidenhed er cigaretfiltre en stor kilde til forurening, og håbet er, at de strengere krav om indsamling vil føre til, at fabrikanterne udvikler biologisk nedbrydelige filtre i stedet – eller helt dropper filtrene.

EU tager særlig sigte på engangsplastik. Allerede fra 2021 vil nogle produkter af engangsplastik blive helt forbudt. Det gælder blandt andet vatpinde, sugerør og engangsbestik.

Den danske regering har fulgt op på EU’s plastikstrategi fra januar 2018 med en national plastikhandlingsplan.

Blandt initiativerne i planen er, at det skal være forbudt for butikker at uddele gratis bæreposer med hank, og at der fra 1. november 2019 også skal være pant på juice- og saftflasker.

Desuden indeholder handlingsplanen planer om et nationalt plastikcenter, der skal indsamle viden og etablere brede samarbejder om minimering og genanvendelse af plastik.

Et vigtigt punkt i den danske plastikhandlingsplan er, at der skal skabes ensartede kriterier for sorteringen af plastik i hele landet. I øjeblikket er indsamlingssystemerne og kategorierne forskellige fra kommune til kommune, og derfor er det svært at samle så store og ensartede mængder, at det kan betale sig at investere i at omdanne det.

Tag emballagen tilbage

Den danske ngo Plastic Change arbejder for at forebygge plastikspild og for at nedbringe forureningen fra plastik. Plastic Change har 12 faste medarbejdere, kontor på Islands brygge og modtager støtte fra blandt andet Velux-fonden og Roskilde Festival.

Anne Aittomaki, hvis jobtitel i Plastic Change er strategic mastermind, peger på, at det ikke er nok at arbejde på at forbedre indsamling og sortering af affaldet:

"Vi er blevet afhængige af plastik, og det skal vi have et opgør med. Der er ingen tvivl om, at vi skal blive bedre til at indsamle og sortere vores affald, men vi kan ikke genanvende os ud af overforbruget. Produktionen af plastik vokser så hastigt, at vi ikke kan håndtere det. Derfor er vi nødt til at investere i reduktions- og genbrugssystemer, så vi som forbrugere kan få det produkt, vi vil have, men uden at generere alt det affald."

Nøglen til en cirkulær fremtid med er ikke kun mere genanvendelse, men i højere grad mere genbrug.

Et eksempel på den type tænkning, som Anne Aittomaki efterlyser, er det, som kaldes take-back-ordninger. Det danske retursystem med pant for flasker er i international målestok et eksempel, fordi det er lykkedes at få producenter, butikker og forbrugere til at samarbejde. Der er skabt en kultur omkring indsamling af flasker, der betyder, at den type affald er et meget lille problem i Danmark.

Der arbejdes på take-back-systemer for mange andre typer emballage. Engangskopper og -bægre er en væsentlig kilde til forurening. Globalt fremstilles der 600 milliarder kopper om året, og de er typisk svære at genanvende, fordi de består af flere lag af forskellige materialer som pap og plastik.

I den sydtyske by Freiburg har man lanceret en plastikkop, som kan vaskes og genbruges, og som kan anvendes på en stor del af byens cafeer. Der er 1 euro pant på Freiburg Cup og 50 cent på låget, og koppen kan bruges 121 steder.

I begyndelsen af april lancerede Tuborg i samarbejde med de fire største musikfestivaler og Plastic Change et plastikkrus, der kan vaskes og bruges igen i en 13 meter lang mobil opvaskemaskine, der kan vaske 9.000 krus i timen. De nye krus skal erstatte de over to millioner engangsplastikbægre, som hidtil er blevet brugt på Roskilde, Northside, Tinderbox og Grøn festival.

I endnu større målestok er et konsortium af blandt andet Starbucks og McDonald’s gået sammen om at udvikle en genanvendelig kop.

Takeaway skaber også store mængder affald, og der er en del projekter, som arbejder på at udvikle returemballage. Et af dem er reCircle i den schweiziske by Bern, hvor over 500 restauranter og leverandører anvender et sæt af standardiserede beholdere, kopper og låg, som kan bringes tilbage og bruges igen.

Levering til døren og emballagen retur

Det måske vigtigste eksempel på take-back i øjeblikket er Loop-projektet, der er koordineret af World Economic Forum, og som blev lanceret på Davos-mødet i januar.

En lang række af de største globale producenter af dagligvarer er gået sammen med nogle af verdens største supermarkeder, logistiskvirksomheder og affaldsbehandlere om at skabe et system til udbringning af varer i storbyer, baseret på genanvendelig emballage.

Blandt deltagerne er Unilever, Procter & Gamble, Coca-Cola, Carrefour, PepsiCo, Mondelēz, Tesco, Danone og Nestlé – en flok med meget stor indflydelse på klodens forbrug af emballage.

Ved at fokusere på dagligvarer, der udbringes i storbyer, spiller Loop med på tendensen til at forbrugere foretrækker at få leveret de varer, de altid bruger, via en abonnementsordning.

Det er attraktivt for leverandører, fordi de får et tættere forhold til kunden, men det betyder også, at man ikke behøver at bruge så mange ressourcer på at lave særlig emballage, der kan fange opmærksomheden på supermarkedshylderne.

I Loop-projektet bliver shampoo, madvarer, kosmetik, rengøringsmidler og så videre solgt i specielt udviklet emballage, der tages tilbage igen, når man får nye leverancer. Også kassen, som varerne er pakket i, tages retur.

Loop starter leverancer i maj, i første omgang i New York og Paris.

En rygsæk fuld af rekvisitter er ikke løsningen

Der er mange andre eksempler på take-back-ordninger. I Danmark har Netto-supermarkederne indført pant på deres plastikposer. Hvis man bringer posen tilbage til kassen, får man en krone retur, og posen bliver afleveret til genanvendelse.

Løs market har foreløbig to butikker i København, hvor kunderne selv skal tage emballage med, for grøntsager, gryn, kaffe, rengøringsmidler og så videre sælges i løs vægt, og man betaler per kilo. Lignende koncepter findes i mange andre lande.

Trods miljøproblemerne er engangsemballage imidlertid bekvemt, og som forbruger behøver man ikke at planlægge sine indkøb. Spørgsmålet er, om den moderne forbruger kan bringes til at handle på den måde?

Anne Aittomaki fra Plastic Change er helt klar over, at det ikke er en let omstilling, vi står overfor, men det er nødvendigt at udvikle systemer, der reelt kan ændre forbruget.

"Convenience-kulturen er kommet for at blive. Du får aldrig almindelige borgere til at huske at tage engangskop, vandflaske, bestik, poser og bøtter med sig. Det ville kræve, at man altid går rundt med en mindre rygsæk med rekvisitter. Det skal være nemt, og vi skal kunne bevæge os frit omkring, hvis det skal virke," siger hun.

"Man er nødt til at ændre på konteksten for vores forbrug, så man som forbruger indgår i systemer, der er indrettet til, at man kan få den vare, man ønsker, uden emballageaffald. Hvis man som forbruger fra gang til gang selv skal træffe et bæredygtigt valg, kommer det aldrig til at virke på stor skala. Måske er løssalg i supermarkederne en løsning, måske skal producenterne eje emballagen, måske laver vi slet ikke mad hjemme i fremtiden, og måske er takeaway-kulturen bygget op omkring cirkulære løsninger … Der er mange muligheder, hvis vi undgår at bygge fremtidens løsninger på nutidens skinner og fortidens lineære tænkning."

Ditte Lysgaard Vind arbejder med cirkulære løsninger i strategi- og innovationsvirksomheden Lendager TCW, og sammen med Plastindustrien startede hun Innovationsforum for cirkulær plastemballage, der bragte en række af plastindustriens parter sammen for at diskutere bæredygtige løsninger.

"Lige præcis på plastområdet er jeg faktisk optimistisk. Danskerne såvel som det globale marked efterspørger nye bæredygtige løsninger. Blandt andet har Coop lavet en undersøgelse, som viste, at der ikke er noget, vi som forbrugere hader som plast. Hvis der er noget sted, hvor vi har en chance for at ændre forbrugernes vaner, så er det på plasten – hvis vi kan gøre det nemt og bekvemt. Med Danmarks størrelse og tradition for at samarbejde på tværs har vi mulighed for at lave løsninger, som hele verden vil efterspørge," siger Ditte Lysgaard Vind.