Vi skal forebygge - ikke reparere

I debatten for og imod efterlønnen hører vi ofte, at der gennem arbejdslivet sker en nedslidning, som ender med uarbejdsdygtighed og afhængighed af samfundet. Det undrer mig, at vi tilsyneladende tager det for givet, at vi sandt for dyden skal nedslides,  og det egentlig kun er et spørgsmål om, hvor hurtigt eller langsomt det skal gå. For sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. Nedslidning kan i vidt omfang forebygges.

Det er ofte kombinationen af et fysisk krævende job og en usund livsstil, der skubber mennesker ud af arbejdsmarkedet. Der er behov for fysisk træning – også i arbejdstiden – med henblik på at personer med fysisk krævende jobs sikres en så god kondition og styrke, at de kan varetage deres job uden hurtig udtrætning og nedslidning.

Paradoksalt nok kan nedslidningen også skyldes fysisk inaktivitet på arbejdspladsen, uanset livsstil i øvrigt. I Danmark er fysisk inaktivitet i dag årsag til 3,1 millioner fraværsdage om året, svarende til 13.700 fuldtidsstillinger.

Inden man dør, har man ofte en periode, hvor man er småsyg og ikke kan klare sig selv – hvor man rent ud sagt skranter. Men det er en skrøne, at et længere liv nødvendigvis medfører flere skrante-år. Hvis man lever sundt i relation til kost, rygning, alkohol og motion (de såkaldte KRAM-faktorer), så lever man i gennemsnit 14 år længere – vel at mærke 14 år uden sygdom – og vel at mærke 14 år med en bedre livskvalitet.

[quote align="right" author=""]Hvis vi investerer i forebyggelse i stedet for i reparation, vil der være stadig flere, der kan og forhåbentlig vil fortsætte i jobbet længe.[/quote]

En KRAM-venlig livsstil vil medføre, at skrante-årene sætter ind senere. For hvert år man lever længere som resultat af sund livsstil, får man dobbelt så mange år med god livskvalitet. Japanerne lever sundt, arbejder længe og dør i en høj alder. Deres skranteperiode er ganske kort. En person med dårlig livsstil starter derimod skranteperioden tidligt, måske allerede i 40-50-års-alderen. Det indebærer dårlig livskvalitet, men også mange fraværsdage og tidlig pensionering, hvor velfærdssamfundet må træde til og ”holde i live” med ressourcekrævende foranstaltninger.

Det er således indlysende, at det både er i individets, fællesskabets og erhvervslivets interesser at forebygge den accelererede aldring, som vi traditionelt kalder nedslidning.

En sundhedsvinkel på efterlønnen er, at det for langt de flestes vedkommende er muligt at undgå nedslidning. Det er muligt at udskyde skrante-årene til meget sent i livet til fordel for både individet og samfundet. Det kræver fokus på sundhed og forebyggelse gennem hele livet og ikke ensidig prioritering af, hvordan der skal sættes ind, når det først er gået galt.

Helt konkret er der i de jobkategorier, der enten involverer fysisk krævende arbejde eller indebærer mange timers fysisk inaktivitet, behov for at indføre monitorering af sundhedsstatus, specielt hvad angår kondition og styrke, koblet med mulighed for superviseret fysisk træning som en integreret del af arbejdslivet.

Hvis vi investerer i forebyggelse i stedet for i reparation, vil der være stadig flere, der kan og forhåbentlig vil fortsætte i jobbet længe og dermed sikre de af os, der af den ene eller anden grund har brug for at forlade
arbejdsmarkedet tidligere i livet.

Bente Klarlund Pedersen er professor ved Københavns Universitet, formand for Det Nationale Råd for Folkesundhed, Desuden er hun tidligere medlem af regeringens Forebyggelseskommission.